« Tilbage til søgeresultaterne

Hvidsømsudstillingen

« Se emneord

„Damernes Kunstflidsforenings Ud­stilling af Hvidsøm, broget Syning og vævede Sager”. Saaledes lyder Titlen paa det nette lille Katalog, som man kan købe paa Udstillingen i Pilestræde Nr. 9.

Hvor mange københavnske Damer kommer paa Dansk Folkemusæum el­ler Nationalmusæet og ser de Skatte af gammelt Haandarbejde, som der er ophængt eller gemmes i Kister? Særudstillinger med begrænset Tid, dem gaar man snarere til. Vort Kunstindustrimusæums energiske Di­rektør har forstaaet at anvende dette Middel til at gøre sine Samlinger in­teressante og frugtbringende.

I samme Retning sigter den nærværende Udstilling. Arbejderne er hentede fra de nævnte danske Musæer og det „Kulturhistoriske Musæum” i Lund, samt fra private Samlere. En­hver, der holder af et smukt Haand­arbejde, bør nytte denne Lejlighed til at se samlet og vel ordnet, hvad man ellers maa søge paa forskellige Steder. Her er de dejligste Hedeboarbejder, Amager- og Lybobroderier, vævede og broderede Hynder, Tæpper og Klædningsstykker. Ogsaa findes der enkelte moderne Broderier, som rigtig­nok stikker lidt underligt af blandt de gamle.

I Kataloget gives et Uddrag af Elna Mygdals Afhandling om dansk Hvidsøm i Tidsskrift for Kunstindustri 1898. Vi hidsætter heraf en Side, der træffende belyser de Kaar, som Kvinderne tidligere har arbejdet under.

„I gamle Dage dreves Syningen med en overordentlig Iver og Flid, hvert Minut, der kunde spares fra andre Sysler, blev anvendt til Sytøjet; ja ofte gik dette endog forud for hine, naar man kunde komme afsted der­med, hvilket Forældrene og da navn­lig Fædrene ej altid saa særlig mildt til, eftersom det intet indbragte i Penge. Da Gaardens Arbejde optog det meste af Dagen, blev Aftenen og undertiden Natten tagen til Hjælp for at skaffe Tid til den kære Syning, som derfor ofte er udført i en Belys­ning, man nutildags meget skulde be­takke sig for at arbejde i. Naar blot det, som blev talt efter Traad, var syet forud, kunde den saakaldte Stolpning og Udsyning udføres ved meget ringe Lys, ja i bogstavelig Forstand i Maaneskinsbelysning. Det ved man med Bestemthed har været Tilfældet med et Stykke, som Dansk Folkemusæum ejer, men Øvelsen var stor og Mønstrene kendte, saa der kom endda veludførte Arbejder ud deraf. Skulde Pigerne paa Arbejde i Marken, tog de Sytøjet med, og var der et Øje­bliks Hvile, kom dette straks frem. Det voldte i hine Tider stort Besvær at fjerne Sten fra Ageren; de mindre blev satte i Gærderne, medens de større blev gravede ned i Jorden, det vil sige, der gravedes et Hul saa dybt, at Stenen kunde trilles derned og Plovjærnet gaa hen over den uden at røre ved den. En gammel Kone har for­talt om, hvorledes hendes forlængst afdøde Moder som ung Pige var sat til at grave et saadant Hul. Da hun var færdig, satte hun sig paa Stenen for at hvile sig og fik straks Sytøjet frem. Til sin store Rædsel opdagede hun, at hendes Fader kom gaaende henimod hende. For nu at skjule Sytøjet for ham, kastede hun det, der havde været flere Maaneders Arbejde, ned i Hullet og dækkede lidt Jord over det. Faderen havde set det, men sagde intet, derimod væltede han Ste­nen og kastede Hullet til med Jord. Sytøjet blev der og kom aldrig mere frem. - Skulde de unge Piger ud at tjene, kunde de dog ikke lade være at sy, selv om de havde Plads i Kø­benhavn. En nulevende Kvinde har saaledes fortalt mig, at hun, da hun for ca. 30 Aar siden tjente der, syede saakaldte Kniplinger fra Kl. 2 i de lyse Sommernætter. Paa Spørgsmaal, om hun da ikke blev træt af det, naar hun skulde passe sit Arbejde Dagen igennem, svarede hun, at der­til holdt hun for meget af det.”

„Hvidsømsindustrien er”, hedder det endvidere, „efter al Rimelighed opstaaet som Efterligning af Adelens og de højere Stænders syede Kniplinger, som Kvinderne paa Landet har søgt at efter­ligne ...” Hvor tidligt denne Hus­flid er begyndt hos den danske Almue ved man ikke, men efter en rig Blom­stringstid er den sygnet hen. Samtidig hermed - tror vi at kunne paavise, - har Lysten til smagfuldt Haandarbejde blandt de bedre stillede Kvinder udviklet sig om end langsomt. Jeg tror, at man gør Danmark Uret, naar man saa ofte henviser til „Søsterlandene” mod Nord og siger, at Kvindearbej­derne hos os staar saa langt tilbage for deres. I stedse større Kredse udbredes Sansen for Hjemmets Ud­styrelse med smagfuldt Haandarbejde og helst udført med Husmoderens egen Haand. Ogsaa Kirkernes Udsmyk­ning i den Retning, navnlig i Provin­serne viser Fremgangen i de sidste Aartier. Ganske vist har man ikke altid arbejdet med lige kunstnerisk Held; men jeg gad dog vidst, om vi ikke der kan staa Maal med Sven­skerne.

Katalogets sidste Sider taler om „Kunstflidsskolen” og siger, at „den kvindelige Del af den nationale Kunst­industri i høj Grad trænger til at komme ind under en planmæssig Samvirken,” derfor har de Damer, som for­leden, ogsaa i dette Blad, udsendte et Opraab, dannet „Damernes Kunstflidsforening”. Foreningens Fagsko­ler i de lettest tilgængelige Grene af Kunstindustrien skal om faa Uger aabnes. Skoleplanerne er under Ud­arbejdelse.

Jeg tillader mig at stille mig afven­tende. Naar Planen og Lærerkræf­terne for den ny Skole træder frem for Offentligheden, vil en Diskussion om dens Berettigelse og dens Mulig­heder være paa sin Plads.

Det ser ud, som om der kunde være nogen Grøde for Tiden i Haandens Kunst, saa at den atter vil kunne hævde sig ved Siden af Ma­skinerne. Gid „den kvindelige Del” maa tage fornuftigt fat, forstaa sin Besøgelsestid, med en Kraftanstren­gelse tage Faguddannelsen op. Intet Steds er dette vigtigere end i Kunst og alle de Fag, som begynder med Kunst ...

Læg Mærke til dette alle I unge Piger, der vil frem, alle I Mødre og Fædre, der har Døtre!

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner