« Tilbage til søgeresultaterne
Et engelsk Valgmøde
„Vi ønsker, at vore Repræsentanter bliver genvalgte, og det skal de blive!”
Tre Strudsfjer, alt, hvad jeg kunde se af Taleren, støttede med kampivrige Bevægelser dette kraftige Udsagn, og der svaredes med ikke mindre kampivrige og samstemmende Bevægelser af andre Fjer, Roser, højrøde Valmuer og mangefarvede Baand, der vajede over de tilstedeværendes Hoveder.
Kun en enkelt misfornøjet Røst hævede sig. Den tilhørte en Baby - uden Tvivl en tilkommende radikal - der skreg som rasende. Men dens Moder knapper tre Knapper op i sit Kjoleliv og vinder derved i al Fald foreløbig den smaa for Reaktionens Sag, hvorpaa enstemmige Bifaldsraab hilser Josef Chamberlains og hans Meningsfællers Kandidatur.
Dette foregaar i Kvindernes liberale, unionistiske Forening, som raader over megen Indflydelse og tæller Tusinder af Tilhængere over hele England, fornemmelig i Birmingham, Arnestedet for den liberale Unionisme.
„Man vil paa dette Møde behandle Spørgsmaal af aller største Vigtighed for Valgene til Parlamentet”, hed det i Indbydelsen. Hidtil havde man indskrænket sig til at overøse Regeringens Medlemmer med Blomster og Modstanderne med Snavs samt at berømme Resultaterne af Krigen i Sydafrika. Kortsagt, dette Kvindernes Møde adskiller sig ikke i nogen Henseende fra mandlige, politiske Møder.
Jeg maa alligevel tilstaa, at Forsvaret for de nylig Stedfundne Myrderier forekommer mig særligt pinligt og sælsomt, da det kommer fra Kvinder - Mødre. Men jeg trøster mig ved Tanken om, at til denne Forening af liberale og unionistiske Kvinder slutter der sig en anden Forening, som for nylig samlede alle Fredssagens Tilhængere til stormende Møder. „Seks af vore Parlamentsmedlemmer, hvoriblandt vor Josef”, vedbliver Talerinden, „vil blive genvalgte uden nogen som helst Kamp. Uheldigvis har den syvende, Sir Benjamin Stone, til Modstander et Medlem af Arbejderpartiet, Mr. Stevens, som volder os stor Bekymring. Det er paa Tide, at der handles og handles med Kraft. Vi forlanger Hjælp af alle dem, som er vor Sag tro. De, som vil arbejde for Valget af vore Kandidater, bedes opgive os deres Navne”.
Halvdelen af Forsamlingen styrter frem imod Tribunen. Jeg spørger min Naboerske, hvori Agitationen bestaar, og jeg faar følgende Oplysninger. Efter et indledende Møde, hvorved man fastlaar Slagplanen, begiver de agiterende sig til Krigsskuespilpladsen. To og to gaar sammen fra Hus til Hus og dels ved deres kraftige Grunde, dels ved deres ildfulde Begejstring søger de at vinde Stemmer for deres Kandidat. De behøver hertil et vist Mod, (de faar nemlig ofte en meget daarlig Modtagelse.) en Del Udholdenhed og fremfor alt uegennyttig Opofrelse, thi selvfølgelig arbejder de uden noget Slags Vederlag.
Maaske vil man indvende, at dette uden Tvivl er en Adspredelse for Kvinder, som ikke har andet at bestille, for Damer, som er lykkelige ved at udfylde nogle af deres mange ledige Timer med Valgintriger. Paa ingen Maade! Mange af de tilstedeværende er i deres stiveste Stads (aa, disse Kjoler med Masser af Besætning og med skrigende Farver, disse barbariske, gyselige Blomsterkoste paa Hattene, denne Haaropsætning, prydet med smaa Høknipper eller Halmviske!) med Undtagelse af Komitéens Medlemmer hører de til, hvad man kalder den lavere Mellemklasse, det vil sige Smaaborgere, flinke Arbejdersker eller Koner, som har en lille Handel; nogle har deres Smaabørn paa Armen, og mange af dem har sikkert efterladt en hel Redefuld derhjemme; allesammen skal de slide for Brødet, og dog er de rede til, naar det behøves, at ofre deres Tid og deres Arbejde.
Og det er en fortræffelig Skole for dem: deres Tanker drejer sig ikke længere alene om Hjemmet, de har en politisk Mening, og de ved, hvorfor de har den, de vænner sig til at forhandle, de lærer at stille det fælles bedste over den enkeltes og at kende Sammenslutningens og Solidaritetens Nytte. De opdrages lidt efter lidt til Vælgere, og naar de engang faar Valgret, har de allerede vist, at de forstod at udøve den.
Nu gør Sekretæren en Meddelelse. „Vi skal nu”, siger hun, „uddele de Tegn, som De skal bære under hele Valgperioden. Vi har bedet Hr. Chamberlain om at maatte bruge en Orkidé som Tegn, den Orkidé, der er hans Yndlingsblomst,, og Hr. Chamberlain har haft den Godhed at samtykke”.
Tegnet gaar fra Haand til Haand under lydelige Udbrud af Beundring. Det er en stor rund Plade af forgyldt Kobber, hvorpaa en violet Porcellænsorkide breder sig, vanskabt og stiv. Og med en Stemme, der næsten kvæles af Rørelse, slutter Sekretæren saaledes: „Lad os haabe, at mens vi bærer Hr. Chamberlains Yndlingsblomst paa vort Bryst, vil hans Principper slaa Rod i vore Hjerter!” Lykkelige, trefold lykkelige Josef!
,,La Fronde.”
