« Tilbage til søgeresultaterne
Bar Bund
Skitse af Celestin.
„Nej - du maa lade mig tale ud, Halfdan - jeg har tiet længe nok, altfor længe kanske. Men selv den ringeste har Lov og Ret til at tale; det har du selv sagt mig - om du end maaske regner mig for mindre end Nul, naar det gælder at tænke og tale selvstændigt.”
Han saa forbavset og forundret op paa hende. Var det virkelig Inga - den blide sentimentale Inga, der talte? Var det virkelig den lille smukke blide Dukkepige, han hidtil havde omgaaedes? Naa - til en lille Afveksling kunde det være ganske morsomt at se, hvordan hun vilde bære sig ad med at „tale selvstændigt”, som hun sagde - for ærligt talt - hun havde været lumsk kedelig det sidste Fjerdingaar med sin bestandig sentimentale sværmende Maaneskinssnak. Han lod sig falde ned i en lav Lænestol, lagde Armene overkors og saa paa hende.
„Vær saa god - begynd kun - men vil du ikke sidde ned, det er anstrengende at staa op og tale i Længden,” sagde han ironisk.
„Spar din Spot, Halfdan - nu gør den mig ikke ondt mere, men du skulde vide, hvor mange Gange det har saaret mig i min inderste Sjæl, naar du paa din overlegne Maade spottede over noget, jeg holdt, af eller satte højt. Jeg ved nok, at din Forstand er mere skarp og din Hjerne mere klar og stærk end de flestes; men derfor behøvede du ikke at trække alt det, jeg satte højt, ned i det latterlige og enfoldige. Jeg ved ikke, hvordan du har baaret dig ad med at faa saa ubestridt en Magt over mig; men det er efterhaanden bleven saaledes, at jeg ser alt med dine Øjne, jeg handler, som om du stod ved Siden og kommanderede mig. – Med andre Ord: Jeg er et fuldkomment Ekko af dig.”
„Ja - ganske Vist - men hvad saa?”
„Hvad saa? Hvad saa? Men Halfdan - er det dig, der altid hævder Menneskers aandelige Frihed - der altid taler om Personlighed og Selvstændighed? - Ja - hvis jeg var lykkelig ved det og havde nok i at være dit Ekko - saa kunde du sige: Hvad saa. - Men det er det, jeg ikke er. For jeg kan indse, det vil føre til Ulykke for os begge. - Du vil i Længden kedes ved og ærgre dig over en Kæreste, der ikke er en Smule selv - jeg vil nu slet ikke tale om, hvis jeg blev din Kone.”
„Hvadbehager? Hvis du blev - ? Er det et Brud, du skitserer?”
„Det faar du kalde, hvad du vil. Jeg vil ikke mere, for jeg kan ikke mere. Halfdan - nu har jeg kendt dig, siden jeg var 16 aar. Du tog først mine unge rene Tanker og Længsler fangne, du sagde, at du elskede mig, fordi jeg var ren og barnlig og naiv. - Jo. Jeg tror ogsaa, du elskede mig; men du gjorde det paa en underlig Maade. Det, som jeg hidtil havde levet i, det var bornert og smaat, nej - du vilde føre mig ud i Livet, hvor det var stort og lyst og frit til alle Sider. - Og - aa - Halfdan - saa førte du mig bare ind i en Dal, hvor der slet ikke var andre end dig, og hvor der ikke hørtes andet end dine Ord og Meninger og Anskuelser. - Nu begynder jeg at forstaa den Magt, du fik over mig -det var naturligvis, fordi du gav alle de Tanker Næring, der drejede sig om dig - medens alle andre Tanker blev buret ude fra mig. - Aa - Halfdan, hvor har du handlet letsindigt og samvittighedsløst med mig,
Hun bøjede sit Hoved og bedækkede Ansigtet med begge Hænder - et Par Minutter sad hun ubevægelig saadan, men da hun atter hævede Hovedet, var hun rolig og behersket som
før, kun en Del blegere. Han sad og saa paa hende - i Begyndelsen havde han siddet med et spottende Smil - men nu var han bleven alvorlig. Hvad var dog dette? - Havde han virkelig baaret sig galt ad og ikke behandlet hende rigtigt, hende, som han dog havde holdt af egentlig? - Han havde aldrig haft i Sinde at handle urigtigt - thi han var inderst Inde i Besiddelse af en udpræget Retfærdighedsfølelse, og den Tanke, at han havde gjort nogen Uret, var ham meget imod. Han rejste sig op og gik hen til hende og tog hendes Haand.
„Inga!” sagde han - ,,Inga - du er syg - du taler i Vildelse, dine Hænder er kolde, og du ryster jo. - Gaa lidt ind og hvil dig. - Jeg har ikke hørt noget af alt det, du sagde - forstaar du? Jeg vil glemme det. - Det er mig, som tilbyder dig det. - Jeg ser op til dig i Morgen.”
Hun smilede bittert. „Tænk, hvor du er højmodig, Halfdan, at du vil glemme. Men ser du, jeg kan ikke glemme. Nu rejser jeg bort her fra Byen - et Sted hen, hvor jeg kan samle mig. Du skal ikke spørge hvorhen, for jeg svarer ikke. Lad mig have Ro - lad mig for en Gangs Skyld prøve, om jeg ikke kan staa ene og tænke ene og handle ene. Jeg maa nok begynde helt forfra - paa bar Bund, for du har ikke givet mig noget at begynde med. Skønt jo - det er vel egentlig dig, der er Skyld i, at jeg er kommen til at faa Øjnene op. Maaske vi mødes en Gang i Fremtiden - saa kan vi maaske tales ved. - - - Naa ikke, - Ja, ja - da. Saa Farvel, Halfdan.” Hun rakte Haanden ud imod ham - han gjorde en uvillig Bevægelse og vendte sig mod Vindet, og lod, som han ikke saa det.
Saa vendte hun sig langsomt om og gik ud af Værelset. Et Øjeblik stod han halvt betuttet og stirrede paa Døren, som om han ventede, at hun skulde komme igen; men da den forblev lukket, vendte sig rundt paa Hælen med et spottende Smil paa sit smukke Ansigt.
„Bah - Selvstændighed - Personlighed - Emancipationsgriller - det fortryder hun i Morgen - den smaa.” Saa greb han sin Hat og forlod Stuen.
