« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Aarhundrede
(Sluttet.)
De 3 sidste Tiaar - en hel Menneskealder - danner et Tidsafsnit for sig selv, hvis Historie vanskelig lader sig gengive i nogle faa Linier. Netop denne Periode viste det sig, at Kvindesagen er nøje sammenvævet med andre store sociale Spørgsmaal. De forandrede Produktionsforhold virkede ind paa Hjemmene, om ikke „opløsende", saa ændrende. En Mængde baade gifte og ugifte Kvinder maatte søge Erhverv uden for Hjemmet og kunde nu ikke længer være blinde for, at de var afhængige af Mændene baade intellektuelt og økonomisk. Allerede 1857 havde Kvinderne dog faaet personlig Myndighed og lige Arve- og Næringsret med Mændene; 1859 fik de Ret til at tage Kommunelærereksamen; fra Midten af Aarhundredet tog den højere Pigeskole et saadant Opsving, at da Universitetet 1875 aabnedes for Kvinder, var den i Stand til at „lave Studenter" mindst lige saa godt som den statsunderstøttede Drengeskole. Man følte nu Trang til faglig Uddannelse og fik da ogsaa først Handelsskolen for Kvinder, dernæst den i disse Dage saa stærkt omtalte Tegneskole - i Provinserne Adgang til de tekniske Skoler - og endelig Fagskolen for Kjolesyning og Linnedsyning. Adskilligt mangler dog endnu i denne Retning. Vi fik desuden uddannede Sygeplejersker; med store Anstrengelser naaede enkelte unge Kvinder en saadan Værk-stedsuddannelse, at de kunde grunde selvstændige Forretninger, der tog det op med de bedste mandlige; i Handel og Industri, særlig Kunstindustri, viste Kvinderne samme Energi. Snart kunde man ogsaa nævne kvindelige Kunstnere ved Siden af de betydeligere blandt de mandlige. En enkelt modig Kvinde puffede Døren til Kunstakademiet op for sine Kønsfæller. Efter at Lægerne havde brudt Vej ved Universitetet, gav Kvinderne sig i Lag med snart sagt alle Viden-skabsgrene, selv Juraen, der dog endnu her i Landet er brødløst Studium for Kvinder; kun Teologien holder endnu Stand, skønt det ikke er godt at se, med hvad Grund og Ret. Paa forskellige Omraader, f. Eks. Historieskrivningen, Journalistiken og Skønlitteraturen, ikke at tale om Skolen, sporer man paa en heldig Maade Virkningen af de yngre Kvinders grundigere Dannelse.
Kvindesagen har mange Sider. Efter som disse stemmer mere eller mindre med de herskende Partiers Interesser, vil disse være tilbøjelige til at tage den under Armene eller modarbejde den. Og at Kvinderne selv slutter sig til et eller andet Parti, er jo kun Bevis paa deres voksende Udvikling.
Men dette gør det vanskeligt at samle dem om det ene Formaal: deres egen Sag. Alligevel begynder de med denne Periode at slutte sig sammen. Arbejderskerne danner Fagforeninger. Tallet af organiserede Arbejdersker - i Øjeblikket 11,000 - overgaar langt, hvad andre Kvindeforeninger tilsammen omfatter. Man søger Udvikling i forskellig Retning; Læseforeningen dannes i København, og Eksemplet bliver senere fulgt i flere Provinsbyer. Da man ikke finder Dansk Kvindesamfund radikalt nok, stifter man Fremskridtsforeningen, hvor der studeres Politik, og Valgretsforeningen, hvor man gerne vil praktisere den. I Skrift og Tale arbejder Kvinderne paa deres Sag. Man sætter Problemer under Debat, politiske, sociale, moralske, en enkelt Gang saaledes, at der vækkes et mægtigt Røre. Dansk Kvindesamfund faar efterhaanden Aflæggere rundt om i Landet (fra Aalborg til Horsens, fra Ringkøbing til Bornholm).
Det var især i Firserne, at der agiteredes og organiseredes, at man under levende Samkvem mellem Hovedstaden og Landet gav og tog Oplysninger om Kvindesagen; den Tid var derfor ingenlunde, som det forleden her i Bladet blev antydet, stillestaaende. Storpolitiken umuliggjorde ganske vist Reformer i Lovgivningen; men vil man endelig se haandgribelige Frugter af Bevægelsen, kan der peges paa den betydningsfulde Lov, der for faa Aar siden gav gift Kvinde Medraadighed over den fælles Formue - i 1880 fik hun Raadighed over eget Erhverv - og paa den Kendsgerning, at nu alle Partier er enige om, at de Kvinder, som betaler kommunale Skatter, ogsaa bør have kommunale Rettigheder - hvad de jo ogsaa har faaet paa Island - mens man til en Begyndelse dog har givet Kvinderne offentlige Hverv, nemlig i Skolekommissionen og ved Tilsynet med Plejebørn.
Kvindernes Udstilling i 1895 førte nye og indflydelsesrige Kredse ind i Bevægelsen, som altfor længe havde staaet udenfor den, og den Energi, som da udfoldedes, satte ny Fart i Arbejdet. Man hører ikke længer til Undtagelserne, naar man arbejder for Kvindesagen. Og naar et Stykke som „Et Sølvbryllup" kan holde sig paa Repertoiret, beviser dette, at Stykket maa eje ægte Vid og ikke blot „komme Folk til at le" over det nye og ualmindelige.
Men hvad det 19de Aarhundrede har set, er dog kun Kampen for en Forbedring af Kvindens Stilling, og under Kampen trampes der ofte mere ned, end der blomstrer op. Skuffelser har der heller ikke været faa af. I Halvfjerdserne, efter at Brandes havde oversat Stuart Mill og med sine egne tændende Ord havde vakt Uro og Gæring i Kvinders Sind saa vel som i Mænds; da Ibsen havde ladet Nora slaa Porten i for sit Dukkehjem; da Hostrup, Bjørnson og Lie havde gjort saa dybe Greb i Kvindens Psykologi, da vilde man mindst have troet, at Aarhundredet skulde have sluttet med en Litteratur, der tager Kvinden saa lidt alvorlig. Til Trods for, at Forholdet mellem Mand og Kvinde er dens eneste Genstand, træffer man i den kun undtagelsesvis - hos en enkelt Forfatterinde - den aandelig udviklede Kvinde, som dog vel har sit Indskud at gøre netop i dette Forhold. Ikke blot vrimler den af Sophus Clausenske Provinsflaner og Gustav Wiedske „Putter", men selv unge fremadstræbende Forfatterinder ved ikke bedre end at tage den Pen op, som Peter Nansen endelig er bleven træt af at føre. Underligt at disse Forfatterinder slet ikke synes at have Interesse for „den ny Kvinde", i hvem der dog bryder sig et nyt Stykke Liv, at disse Forfattere ikke synes at kende den kvindelige Ungdom, der dur noget, i vort Land; kendte de den, maatte man vel kunne skimte den mellem deres klæbrige Blade. At Litteraturen har en formende Magt, er jo sikkert nok; men den levende Virkelighed er dog stærkere, og til Trods for Litteraturens „Realister" vokser der i den en Slægt op af unge Kvinder, som ikke vil være tilfredse med mindre end at være Mandens Fælle og jævnbyrdige Kammerat i Arbejde og Ansvar saa vel som i Nydelse.
Det er ikke Kvindernes Aarhundrede dette, som afslutter uden at have kunnet overvinde „det hvide Slaveri", Prostitutionen; men det er Kvindernes Aarhundrede, som begynder med en Fællesskole, hvor Dreng og Pige forberedes til at leve og virke sammen.
