« Tilbage til søgeresultaterne
Yankee- og Albion- Sværmerier
Et Tilbageblik.
Af Laura Kieler. (Sluttet.)
Og hvad Boerne angaar - kunne nu vi danske ikke være bekendte at sige det samme som den bedste Del af det engelske Folk selv siger, nemlig at det er en uretfærdig Røverkrig der kunde have være undgaaet?
Hvad er Englands Krig her andet end den materielt stærkeres brutale Ret, som Preussen og Østrig lod Danmark føle i 64, og som vi vel mindst af alle burde sætte i Højsædet?
Ganske vist havde Boerne ikke den historiske Ret til Transvaal, son et Folk har til sit mangehundredaarige Fædreneland, men alligevel!
Da Rusland kastede sig over Tyrkerne for at befri Balkanhalvøen fra deres Vold, holdt Englænderne og med dem mange frisindede herhjemme paa Tyrkernes nationale og historiske Ret, skønt man vel ikke kan beskylde de sidste for at være et Frisindets og Kulturens Fremskridtsfolk i Europa.
Hvorfor skal nu England have Lov til, hvad Rusland ikke skulde have Lov til, blot fordi England er frisindet, og hvorfor har Boerne ikke den samme Ret som Tyrkerne.
Det forplumrer vore Retsbegreber at et frihedselskende Folk i Frihedens og Fremskridtets Navn har Tilladelse til at gøre Uret og begaa en Voldshandling.
Uret er Uret enten den begaas af en Ven eller af en Fjende.
Og det store ved England, det er netop, at det som intet andet Folk (foruden Danskerne) kan sige sig selv Sandheden; og det samme Storsind vilde ogsaa have hjulpet England til at have baaret et muligt, endeligt Nederlag. Rimeligvis rejst sig endnu større, endnu bedre op deraf.
Oprigtig talt: enhver dansk maatte have ønsket, det havde været Tyskland, der her som Stormagt havde gjort en Dumhed, men da det nu én Gang er England, det denne Gang gælder, saa kan det ikke nytte at vilde dække over Dumheden, at det ved Krigen i Sydafrika har bundet sine egne Hænder og Fødder, saa det staar magtesløst ligeoverfor Historien i Kina.
Og hvor kan Fredsvenner ønske, at en uretfærdig Angrebskrig skal lykkes ?
Hvor kan en Sønderjyde ønske det? Og hvor kan en Frihedsven ønske det?
Maatte ikke en Fredsven, en Sønderjyde, og en Frihedsven af ganske Sjæl og Hjerte have bedt Gud om, at endelig en Gang den militært og materielt stærkeres Ret maatte bukke under for den svageres nationale eller økonomiske Ret?
Vilde ikke alle smaa Folk, der - iblandt det danske Folk, dem, der ere henviste til retfærdig Forsvarskrig, have takket Gud for, at den „stærkere" - Militarismen - endelig en Gang var bleven tvungen i Knæ? Vilde det ikke have vendt lidt op og ned paa saa meget galt her i Verden? Især hvis det kunde ske en Gang til?
Og alle Fredsvenner bør i Tide faa Øjnene op for, at den Form, Krigene nu snart true med at antage, nemlig Kapitalisternes blodige Børsspekulationer, det bliver den forfærdeligste og mest ødelæggende Form. Rovdyrenes Kamp for Tilværelsen, hvori de mindre bemidlede Nationer haabløst maa bukke under!
De monarkiske Arverettigheder var ikke slet saa forfærdelige; de dannede dog samtidig et Bolværk om hver Stats Bestaaen, og hvor store Forsyndelser mod Nationaliteten de end havde paa deres Samvittighed, Pengemagten vil dog paa en langt grusommere Maade træde den under Fødder.
En ung Dansker skrev under den spansk-amerikanske Krig hjem fra Amerika:
„Naar vi blive færdige med Spanierne, ville de kun eksisterere i Historien. Vi kunne rejse flere Millioner, end Spanien har Tusinder. - Om to Maaneder kunne vi møde hele Evropa. - Vi have Mænd, vi have Penge, vi have Materiale! - Vi have Kanoner, som kunne skyde de bedste spanske Skibe i Sænk i 5 Min. - St. Thomas, som gik til de vestindiske Øer, vilde holde omtrent 20 Sekunder. Ka’ I stikke den?"
Nej, den kunne vi rigtignok ikke stikke! Om denne dansk-amerikanske Chauvinist, som saa overmodigt slog paa Uncle Sams Pengesæk, skulde være en af de „Pappenheimere", Fru Riis omtalte, skal jeg lade være usagt, men jeg hørte i Tankerne de amerikanske Fabriksarbejderes Nødraab, - glem ikke Pullmann og de Chicagos og New Yorks Rædsler, Mr. Stead har afsløret! - og syntes at høre Ligklokkerne ringe over Jorden.
Hvis Amerika nu ogsaa skulde have faaet Blod paa Tand og ved Hjælp af sit Sølv og Guld skulde finde paa at ruste sig til en Styrkeprøve med det samlede evropæiske Fastland!
Saa blev det ikke mere Land mod Land, men den ene Verdensdel mod den anden, for at saa tilsidst den sejrende kunde blive Enehersker paa Verdensmarkedet!
Uncle Sam kunde godt lide at se sig selv i Uniform. Den, der har set sig gal i Hovedet paa Embedsmænds Uniformer her hjemme, vil gennemgaa en ganske god Kur, naar hans Tøj skal fortoldes i New York. Han vil længes efter en uniformeret Toldembedsmand som efter en Befrielse, for saa ved han da i det mindste, hvem han har at holde sig til. I enhver Civil lærer han snart at frygte en Told-Bandit, der ikke lader ham slippe videre uden Stikpenge.
Men derfra at slutte, at Yankeen ikke elsker Uniformen, er en stor Fejltagelse.
Selv danske Odd-Fellows og Good-Templars o. s. v. møde i saa prangende og fantastiske Liberier hinsides Atlanterhavet, at en gammel, udslidt Artillerihest vilde stejle ved at se dem.
Amerika vil aldrig kunne føre en national Krig, men kun en Interessekrig.
Den Sejrsrus, hvori Uncle Sam længe befandt sig, var en Stats Sejrsrus men ikke et Folks. Det nationale Kit, der skal forbinde alle disse uensartede Elementer, mangler.
Krigsjublen i „United States" var simpelthen Pengemandens „Slaaen paa Pungen". Og den Krigsdans om Guldkalven (glem ikke Englænderne og Minerne i Transvaal! Glem ikke de mange Hunde om det store Ben: Kina!) vil vistnok blive højst uhyggelig at se paa!
Tiderne skifte!
Der var en Gang under Chicago-Udstillingens længst henrundne Dage, da kastede Amerika sig i Støvet for Spanierne. De kyssede Jorden, hvorpaa Spaniens Repræsentant, den lille tykke Prinsesse Eulalia, havde sat sine smaa Fødder, og de amerikanske Byer kappedes om at gøre fyrstelige Fester til Ære for Kolumbus’s Ætling, Hertugen af Veragua.
Og det altsammen, fordi Kolumbus og Spanierne havde opdaget Kuba!
Vidste Amerikanerne da ikke den Gang, hvorledes Spanierne mishandlede Kubanerne?
Jo, de gjorde! Der taltes overalt om det, men der gaves alligevel ingen Lovord store nok, uden at jo Spanierne fik dem.
Men det var den Gang! Den Gang ventede Yankeerne at tjene mange Dollars paa Spanien og Amerikas Opdager. Husk blot Kolumbus-Frimærkerne!
Det var saamænd ikke at undre sig over, at Spanien vilde have Kolumbus’s Lig tilbage fra Havana!
Men som sagt: Frisindede Menneskers og Fredsvenners Glæde over, at nu ogsaa Amerikanerne vare blevne grebne af Erobrerens Krigsgalskab, var under alle Omstændigheder meningsløs - ikke mindst fordi enkelte af de sidste endog fordømmer Forsvarskrigen !
Har vi ikke haft Erobring og Blod nok ?
De bedste Mænd og Kvinder i den ny Verden fordømte i de stærkeste Udtryk den selv samme Krig mod Spanien, hvorover enkelte danske var saa henrykte. Og hvad den engelske Nation angaar, er den et stort og prægtigt Folk, men den har sine Fejl, sine Forsyndelser, sin Militarisme, sin umaadelige Magtsyge og ikke mindst sin grænseløse Chauvinisme.
Hvorfor skulle vi ikke indrømme dette, naar vi vil være retfærdige?
