Meningen

Da min første Artikel, efter hvad der fremgaar af to Indlæg her i Bla­det*), i en enkelt Henseende er bleven misforstaaet, og Misforstaaelsen er af en ret grundig Art, skylder jeg at berigtige den efter Evne.

*)   Aargang 16, Nr. 32 og 47.

Der er ikke med et Ord i mm Artikel talt om en „Kvindens Over­legenhed over Manden" af den Grund, at jeg ikke i min Tankebeholdning finder eller har fundet en saadan Fore­stilling. Der er talt om, at Kvinden staar for Tur til at spille en frem­trædende Rolle i samfundslig Hen­seende, at de mandlige Evner staar for Tur til at spille en forholdsvis tilbageholdende Rolle, men om nogen anden Overlegenhed end den, der hænger sammen med at løftes paa Tidens Bølgetop, har der ikke været Tale. Der er af naturlige Aarsager kun tænkt paa den Tid, som nu forestaar. Hvad der kan blive at sige om kvindelige Muligheder, naar nye og igen nye Aarhundreder ligger for, drister jeg mig ikke til at gætte paa. Hvad de Tidsperioder angaar, som ligger bag os, saa ved jeg, at Man­den har været den overlegne, og at det er ham, der har bragt Samfundet derhen, hvor det nu er. At han for­uden at have bragt det frem, tillige har bragt det ind i Vanskeligheder, som foreløbig synes uigennemtrænge­lige som en Mur, vil ikke sige andet, end at han, med sine Laurbær ube­stridte, dog ikke er at kalde et Non plus ultra. Som Kvinden nu rykker frem, er det uden Sejrskrans af nogen Slags, blot som den friske Reserve, til hvilken dog Haabet maa staa, naar Linjetropperne har været saa længe og saa uafbrudt i Ilden, at de kan behøve Afløsning. At det ikke er ved Kvindens Skyld, at vi sidder fast i den lukkede Gade, er for meget en Fortjeneste lig den at sidde med Hlænderne i Skødet, til at der kan være Tale om at række Palmen til Kvinden for den Sags Skyld. Og selv om der nu kommer, hvad vi bør haabe, en virkelig Overlegenhedens Tid for Kvinden, saa maa det ikke glemmes, at Kvinden banede ikke Vej for sig selv. At hun i det hele kan „komme til" nu, skyldes kun i anden Række hendes egne Bestræbelser, i første Række fremskredne Mænds Af­kald paa den stærkeres Ret.

Alt dette kan underforstaas og er underforstaaet, og dog behøver min Artikels stærke Ord mod Abstraktionsmanien hverken at være urette Ord eller Ord talt i urette Tid. Efter min Mening tænker Kvinden for meget paa at forstikke sig blandt og blive til et med „Mandskabet", bevæbner sig med dets Vaaben, uden at tænke paa, at disse Vaaben mulig er sløve Vaaben mod Tidens særlige onde Magter. At det snart lyner og blin­ker  af Abstraktion fra Ende til anden af Tidens Vogn, som vi ruller af sted paa, kan jeg ikke beundre - jeg ængstes, maaske uden Grund, men jeg ængstes som af en slem Nisses Øjne, der glæder sig til den ny og rummeligere Lejlighed.

Forstaa mig nu ret: det er ikke Abstraktionens Betydning, der skal underkendes, men dens Ret til at være fortsat enevældigt Tankemiddel. En­hver ved, at Enevoldsherrer faar Va­ner, som det ikke er nogen let Sag at faa ud af Verden ved blotte beskedne Henstillinger, - de har blandt andet den Vane at kappe Hovedet af Folk, der ikke er helt tilfredse med deres Regering. Det er derfor ogsaa en vanskelig Sag paa engang at op­ponere mod Abstraktionens Stormæg­tighed og vise den respektfuld Hen­syn, skønt det utvivlsomt er det ideale. Det, man vil have fremhævet, og som man er overbevist om, fortjener at fremhæves, behøver man at fiksere, og man fikserer lettest et Punkt, naar man med Haanden rundet til Kikkert for Øjet lægger Skygge over dets Om­givelser. Det kan være at tjene Sand­hed og Fremskridt, at vise Agtpaagivenhed for det hidtil oversete, at belyse det og bese det i dets Sær­egenhed - en anden Ting er det selvfølgelig, om man finder for godt at lægge Skygge over Punkterne rundt om blot af Lyst til at faa dem be­skyggede.

Der er desuden Tider, der kræver Hensyn, og Tider, der kræver, at Hen­syn lægges til Side. Netop nu, da det ny Aarhundrede begynder, og vi alle mere eller mindre ubevidst føler os som paa Tærskelen til en høj, stor Sal, hvor Luften endnu ikke er bleven beklumret, er vel nok et af de Tids­punkter for Haanden, da der maa tænkes paa og tales frit om, hvad nu Kræfterne skal vies til, og da der maa holdes lidt inde med den megen „hæderlige Omtale" af Fortiden.

Hvad er det da, der skal gøres ? Og med hvad skal der tages fat, spørger man mig, naar Abstrak-tionen ikke længere slaar til? Jeg ved kun at antyde eet Svar, det vil sige et Svar, som for Samvit-tighederne er et Spørgsmaal: at der maa tages fat og arbejdes i Inderlighed. Ingen Ger­ning, stor eller lille, der gøres i Inder­lighed, kan være en fejl Gerning, ingen Grerning, der gøres i Overfladiskhed, kan blive som andet end Boblen, der svulmer op og saa svinder helt.

Der er ærede samtidige, som me­ner, at en ny Kunstforening er det første fornødne. En ny Kunstforening kunde ikke heller være saa galt! At sige, ny skulde den være i den For­stand, at alle de enkeltes Kræfter frit kunde udfolde sig, en Slags For­ening altsaa helt uden Forgængere og følgelig helt fri for Sporene, som skræmme. En saadan Kunstforening var god, men bedre ny Kunst .... nej, ny Kunst var for lidt, i vor hur­tige Tid ældes alt hurtigt - bedre nyt Liv ... dog, Liv er jo altid nyt, derfor blot: Liv, Liv! Og Liv kom­mer jo netop, kommer ogsaa uden vore bekymrede Fagter - om lidt braser det ind her i Aarh.s Sal og ler os op i vore pædagogiske Ansig­ter. Det vil nok ikke fejle - Bar­net, det 20de Aarh., vil handle mod os, som vi engang handlede mod det nu bedstefader-lige Aarh.; det vil an­bringe vore højstegne Anskuelser blandt Antikviteterne; det vil sige: dem af dem, der kun drev det til Fraseklingklang i Luften, bliver der vel næppe Plads til andetsteds end paa Pulter­kammeret, der hvor forlængst alle de hulde Hymner til „Dyden" hviler, fra forrige Aarh.

Muligt nok, at det bliver en skrap Tid at komme ind i for de mange, der holder af det jævnt hen behage­lige. Der blev efterhaanden det hyg­gelige ved vort Aarh., at man kunde tale saa flot og saa radikalt og alligevel holde det praktisk gaaende i et aldeles borgerligt Trav paa den alde­les ikke ugyldne Middelvej. Vi har herhjemme haft en Opflammelsens Tid, i hvilken vi naaede at lære og forstaa, at Sandhed maa føjes til Skønhed, hvis der skal blive lødig Værdi i aandelig Gerning i Stedet for Kun­stighed og Barnagtighed. Men saa slog vi os til Ro, paa det Baade-og - de af os undtagne, der fik vendt det til Hverken-eller - og sled Aarh. ud. Maaske at Opvaagnelse nu fore-staar atter, maaske at det Slægtled alt nu er inde, for hvem Spørgsmaalet tilspidses, for hvem Valget nu bli­ver mellem Skønhed og Sandhed.

Det vil blive en Strid! En Strid vel at mærke, hvor det endnu stadig er Abstraktionen, der vajer som Ban­ner, Abstraktioner, der fører an, og Abstraktioner, der fylker sig til deres Hærskarer. Men underneden i Sin­dene vil der dønne en Længsel efter den næste Strid, Striden, som skal føre frem til det, der er livsfrodigere end Abstraktioner.

Saa er det, tænker jeg mig, at der maa holdes inde med Udfoldningen af Abstraktion efter Abstraktion, og det, man har naaet at faa udfol­det, drages sammen til Enhed men til en ny og en større Enhed end den, man vandrede ud fra, da Menneskeaandens forrige Koncentrationstid var forbi. Saa er det, at den hele Slagorden af Abstraktioner, som Tanken fik lært sig at opstille og tumle, vil samles til Et, et som under selve Tankens Behov former sig i det levende Væsens Billede. Om dette Ene skal kaldes Gud eller et nyt Navn for det største til den Tid vil være fundet, derom kan selvfølge­lig ikke udtales Skygge af Mening. Kun saameget men heller ikke mere tør man vove at paastaa, at i de Dage vil Menneskeaanden frembringe igen, hvad der i Udvidelsens Tid syntes tabt - og vil nok sætte til et og andet af det, man mente vundet. Det kan næppe fejle, at Opmærksomheden for Liv, for Per­sonlighed,   som   er   stadig jævnt vok­sende hos os, i sin Kulmination, det vil   sige,   naar   selve  Verden   tænkes personligt, ikke vil kunne forenes med fortsat Opmærksomhed mod Abstrak­tionen, eller heller at Pindehuggeriet i Adjektiver, som saa længe har været ret tyrannisk Mode i Tankeverdenen, vil befindes lige interessant.

Her er det - naar Sammendrag­ningen forestaar og behøves - at jeg tænker mig, Kvinden vil faa sin store Gerning i Aandens Udviklingshistorie - om der ellers, naar den Tid kom­mer, er Kvinder tilbage, som  er for Kvinder at regne.

Jeg har nu, som jeg lovede, efter Evne opklaret Misforstaaelsen og til­lige, for en Del, faaet forklaret, hvad der er min Mening om „Meningen?" Ganske vist har jeg ikke talt i „et nyt Sprog", skønt Sproget, som det foreligger, efter min Mening jo nok ikke er noget tilfredsstillende Red­skab for kvindelig Tanke. Men sig mig, kære Mariane Nielsen, soin be­der mig „skabe" et nyt Sprog, hvor­ledes vilde De forstaa et nyt Sprog, om jeg ogsaa talte det? Hvorpaa vilde De kende, at det var et Sprog, naar De slet intet kendt havde at holde Dem til? De vilde tro, at jeg blot lallede eller talte som en beru­set eller som en, der ikke er klog. Det har til ingen Tid været Skik at kalde det Nye andet end Underligt. Alle de fremmede Folk, som Græ­kerne, disse højtpriste Grækere, traf ved deres Grænser, kaldte de under Et for Barbarer (d. v. s. dem, der ikke kan tale ordentligt) eller Folkene uden Tungemaal. At „tale Latin" var for Romeren selvfølgelig Betin­gelse for at tale saadan som det søm­mer sig. At tale Tysk og at tale tydeligt var for Tyskeren oprindelig Et og det samme. Pluddervælsk har her hjemme været Fællesbeteg­nelse for alle andre Sprog end det danske. Missionærerne, der trænger frem til endnu helt ukendte Folk, og som jo, efter egen Mening, har det fuldkomne Sprog med herhjemme fra, giver os den Dag idag de fejlagtigste Begreber om de Sprog, de faar at høre. Hvorfor siger Kinese­ren, selv naar han er lærvillig Elev, Ki-lis-su i Stedet for Kristus? Natur­ligvis fordi han i sin Ufuldkommen­hed radbrækker det ene rigtige! Na­turligvis ikke fordi han i logisk Vane holder paa Engifte mellem Selvlyde og Medlyde!

Desuden , et  Sprog skabes ikke paa den Maade, at det fuldfærdigt springer ud af en Menneske-mund, som Minerva af Jupiterhovedet. Et Sprog undfanges og vokser, ligesom Liv i det Stille - det er først, naar Skaberkraft længe har virket, at Resultaterne af den naar frem til at blive skælnelige for Sanserne.

Skabe et Sprog kan jeg altsaa ikke, selv om jeg vil - dertil behø­ves Tiders Hjælp af Tider, og der behøves Medhjælp af dem, der skal udgøre Folket, for hvem det ny Sprog er fornødent.