« Tilbage til søgeresultaterne
Hvidsømsudstillingen
„Damernes Kunstflidsforenings Udstilling af Hvidsøm, broget Syning og vævede Sager”. Saaledes lyder Titlen paa det nette lille Katalog, som man kan købe paa Udstillingen i Pilestræde Nr. 9.
Hvor mange københavnske Damer kommer paa Dansk Folkemusæum eller Nationalmusæet og ser de Skatte af gammelt Haandarbejde, som der er ophængt eller gemmes i Kister? Særudstillinger med begrænset Tid, dem gaar man snarere til. Vort Kunstindustrimusæums energiske Direktør har forstaaet at anvende dette Middel til at gøre sine Samlinger interessante og frugtbringende.
I samme Retning sigter den nærværende Udstilling. Arbejderne er hentede fra de nævnte danske Musæer og det „Kulturhistoriske Musæum” i Lund, samt fra private Samlere. Enhver, der holder af et smukt Haandarbejde, bør nytte denne Lejlighed til at se samlet og vel ordnet, hvad man ellers maa søge paa forskellige Steder. Her er de dejligste Hedeboarbejder, Amager- og Lybobroderier, vævede og broderede Hynder, Tæpper og Klædningsstykker. Ogsaa findes der enkelte moderne Broderier, som rigtignok stikker lidt underligt af blandt de gamle.
I Kataloget gives et Uddrag af Elna Mygdals Afhandling om dansk Hvidsøm i Tidsskrift for Kunstindustri 1898. Vi hidsætter heraf en Side, der træffende belyser de Kaar, som Kvinderne tidligere har arbejdet under.
„I gamle Dage dreves Syningen med en overordentlig Iver og Flid, hvert Minut, der kunde spares fra andre Sysler, blev anvendt til Sytøjet; ja ofte gik dette endog forud for hine, naar man kunde komme afsted dermed, hvilket Forældrene og da navnlig Fædrene ej altid saa særlig mildt til, eftersom det intet indbragte i Penge. Da Gaardens Arbejde optog det meste af Dagen, blev Aftenen og undertiden Natten tagen til Hjælp for at skaffe Tid til den kære Syning, som derfor ofte er udført i en Belysning, man nutildags meget skulde betakke sig for at arbejde i. Naar blot det, som blev talt efter Traad, var syet forud, kunde den saakaldte Stolpning og Udsyning udføres ved meget ringe Lys, ja i bogstavelig Forstand i Maaneskinsbelysning. Det ved man med Bestemthed har været Tilfældet med et Stykke, som Dansk Folkemusæum ejer, men Øvelsen var stor og Mønstrene kendte, saa der kom endda veludførte Arbejder ud deraf. Skulde Pigerne paa Arbejde i Marken, tog de Sytøjet med, og var der et Øjebliks Hvile, kom dette straks frem. Det voldte i hine Tider stort Besvær at fjerne Sten fra Ageren; de mindre blev satte i Gærderne, medens de større blev gravede ned i Jorden, det vil sige, der gravedes et Hul saa dybt, at Stenen kunde trilles derned og Plovjærnet gaa hen over den uden at røre ved den. En gammel Kone har fortalt om, hvorledes hendes forlængst afdøde Moder som ung Pige var sat til at grave et saadant Hul. Da hun var færdig, satte hun sig paa Stenen for at hvile sig og fik straks Sytøjet frem. Til sin store Rædsel opdagede hun, at hendes Fader kom gaaende henimod hende. For nu at skjule Sytøjet for ham, kastede hun det, der havde været flere Maaneders Arbejde, ned i Hullet og dækkede lidt Jord over det. Faderen havde set det, men sagde intet, derimod væltede han Stenen og kastede Hullet til med Jord. Sytøjet blev der og kom aldrig mere frem. - Skulde de unge Piger ud at tjene, kunde de dog ikke lade være at sy, selv om de havde Plads i København. En nulevende Kvinde har saaledes fortalt mig, at hun, da hun for ca. 30 Aar siden tjente der, syede saakaldte Kniplinger fra Kl. 2 i de lyse Sommernætter. Paa Spørgsmaal, om hun da ikke blev træt af det, naar hun skulde passe sit Arbejde Dagen igennem, svarede hun, at dertil holdt hun for meget af det.”
„Hvidsømsindustrien er”, hedder det endvidere, „efter al Rimelighed opstaaet som Efterligning af Adelens og de højere Stænders syede Kniplinger, som Kvinderne paa Landet har søgt at efterligne ...” Hvor tidligt denne Husflid er begyndt hos den danske Almue ved man ikke, men efter en rig Blomstringstid er den sygnet hen. Samtidig hermed - tror vi at kunne paavise, - har Lysten til smagfuldt Haandarbejde blandt de bedre stillede Kvinder udviklet sig om end langsomt. Jeg tror, at man gør Danmark Uret, naar man saa ofte henviser til „Søsterlandene” mod Nord og siger, at Kvindearbejderne hos os staar saa langt tilbage for deres. I stedse større Kredse udbredes Sansen for Hjemmets Udstyrelse med smagfuldt Haandarbejde og helst udført med Husmoderens egen Haand. Ogsaa Kirkernes Udsmykning i den Retning, navnlig i Provinserne viser Fremgangen i de sidste Aartier. Ganske vist har man ikke altid arbejdet med lige kunstnerisk Held; men jeg gad dog vidst, om vi ikke der kan staa Maal med Svenskerne.
Katalogets sidste Sider taler om „Kunstflidsskolen” og siger, at „den kvindelige Del af den nationale Kunstindustri i høj Grad trænger til at komme ind under en planmæssig Samvirken,” derfor har de Damer, som forleden, ogsaa i dette Blad, udsendte et Opraab, dannet „Damernes Kunstflidsforening”. Foreningens Fagskoler i de lettest tilgængelige Grene af Kunstindustrien skal om faa Uger aabnes. Skoleplanerne er under Udarbejdelse.
Jeg tillader mig at stille mig afventende. Naar Planen og Lærerkræfterne for den ny Skole træder frem for Offentligheden, vil en Diskussion om dens Berettigelse og dens Muligheder være paa sin Plads.
Det ser ud, som om der kunde være nogen Grøde for Tiden i Haandens Kunst, saa at den atter vil kunne hævde sig ved Siden af Maskinerne. Gid „den kvindelige Del” maa tage fornuftigt fat, forstaa sin Besøgelsestid, med en Kraftanstrengelse tage Faguddannelsen op. Intet Steds er dette vigtigere end i Kunst og alle de Fag, som begynder med Kunst ...
Læg Mærke til dette alle I unge Piger, der vil frem, alle I Mødre og Fædre, der har Døtre!
