« Tilbage til søgeresultaterne
Damernes Kunstflidsforening
I
Man har ved alle i de senere Aar afholdte Udstillinger hørt beklage, at den kvindelige Del af vor nationale Kunstindustri staar tilbage for vore to Søsterlande, særlig Vævningen, og denne Mangel menes for en stor Del at have sin Grund i, at man her har savnet en planmæssig Samvirken gennem en kvindelig Forening, der i Lighed med „Handarbetets vänner" spreder Sansen for den kunstnerisk udviklede Haandgerning og gør denne til en Værdikilde for Landet og for det kvindelige Erhverv. Det er ud fra dette Synspunkt, at „Damernes Kunstflidsforening" vil søge at virke og først og fremmest arbejde for sit Maal ved i Lokalerne, Pilestræde 9, at oprette en Skole med praktisk Uddannelse i Vævning, Kunstbrodering og Hedebosyning, hvilken sidste er vor eneste nationale Broderekunst; den er i Færd med at tabe sig, men staar forhaa-bentlig til at redde. Man vil dernæst, hvis fornøden Tilslutning faas, paabegynde Undervisning i lettere Snedkerarbejde med tilhørende Trædekoration i Maleri og Snitning under en kvindelig Snedkers Ledelse. Hvis disse tre Afdelinger lykkes, er det Meningen efterhaanden at medtage andre Fag som f. Eks. Læderarbejde, Kurvefletning, Bogbinderi og Metalarbejder, og af de herved forarbejdede Sager at skabe en permanant Salgsudstilling, hvor Købere til rimelige Priser vil kunne faa kunstnerisk formede Brugsgenstande dels til Hjemmet, dels til Gaver i Stedet for de mange smagløse Galanterivarer, der nu behersker Markedet. Dog, det er altid en lidt usikker Sag med kort Varsel at skulle skabe et Salgsmarked, særlig for en Skole, og Bestyrelsen betragter det derfor som en Beroligelse for Fremtiden, at den har grundet Haab om af Autoriteterne at faa tilstaaet Tilladelse til en aarlig Bortlodning. For en Tokrone vil man her kunne faa en Chance til at vinde Gobelinvævninger, Bordtæpper, Skærmbrædter o. l., der vil være til Pryd for hvert Hjem. Dertil kommer, at der ved Forarbejdelse af Lotterigevinster gives viderekomne Elever Anledning til at lære at forarbejde store og kunstnerisk smukke Arbejder. Skulde Sagen saa vinde Yndest hos Publikum, er det Meningen at inddrage ikke alene mindre Væveskoler paa Landet men ogsaa privat arbejdende Damer i Foretagendet, saaledes at de forpligter sig til at arbejde efter Skolens Tegninger og Metode. Da imidlertid Begyndelsen altid er vanskelig - og dyr, maa det haabes, at saa mange vil støtte Foretagendet ved at indtræde som Medlemmer, at det bliver en selvskreven Ting for enhver Dame at være Medlem af den Forening, der er stiftet til Værn og Støtte for vor kvindelige Kunstindustri.