« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Aarhundrede
Saaledes har man kaldt det Aarhundrede, der nu er løbet ud. Med Rette eller Urette! Vi skal i al Flygtighed søge at svare paa dette Spørgsmaal for vort eget Lands Vedkommende.
Det var Samfundsrystelserne i Slutningen af forrige Aarhundrede, der affødte et socialt Kvinde-spørgsmaal. Men kun for de store Kulturlandes Vedkommende, Frankrig, England, Amerika. Hos os kom der nogle Pigeskoler til Verden for i et halvt Aarhundrede at føre en hensygnende Tilværelse. Det var alt. Den kloge Englænderinde, Mary Wolstonecraft, Forfatter af det første betydelige Værk om Kvindens Rettigheder (Vindication of.Womens’ Rights) rejste for lidt over 100 Aar siden i de tre nordiske Lande. Hun traf mange vakre Kvinder, især i de norske Kystbyer, men ingen, der delte hendes, fremskredne Ideer. Fru Gyllembourg havde levet i de mest revolutionære Kredse, vi havde her hjemme. Hun behandler med Forkærlighed Spørgsmaalet om Erotik og Ægteskab, men taler i sin lange Novellerække ikke et Ord om ny Rettigheder, en udvidet Horisont, in friere Virkekreds for Kvinder.
Det er forstaaeligt, at Datidens dannede Kvinder vanskeligt kom ind paa denne Tankegang. De havde Arbejde nok i Hjemmet baade for Hoved og Hænder. De mere fremragende iblandt dem stod i Omgangslivet paa lige Fod med Mændene, hvis Interesser de kunde dele langt bedre, end det nu kan ske, efter at den fri Valgret har sat et nyt Skel mellem Kønnene, og Æstetikken er trængt i Baggrunden af mere reale Formaal. Det var en lille Verden, de dannedes Kreds under Frederik den sjettes Regering; men Kvinderne betød noget i den. Fru Rahbeks Stue var Forværelset til det danske Parnas. Fru Heiberg blev hyldet af Mænd saa forskellige som Hertz, Suhr og senere Krieger. - Kvinderne som de var flest kom vanskelig til Bevidsthed om, hvad der manglede dem. De blev som Regel bortgiftede i en Alder, da de nu vilde sidde paa Skolebænken, og gik fra Faderens Formynderskab ind under Mandens. De, der var heldige i dette Ægteskabslotteri, trængte ikke til nogen Omvæltning; og de andre, de som følte sig bedragne for Livet, de som afmægtige maatte se paa, at deres Børn blev mishandlede, deres Hjem lagt øde, kom vel sjældnere længere end til at beklage sig selv uden at kunne filosofere over deres Ulykke og søge den dybereliggende Grund til den.
Det var derfor naturligt nok de ugifte Kvinder, hos hvem Utilfredsheden først kom op. Benedicte
Arnesen Kall (født 1813) hørte ikke til dem, der var misfornøjede med sig selv eller med Verden; men i hendes Levnedsskildring sporer man dog tydelig Kampen mellem de Pligter, der bandt hende som Datter, Lærerinde, Sygeplejerske og hendes brændende Lyst til at blive til noget, at udmærke sig, at tilfredsstille den uslukkelige Kundskabstørst, der fulgte hende op den høje Alder. Hendes Søster, Marie Arnesen var en hel anden Natur, egentlig mere typisk for Datidens Kvinder. Hun var bleven billede for Heibergs kække og elskværdige „Valgerda" da hun som ung Pige i patriotisk Iver udslyngede en Protest, et Sendebrev til Tyskeren, „Vater Arndt", som aftvang Manden et anerkendende Syar. Hun havde sikkert den Gang følt Kræfter i sig til noget betydeligt; og det var baade ondt og godt at se hende som gammel Kvinde, se den Inderlighed, hvormed hun samlede sig om et ganske hverdagsligt Arbejde, den Værdighed, hvormed hun bar den selvvalgte Fattigdom og Ensomhed, naar hun fra at have undervist gratis i et Børnehjem kom tilbage til det lille, kolde Kammer, hvor der ikke ventede hende andet Selskab end hendes eget. Og Ilia Fibiger! Hvor glimrende var ikke hendes Fremtoning som ung Pige, hvor ydmygt det Liv, hun, der ligesom Marie Arnesen var ivrig Kirkegaardianer, skabte sig som ældre. De var Helte, disse Kvinder; men det er dog kun til en Tid, at Ørnen nøjes med at fange Fluer. Mathilde Fibiger sprængte Buret. Hun knækkede Vingerne og sank til Jorden, ”saa tidligt, saa grusomt myrdet", siger hun selv senere, da hun med Henblik paa den standende Strid føler sig ”som en afdød”. Hun opgav dog ikke en Tøddel af hvad hun havde sigtet paa for sine Kønsfæller, skønt alt hvad hun havde haabet for sig selv.
(Forts.)
