« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Skolen og „Storkespørgsmaalet".
I den her i Bladet førte Forhandling*) har man med Rette først og fremmest paakaldt Mødrenes Erfaringer; og de givne Indlæg har vist, at der er Hjem, som tager modigt og fast paa denne saa vigtige Sag.
*) Se Nr. 45-51 forrige Aarg.
Men heller ikke Skolen kan stille sig fremmed overfor den, dels fordi Børnene ogsaa der kommer med deres paagaaedne Spørgsmaal - gør de det ikke, se det næppe til Ære for Skolen -dels fordi det menneskelige Legeme er en af de Ting, den er pligtig at oplyse sine Elever om.
Da jeg gik i Skole, ja selv da jeg blev forberedt til Lærerindegerningen, brugte man at gaa uden om dette Spørgsmaal. Man læste den Gang vistnok overalt Fysiologi, som om Mennesket var et kønsløst Væsen. At dette ikke er forsvarligt overfor voksne Mennesker, navnlig da dem, som snart selv skal optræde som Lærere, kan man nu om Stunder vistnok let blive enige om - i Teorien i det mindste. I Praksis klares Spørgsmaalet ikke helt let selv over for voksne endsige da, naar det gælder Børn. Thi der er jo noget i, at Kønsorganerne ikke kan sidestilles med alle andre Dele af det menneskelige Legeme, Sangeredskaberne, Fordøjelsen o. s. v., fordi de staar i Tjeneste hos en Drift, der normalt kun raader i en begrænset Tid af Menneskets Liv - og da saa meget mægtigere - men som kan vaagne unaturlig tidlig. Man skal ikke vække den slumrende Løve, skal jo i det hele aldrig tale til Børn om noget, der ikke kommer dem ved. Men paa den anden Side viser Erfaringen, at Fortielsessystemet netop pirrer Nysgerrigheden; og Børnene kan bedst, mens de er i Uskyldigheds-standen, modtage denne Kundskab ligesom, enhver anden med ren teoretisk Interesse. Skolen kan jo desværre ikke som Hjemmet vælge det Øjeblik, der passer for den enkelte, da den altid staar overfor Børn paa forskelligt Udviklingstrin. Hvad den giver, maa derfor gives paa mere varsom og upersonlig Maade.
Lad os da indrømme, at vi her staar overfor en Vanskelighed, men lad os se den i Øjnene, ikke skubbe den fra os. Der kommer en Tid, da det er af Vigtighed for et Menneske at kende Indretningen af sit eget Legeme ; og Skolen skal paa dette som paa andre Omraader give Barnet Grundlaget for dets Levevisdom. Lad os derfor søge en Maade, saa at det kan gøres med let Haand og dog uden at blive overfladisk Kundskab, der ofte netop er den farligste.
Fru Aggersborg har i sit Indlæg peget paa det, der ogsaa for Skolen danner det bedste Udgangspunkt; Forplantningen i Naturen. Frøbel fortæller om sig selv, at han i Niaarsalderen ofte maatte høre sin Fader tordne fra Prædikestolen mod Sædelighedsovertrædelser i Menigheden og da altid følte sig dybt tynget af Skam og Smerte over Menneskenaturens Lavhed. Da viste hans Broder ham tilfældigt en Hasselgren med dens smukke og let anskuelige Deling af Han- og Hunblomster; og han fik derved pludselig et nyt Syn paa hele Skabningens Harmoni og Skønhed. Blomsten med dens Bestøvning, Frugtknuden med dens Frøstol, dens Henvisnen eller Udvikling til Frugt er altid tilgængelig for Iagttagelse og bliver ogsaa benyttet dertil, blot at det skal gøres systematisk og Tankegangen derfra forfølges over i Dyrenes Verden. Til det næste Trin kan vi passende bruge Fiskene. Vi kommer da til at følge en Læregang, modsat den sædvanlige Naturhistories, der gaar fra de højere Dyr nedad. Denne Gren af Undervisningen kan derfor ikke helt indordnes under denne Disciplin; det er en af de Ting, som Lærerne dersom de er flere om en Klasse, maa forhandle med hverandre og se at blive enige om, naar, hvordan og af hvem den skal gives. - Man kan da fortælle Børnene om, hvorledes Fiskene gaar ind til Kysten for at „lege", hvorledes Hunnen lægger Æggene i Overfladen af Vandet og Hannen gyder „Mælken" over dem. Børnene kender godt Forskellen paa Rogn og Mælk fra Silderesterne paa Tallerkenen, og hvad der saaledes gaar for sig i den aabne Dag volder ingen stygge Tanker hos dem. Dernæst kan man gaa over til Fuglene, deres Æglægning og Rugning. I Køkkenet har Børnene ofte Lejlighed til at se og more sig over et „Vindæg" af en slagtet Høne, saa vel som Kyllingepletten i et befrugtet Æg. Maaske kan man skære en Høne op i Skolestuen og vise dem Æggestokken - den ligner Blomstens. Man kan - om man vil - forklare dem Forskellen mellem et Hønsehold, der kun gaar ud paa Æglægning, og det normale, hvortil der hører en Hane. Man kan tillade sig en Vittighed om Hanens mange Koner; gode Vittigheder virker altid godt i Skolestuen.
Efter dette kommer naturligt nok det menneskelige Legeme. Denne Undervisning falder sædvanlig netop i de „vanskelige" Aar, Tretten-Fjorten-aarsalderen. Den kan formentlig ikke gives i en blandet Klasse af Drenge og Piger. Her maa en Kvinde staa overfor de vordende Kvinder, en Mand tale til de Drenge, der begynder at føle Manden i sig. Men den behøver ikke at sprænge Fællesskolen - den forventede Fremtidsskole. Efterhaanden bliver det jo ret almindeligt, at Pigerne faar Undervisning i Kogning, og den omtalte Undervisning kan da passende lægges ind under den Hygiejne, der hører til den teoretiske Husholdningslære.
Naar man sidder paa Katedret efter at have afsluttet en Time i Fysiologi, kan det hænde - er i hvert Fald oftere hændt mig -, at Børnene kommer op og samler sig i smaa Klynger omkring En, for at stille saadanne Spørgsmaal, som ikke let falder i hele Klassens Nærvær. Det kan da virke næsten befriende paa dem, man ligesom føler deres Taknemmelighed, naar man giver dem ren og klar Besked om, hvad de ønsker at vide. Det viser sig da, at der ikke er noget i Vejen for at tale naturligt om naturlige Ting.
