« Tilbage til søgeresultaterne

Et engelsk Valgmøde

« Se emneord

„Vi ønsker, at vore Repræsentan­ter bliver genvalgte, og det skal de blive!”

Tre Strudsfjer, alt, hvad jeg kunde se af Taleren, støttede med kampiv­rige Bevægelser dette kraftige Ud­sagn, og der svaredes med ikke min­dre kampivrige og samstemmende Be­vægelser af andre Fjer, Roser, høj­røde Valmuer og mangefarvede Baand, der vajede over de tilstedeværendes Hoveder.

Kun en enkelt misfornøjet Røst hævede sig. Den tilhørte en Baby - uden Tvivl en tilkommende radi­kal - der skreg som rasende. Men dens Moder knapper tre Knapper op i sit Kjoleliv og vinder derved i al Fald foreløbig den smaa for Reak­tionens Sag, hvorpaa enstemmige Bifaldsraab hilser Josef Chamberlains og hans Meningsfællers Kandidatur.

Dette foregaar i Kvindernes libe­rale, unionistiske Forening, som raader over megen Indflydelse og tæller Tusinder af Tilhængere over hele Eng­land, fornemmelig i Birmingham, Ar­nestedet for den liberale Unionisme.

„Man vil paa  dette Møde behandle Spørgsmaal af aller største Vigtighed for Valgene til Parlamentet”, hed det i Indbydelsen. Hidtil havde man ind­skrænket sig til at overøse Regerin­gens Medlemmer med Blomster og Modstanderne med Snavs samt at berømme Resultaterne af Krigen i Syd­afrika. Kortsagt, dette Kvindernes Møde adskiller sig ikke i nogen Hen­seende fra mandlige, politiske Møder.

Jeg maa alligevel tilstaa, at For­svaret for de nylig Stedfundne Myrderier forekommer mig særligt pinligt og sælsomt, da det kommer fra Kvin­der - Mødre. Men jeg trøster mig ved Tanken om, at til denne Forening af liberale og unionistiske Kvinder slutter der sig en anden Forening, som for nylig samlede alle Fredssa­gens Tilhængere til stormende Møder. „Seks af vore Parlamentsmedlem­mer, hvoriblandt vor Josef”, vedbliver Talerinden, „vil blive genvalgte uden nogen som helst Kamp. Uheldigvis har den syvende, Sir Benjamin Stone, til Modstander et Medlem af Arbej­derpartiet, Mr. Stevens, som volder os stor Bekymring. Det er paa Tide, at der handles og handles med Kraft. Vi forlanger Hjælp af alle dem, som er vor Sag tro. De, som vil arbejde for Valget af vore Kandidater, bedes opgive os deres Navne”.

Halvdelen af Forsamlingen styr­ter frem imod Tribunen. Jeg spør­ger min Naboerske, hvori Agitationen bestaar, og jeg faar følgende Oplys­ninger. Efter et indledende Møde, hvorved man fastlaar Slagplanen, be­giver de agiterende sig til Krigsskuespilpladsen. To og to gaar sammen fra Hus til Hus og dels ved deres kraftige Grunde, dels ved deres ildfulde Begejstring søger de at vinde Stemmer for deres Kandidat. De behøver hertil et vist Mod, (de faar nemlig ofte en meget daarlig Mod­tagelse.) en Del Udholdenhed og frem­for alt uegennyttig Opofrelse, thi selv­følgelig arbejder de uden noget Slags Vederlag.

Maaske vil man indvende, at dette uden Tvivl er en Adspredelse for Kvinder, som ikke har andet at be­stille, for Damer, som er lykkelige ved at udfylde nogle af deres mange ledige Timer med Valgintriger. Paa ingen Maade! Mange af de tilstede­værende er i deres stiveste Stads (aa, disse Kjoler med Masser af Besæt­ning og med skrigende Farver, disse barbariske, gyselige Blomsterkoste paa Hattene, denne Haaropsætning, pry­det med smaa Høknipper eller Halm­viske!) med Undtagelse af Komitéens Medlemmer hører de til, hvad man kalder den lavere Mellemklasse, det vil sige Smaaborgere, flinke Arbejder­sker eller Koner, som har en lille Han­del; nogle har deres Smaabørn paa Armen, og mange af dem har sikkert efterladt en hel Redefuld derhjemme; allesammen skal de slide for Brødet, og dog er de rede til, naar det be­høves, at ofre deres Tid og deres Ar­bejde.

Og det er en fortræffelig Skole for dem: deres Tanker drejer sig ikke længere alene om Hjemmet, de har en politisk Mening, og de ved, hvor­for de har den, de vænner sig til at forhandle, de lærer at stille det fælles bedste over den enkeltes og at kende Sammenslutningens og Solidaritetens Nytte. De opdrages lidt efter lidt til Vælgere, og naar de engang faar Valgret, har de allerede vist, at de forstod at udøve den.

Nu gør Sekretæren en Meddelelse. „Vi skal nu”, siger hun, „uddele de Tegn, som De skal bære under hele Valgperioden. Vi har bedet Hr. Chamberlain om at maatte bruge en Orkidé som Tegn, den Orkidé, der er hans Yndlingsblomst,, og Hr. Cham­berlain har haft den Godhed at sam­tykke”.

Tegnet gaar fra Haand til Haand under lydelige Udbrud af Beundring. Det er en stor rund Plade af forgyldt Kobber, hvorpaa en violet Porcellænsorkide breder sig, vanskabt og stiv. Og med en Stemme, der næsten kvæles af Rørelse, slutter Sekretæren saaledes: „Lad os haabe, at mens vi bærer Hr. Chamberlains Yndlings­blomst paa vort Bryst, vil hans Prin­cipper slaa Rod i vore Hjerter!” Lykkelige, trefold lykkelige Josef!

,,La Fronde.”

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner