« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Aarhundrede
(Fortsat.)
At det allerede før 1848 havde ulmet blandt Kvinderne, kan man slutte deraf, at Mændene begyndte at polemisere imod dem. Poul Møller stikler paa de skrivende Damer: „Laura gør Vers, den smukke Kone? Nej, Gud forbyde saadan Skik! Før lægger Rosen bort sin Krone for at studere Botanik!" Og han spotter den Kvinde, som vil udføre Heltegerninger, men ikke gider gnide sin Mosters daarlige Ryg med Flonel! I Adam Homo træffer vi den emanciperede Kvinde, som man forestillede sig hende i Danmark; - lidt naivt synes det, paa en Tid, da Europas mest emanciperede Kvinde frembragte Værker som Consuelo og Mauprat, disse herlige Lovsange over „Kærlighedens Genskabermagt". Himmelvidt forskellig fra en Baronesse Mille er da ogsaa den emanciperede Kvinde, da hun endelig træder op i vor egen Litteratur, ung og umoden, men rig paa Ideer og fuld af Ild og Offervillighed. Det var Krigstrompeten, som vakte Clara Raphael, Mathilde Fibigers andet Jeg, tvang hende ud af det daadløse, vegeterende Ungpigeliv, drev hende til først at blive Lærerinde paa Landet, og da Arbejdet ikke tilfredsstillede hende, at kaste sig i Brechen for en Ide, tage Kampen Op mod Aarhundreders Tradition, mod Mændenes knusende Overlegenhed i Kundskaber og Penge, mod Kvindernes Sneverhed og Snobberi. Den unge, begejstrede Pige tænkte dog slet ikke paa at gøre Indgreb i Mændenes Rettigheder; hvad der interesserede hende, var den personlige Udviklingsfrihed, „og Kvinderne staar mig nu en Gang mest nær." *)
*) Hun var ikke saa ensidig som den amerikanske Susan Anthony, der „blandt Menneskene kun søger Kvinderne og blandt Kvinderne kun det frigjorte Menneske".
Men Tiden lærte hende, at det er nødvendigt „at have fast Fodfæste paa Jorden." Da hun ikke trængte igennem som Forfatter, kastede hun sig over mekanisk Virksomhed, blev, som bekendt, vor første kvindelige Telegrafist og brugte sine sidste Kræfter til at kunne udføre dette Arbejde upaaklageligt. Ved Siden af hende optraadte lidt senere Pauline Worm lige saa ungt og kækt, lige saa upaavirket udefra, kun øsende af sin egen indre Rigdom. Men ogsaa hos hende var det, som om Kilderne altfor hastigt tørredes hen, som om Kræfterne gik til i det daglige Slid. Da der endelig samlede sig en lille Flok om den Fane, de to havde rejst, da Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, kunde de, skønt begge i deres bedste Aar, kun følge Bevægelsen med deres varme Medfølelse og et godt Raad nu og da. Mathilde Fibiger var sagtens for aristokratisk en Natur til at føle sig rigtig hjemme i et agiterende Samfund. Men Pauline Worm vilde, om hun havde levet, nu været vor danske „Aunt Susan"; *) og hun havde maaske levet, om hendes Livsluft havde ejet blot nogle Graders mere Varme.
*) Den nu 80aarige Miss Anthony kaldes almindelig af sine yngre Venner: Tante Susan.
Hvad manglede der da, for at disse Kvinder kunde udfolde sig og blive, hvad de synes skabte til, Ledere for deres Kønsfæller, medens de nu kun naaede saa lidt udadtil - hvad de indadtil vandt eller tabte, skal ikke drøftes her - kun faa Lavrbær, næppe nok det tørre Brød, aldrig den Uafhængighed og Handlefrihed, de saa heftig attraaede? Forklaringen synes nærliggende. De var bundne paa Hænder og Fødder. De havde hverken lært eller levet tilstrækkeligt til at kunne gribe ind i Samfundsudviklingen. Mathilde Fibiger følte sig som „et Svøbelsebarn i Forstand og Erkendelse, men med en Guddoms Vilje og Attraa efter at guddommeliggøre." Hun er ude af sig selv af Henrykkelse i de faa Stunder af hendes Liv, da hun kan omgaas aandsbeslægtede Mennesker som Goldschmidt, Grundtvig og hans anden Hustru, og Fenger. Ilia skriver kun, „som man slider Silke af Armod, fordi jeg ingen har at tale med” - fordi „mit Indhold, om jeg saa maa kalde det, i Maaneder og Aar var steget til en saadan Højde, at det vel af en Slags Naturnødvendighed maatte have Afløb" - hun udgav dog 12 Bind.
Pauline Worm skildrer i sin fortræffelige Roman „De fornuftige", hvorledes Filisteriet slaar sammen over Hovedet paa den unge Kvinde, der kan og vil andet end det almindelige -
alt tydelig nok hentet fra egne Erfaringer. De faa samtidige, som var stærkere og lykkeligere, kan sikkert vidne, at de ikke naaede denne Lykke uden at faa slemme Mærker af Striden.
