« Tilbage til søgeresultaterne
Jubilæum
Vi omtalte forleden den smukke Festlighed, hvormed Eleverne i Tegne-og Kunstindustriskolen for Kvinder fejrede dens 25-aarige Bestaaen den 4. Jan. Torsdagen den 10. gjorde 3 Deputationer, der ønskede at bringe den udmærkede Bestyrerinde deres Hyldest og Tak, Fru Professorinde Klein deres Opvartning.
Fru Jutta Møller og Frk. Anna Hjort bragte paa Dansk Kvindesamfunds Vegne dets „voksne fuldmyndige Datter", Tegneskolen, en varm, anerkendende Taksigelse saa vel i mundtlige som skriftlige Udtryk.
Frk. Henni Forchhammer og Fru Charlotte Norrie bragte for Dansk Kvinderaad Fru Klein, som er en af dets „syv Mødre", en lignende Taksigelse, og
Fru Professorinde Lund for „Cirklen" udtalte sig ogsaa varmt anerkendende.
Skolen oprettedes med det Formaal at give Kvinder Undervisning i Tegning og andre Kundskaber, som kan være dem til Nytte, naar de vil søge Erhverv i Industriens Tjeneste og herved fulgte man det sunde Princip kun at uddanne Elever til de Fag, hvor der var Udsigt til at faa Arbejdet nogenlunde godt betalt. - Kunstvævning og Knipling blev derfor ikke optaget paa Skolens Program.
Skoleplanen er lagt saaledes, at der meddeles de unge Piger samme Undervisning som det tekniske Selskabs Skole meddeler de unge Mænd; men at gennemføre dette har krævet en ikke ringe Energi og Udholdenhed hos Lederne. Lige saa fornuftigt som det betragtedes at ofre noget paa Sønnernes Uddannelse, lige saa urimeligt fandt Forældre det at gøre noget videre for Pigebørnene. Og disse selv havde i Reglen en meget overfladisk Forstaaelse af, hvad Arbejde er. At springe over Vanskelighederne er for Kvindenaturen saadan som den er blevet formet af Forholdene, lettere end at overvinde dem ved Udholdenhed. Men takket være Skolens alvorlige og energiske Arbejde er det nu gaaet op for Bevidstheden, at den unge Pige, der vil drive det til noget i Kunstindustrien og erhverve en vellønnet Plads lige saa vel som den unge Mand maa ofre sin Ungdoms Aar til en grundig Uddannelse.
At dette Princip er slaaet igennem maa betragtes som en af Skolens store Fortjenester. Hvad man ellers kan have at indvende mod enkelte Dele af Undervisningsmetoden - det Trin, der her er naaet, at hæve Kvindearbejdet fra let Dillettantsyssel til virkeligt Fagarbejde, hvorved Kvinden kan udfolde sine særlige Evner og opnaa en uafhængig Stilling, er af saa stor Betydning, at det næppe kan overvurderes.
Det er en udmærket Illustration til Jubilæet ved en retrospektiv Udstilling at lade Skolen tale for sig selv. Især fanges Interessen af de Arbejder, som tidligere Elever har udført efter deres Afgang fra Skolen, thi her kan man følge Resultaterne ud i Livet.
Vi ser altsaa, at ikke faa af forhenværende Elever nu er knyttede til vore største kunstindustrielle og industrielle Etablissementer. Hofjuveler Dragsted beskæftiger ikke mindre end 6. Her er dygtige Arbejder i Cicelering, Gravering og Emaillering, udførte af disse. Der er et, som maa regnes for enestaaende: de uendelig fint og yndigt udskaarne Elfenbensrelieffer paa den kostbare Guldpokal (paa Udstillingen assureret for 10,000 Kr.), der af Juveler Dragsted er skænket til Skydebanen.
Her er Montrer fra den kgl. Porcellænsfabrik og fra Bing og Grøndahl, hvor vi træffer nogle af de Vaser, der vakte saa stor Opmærksomhed paa Pariserudstillingen og Navne som Frkn. Hegermann-Lindencrone og Garde.
Eksempel paa et dygtigt Kunstsmedearbejde er en lille fint udført Sølvskaal af Frk. Hoffmann.
Som kunstnerisk Tegner paa Geddes Fabrikker har Frk. Mygdal udstillet ganske udmærkede Sager, blandt hvilke vi særlig vil fremhæve en Damaskesdug, hvor de viltre vatrede Linier i Bunden paa en kunstnerisk Maade holdes i Ave af den stærkt stiliserede Bort af voksende Tulipaner.
Blandt de forskellige Illustratører synes os Frk. Hahn mest fremragende. Om vi ikke tager fejl, er Frk. H. ansat ved et stort Firma i Hamborg og har derfra sendt ganske forbavsende Prøver paa sin Kunst. Her er især nogle Akvareltryk, hvor Frk. Hahn synes at have luret Japaneserne Kunsten af. Her er næsten den samme Blødhed og Finhed i Overgangen, samme storslaaede Enkelhed - med kun et Par Farver er en hel Naturstemning gengivet.
Frk. Christensen, der nu er egen Mester, endog en af Københavns store Snedkermestre, har udstillet et meget smagfuldt tegnet og solidt udført Dagligstuemøblement.
Alt i alt synes Soliditet at være Skolens Kendemærke - en fortræffelig Grund at opføre Fremtidens Bygning paa.