« Tilbage til søgeresultaterne
Juleæbler
Der stod de, to Puslinger lige saa tykke som de var lange, i stumpede Blusekjoler, begge pluskindede og med smaa komiske Stumpnæser.
Op gik de buttede Arme for at hente Æblerne ned fra Træet.
Hvert Aar hang der dybt inde mellem Juletræets Grene to store, dejlige, røde Æbler til dem, et til Hansemand og et til lille Grete.
Men det var nogle helt mærkværdige Æbler. De kom fra Børnenes Gudmoder; og Gudmoderen var en Fe, en Ungdomsveninde af deres Moder. Hvordan det gik til, at denne havde saa fine Forbindelser, kommer ikke denne Historie ved; men saadan var det nu. Og den Gang, Tvillingerne var komne til Verden, vilde Forældrene gerne glæde den stakkels gamle Fe, som selv ingen Børn havde (for Feer giver sig ikke af med at faa Børn) og indbød hende derfor til at være Gudmoder.
Og nu gav Feen hver Jul sine Gudbørn to fortryllede Æbler. Der var mere end Kærnehuse i dem. I Hans’ Æble var der Forstand, og i Gretes Æble var der Dumhed.
Hver Juleaften, naar de store drak Skaaler og klinkede med deres Puncheglas, gav lille Hans og lille Grete hinanden et Kys, skar deres Æbler pænt i Stykker og spiste dem med lige saa megen Fornøjelse, som om det havde været ganske almindelige Æbler.
Og de smaa voksede til og trivedes øjensynlig og blev kønne Børn til stor Glæde for deres Forældre og andre med. Hans havde altid ug i Fagene og sloges med Kammeraterne, saa det stod efter. Grete havde mg eller godt i Læsefagene og ug i Opførsel og den prægtigste Fletning i hele Instituttet. Det gik altsammen, som det skulde.
Nu var de henved en Snes Aar og havde for sidste Gang faaet Gudmoders Æbler.
Da mærkedes der efterhaanden en bedrøvelig Forandring hos Grete. Hun begyndte at gøre næsvise Bemærkninger og stak sin nydelige lille Næse i Bøger, hvis Tilværelse hun tidligere ikke havde haft nogen Anelse om. Hun gjorde endogsaa Oprør imod Klaverspillet, og det skønt hun allerede havde bragt det til at spille en Sonate af Beethoven.
Forældrene holdt ofte Raad og var helt bekymrede. De vidste ikke, hvad der gik af Pigebarnet. Hans var heller ikke som før; men de kunde ikke rigtig sige, hvori det egentlig stak.
Paa een Gang gik der et Lys op for den ulykkelige Fader. Vorherre bevare os! De stakkels usalige Børn! Forbandet være denne Danaer-Gave - timeo Danaos et dona ferentes - forbandet den gamle Heks! Sagde jeg ikke den Gang, at hun skulde, lade os være i Fred! De stakkels, stakkels Børn. Æblerne er sidste Juleaften blevne - - forbyttede!”
Ogsaa Moderen blev greben af Skræk. Det var nu klart som Dagen. Paa den ulykkelige Grete viste Sporene sig kun altfor tydelig. De vilde hendes hele Liv igennem ikke kunne udslettes. Og Hans - -det var mere end nogen kunde udholde at tænke sig.
Faderen styrtede ind i det unge Menneskes Studereværelse. „Hans, min stakkels Søn - min ulykkelige, skændig bedragne Søn!” og han aabenbarede ham hele Ulykken.
Men Hans saa smilende op.
„Kære Fader”, sagde han beroligende, „kære, gode Fader, jeg har virkelig slet ikke mærket noget dertil. Og det vil saamænd heller ikke skade mine Udsigter”. Faderen stirrede paa ham.
Derpaa henfaldt han i dyb Eftertanke. - -
