« Tilbage til søgeresultaterne
„Moder Jord"
„Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive," er de retledende Ord, der staar paa Fodstykket af det sidste kolossale Arbejde af Billedhugger Sinding, hvis Atelier i den Anledning har været besøgt af store Skarer af et kunstforstandigt og kunstelskende Publikum.
Selv om man ikke forstaar at bedømme det imponerende Værk, saa faar man dog ved Beskuelsen deraf umiddelbart en Følelse af dets høje Kunstværd og af, at det ved sin tekniske Fuldkommenhed og sikkert gennemførte Tanke vil blive verdensberømt. Det ikke alene fremkalder den største Beundring hos Beskueren, men det virker ved sin tydelige Tale saa nedtrykkende paa Sindet, at der maa Tid til, før dette kan frigøre sig og Tanke og Følelse genvinde deres sædvanlige Svingkraft og Ligevægt.
Livet har ligesom Naturen en lys og en mørk Side, her er det den mørke Side af dem begge, der er
fremstillet. Men „Moder Jord" omfatter ikke hele Naturen. Stormen der slynger den kække Yngling ned i Havdybet, Ilden, der gennembryder Jordskorpen, opsluger Mennesker og ødelægger deres Værk, er de haarde ubarmhjertige Elementer. Derimod „Moder Jord", som stadig forynget aabner sit Væld af Skønhed for at glæde sine Børn og nærer dem med Frugten af sit ufortrødne Arbejde, - er det berettiget at fremstille hende med det uskønne, kolde og frastødende Aasyn?
Men Tanken - den mørke pessimistiske Livsanskuelse - den er gennemført; ikke en Gang det skønne maa dække over Elendigheden: Selvopgivelsen.
Man glemmer ikke Manden, der hviler i „Moder Jord"s Skød. Den haarde Livsskæbne, Skuffelse og Haabløshed har præget sig i og hærdet de ædle Træk. Kvindens Aasyn er gemt bort og saa stærkt i Skygge, at man vanskeligt kan se Udtrykket i den fine Profil, men Legemets Magerhed vidner om Lidelse.
Som sagt, „Moder Jord" er et stort Værk, og beundringsværdigt er det gennemført, hvad Kunstneren har villet, men tungt og trykkende virker det paa Beskueren.
Videnskaben lærer os, at der er en usynlig Kraft i Verdensaltet, der hvirvler vor tunge Jordklump rundt som et Fnug, og kaster den Millioner Mile om Solen som en Bold.
Er denne Kraft Virkningen af en bevidstløs, planløs Natur? Vor fornuftige Tænkning og Erfaring modsiger en saadan Antagelse. Mere overensstemmende med vor Iagttagelse og Opfattelse af Ideens Aarsag og Bærekraft vil det være at betragte den som et Vidnesbyrd om en selvbevidst, almægtig Aands Kraft - som en Luftning fra Uendeligheden, der bringer Livspustet til Alskabningen fra Allivets Ophav og sammenholder Tid og Evighed.
Videnskaben lærer os fremdeles, at intet i Naturen gaar til Spilde. Mon ikke samme Lov styrer Aandens Verden, om end paa anden Maade, hvor intet er omskifteligt og forgængeligt som i Naturen, men en fortsat Udvikling paa Aandens Stige. Lige som Plantespiren i Jordens Mørke arbejder paa sin Frigørelse og drages ved egen Trang og Naturens Lys og Liv, saaledes er Menneskesjælen det Udviklingstrin naaet, hvor Personligheden dannes, hvor Selvbevidstheds Guddpmsgnist tændes for ikke mere at slukkes; hvor Evnen er givet til Arbejde og Kamp for Frigørelse og hvor vi i vor Søgen efter Sandhed kan drages af Aandens evige Klarhed.
Menneskets Maal ud over sig selv kan dog ske Fyldest i Timeligheden, dets Aandsindhold endogsaa efter Døden kaste Afglans paa Tiden og fastholdes af Historien. Skulde da Menneskets personlige Maal i sig selv - Selvbevidsthedens lysende Guddomsgnist - slukkes og synke hen i et betydningsløst Intet? Vor Tro i Forening med vor fornuftige Tænkning svarer benægtende paa disse Spørgsmaal.
Ikke desto mindre er det Tvivlens jordbundne Tanke, Mesteren forkynder i sit beundrede Kunstværk; men det vilde have vundet i ophøjet Skønhed og Sandhed og virket mere dragende og velgørende paa Beskueren, dersom „Moder Jord" havde været moderlig og Børnene i hendes Skød havde udtrykt den Fred og Forsoning, der er en Følge af Forjættelsen, som den ypperste af „Moder Jord"s Børn har givet os: „Af Jorden skal du igen opstaa."
