« Tilbage til søgeresultaterne
Et Gensyn
(Sluttet.)
Gaarsdagen havde hverken være klar eller skyfuld, hverken varm eller kold, men saa underlig ubestemt i Vejrlig, at den næsten kunde have tilhørt hvilken som helst Aarstid. Men i Dag mærkede man Efteraaret. De tunge Nattetaager lettede kun, naar de udgød deres fugtige Indhold over
Gaderne, som en ad Singerstrasze med Hænderne i sine Overfrakkelommer og vendte et Par Gange om med langsomme Skridt. Han havde lovet Marfa at afvente hendes Besøg i denne Morgen i Stedet for at opsøge hende hos den kvindelige Læge, som hun boede hos. Men Klokken nærmede sig til 11, og Marfa havde endnu ikke vist sig. En stærk Uro drev Saitzew ud af Huset; han vilde gaa hende i Møde.
Hun kunde gerne være bleven syg. Modstandsløs, svækket var hun i Forvejen. Han maatte frem for alt pleje hende.
Ja, pleje, faa hende til at blomstre op - hans Blik hvilede paa en allerkæreste ung Pige, som netop gik tvers over Gaden; under hendes omhyggelig opløftet Kjole kom en smuk lille Fod til Syne. Han maatte smile ad sin næsten barnagtige Længsel efter at klæde Marfa i alt dette - til ogsaa hun blev rigtig nydelig - at føre, lokke hende ud af hendes haarde Skal.
Men Marfa kom ikke.
Nej, han vilde ikke vente længere i denne trøstesløse Efteraarskulde. Den nedtrykte ham, gjorde ham ligefrem nervøs.
Og atter gik han ned ad den stille Singerstrasse, gik uden Ophold til det store seksetages Hus, som hun havde sagt, at hun boende i.
En lille hvid Terrier løb et Stykke Vej med ham, som om den i ham søgte sin Herre. Saa tog Regnen fat at strømme ned.
Fra Husets Porthvælving lød en øredøvende Larm ud imod ham. Gaarden var der et Smedeværksted; lange Jernskinner blev netop læsset af og faldt drønende mod Stenbroen. Saitzew gik op til første Sal; der saa han paa den blanke Dørplade det Navn som han søgte.
Da han ringede, lukkede en Tjener op.
Paa sit Spørgsmaal om Marfa fik han det Svar, at hun var rejst for en Time siden. Hvorhen? Det vidste Tjeneren ikke. Han formodede til Rusland. Hun havde efterladt et Brev, som straks efter hendes Afrejse skulde bringes til Hotellet paa Hjørnet af Singerstrasse.
Der laa altsaa Brevet.
Ja, der laa det; men Saitzew havde ingen Hast med at faa det læst.
Da, Døren var bleven lukket for ham, steg han et Par Trin ned og blev saa staaende.
Ja, hvorfor læse det ? I disse sidste forvirrede Linier havde Marfa vel ikke nedlagt nogen synderlig tydelig Forklaring. Hun var flygtet. Dermed vidste han nok.
Nu jog den Tanke ham gennem Hovedet: „Hvor dumt, hvor latterligt er det dog i Grunden altsammen! Sin Tilværelse, sin hele Tilværelse levede hun kun paa min Suggestion, fordi jeg vilde have det saaledes. Fordi vi ikke kunde tilhøre hinanden. Og nu staar intet i Vejen for mig uden min egen Suggestion.”
Saitzew bøjede sig over Trapperækværket. Larmen fra Gaarden lød med dump Genlyd herop, og det gjorde ham formelig godt at høre paa den Brutale Larm. Hans Haand knyttede sig uvilkaarlig. Alt, hvad der var af brutal Kraft i ham selv, led i Afmagt.
Lænet til Rækværket stod han længe og lyttede uden selv at vide deraf med Vellyst til de haarde, skarpe Hammerslag, som Jernet sitrede og bøjede sig lydig under – han lyttede, som om Slagene talte til ham. Han selv tav stille.
