« Tilbage til søgeresultaterne

Et Forslag fra den anden Side Sundet,

« Se emneord

Idun „illustrerad tidning för kvinnan och hemmet" er et Ugeblad, som udkommer i Stockholm og har stor Udbredelse i Skandinavien og Fin­land. I de sidste Maaneder har der været ført en livlig Forhandling i dets Spalter med det Formaal at søge at sætte Nordens Kvinder i nærmere Forbindelse med hverandre. Tanken fremkom fra svensk Side og mødte den varmeste Tilslutning hos norske Kvinder. Der var Trang til at lære hinanden bedre at kende, til bedre at forstaa Sproget og Ejendommelig­heden i Broderfolkets Aandsliv. Men fra Begyndelsen af betonedes det, at man maatte have Danmark og Finland med, ellers var Sagen kun halvt vunden. Iduns Redaktion henvendte sig saa til os, for at vi skulde vække Interesse for Sagen i vor Læsekreds og viste Danmark den Interesse at lade et af sine Medlemmer foretage den lange Rejse herned for at ordne Sagen. Efter mundtlig Forhandling er der nu funden en Maade, hvorpaa danske Kvinder vil kunne slutte sig til Bevægelsen og forhaabentlig have megen Glæde og Udbytte deraf.

At lave en Forening er der slet ikke Tale om - nej, vi vil komme hinanden ganske anderledes nær ind paa Livet. I Foreninger er man jo kun en af Massen; her vil Individ søge at finde Individ. Men hvordan skal det gaa til?

Man har fundet en meget simpel og praktisk Maade ved at aabne Lejlighed til en Korrespondance, der da senere hen, hvis Korrespondenterne ønsker det, kan lede til, hvad en norsk Indsender kalder „Bytte-Besøg" og maaske ogsaa til Dannelsen af Læse­kredse for Søsterlandenes Litteratur.

Til Iduns Redaktion er allerede fra Norge, Sverrig og Finland ind­kommet en Mængde Anmeldelser, og blandt disse er ikke faa Lysthavende, som ønsker at korrespondere med danske Kvinder.

Vi har altsaa kun at begynde. Sikkert sidder der rundt om i vort Land unge og gamle, som kunde øn­ske at benytte denne enestaaende Lejlighed til at træde i nærmere For­bindelse med de tre Søstre paa den anden Side Vandet. Sikkert er der her mange, der gerne vil gribe de ud­rakte Søsterhænder. Hvad der kan have været imellem Folkene - Kvin­derne har ingen Del deri.

Sproget bør ikke lægge nogen Hindringer i Vejen for at tage sven­ske og finske Kvinder med. Des­værre er vi her i Landet saa vant til, at disse Landes Litteratur over­sættes, at vi har ophørt at stole paa vor egen Evne til med lidt god Vilje at kunne forstaa dem. Og dog er det vel i Grunden ikke vanskeligere for os end for de norske Kvinder. En Korrespondance vil ogsaa være det bedste Middel til at faa os paa Gled. Det er kun det første Brev, som vil volde Vanskeligheder, det næ­ste vil allerede gaa som Fod i Hose.

Men hvordan skal man kunne sætte Korrespondenterne i Forbindelse med hinanden? Det gælder jo om, at de rette finder hinanden.

De Anmeldelser, der er indkomne til Idun, opgiver Navn, Alder, Stilling, til Dels ogsaa særlige Interesser samt Opgivelse af det Land, med hvilket Korrespondance ønskes. For saa vidt disse vedrører Danmark, vil Iduns Redaktion foreløbig, indtil en endelig Ordning paa Grundlag af indvundne Erfaringer er truffen, sende os dem. Vi agter saa efterhaanden at offent­liggøre dem her i Bladet, hvorefter Lysthavende blandt vore Abonnenter kan vælge og i Brev henvende sig til os for at faa Vedkommendes Adresse. For at dække vort Udlæg maa Brevet indeholde 10 Øre i Frimærke. Kor­respondancen føres derefter som en­hver anden, blot vilde det glæde Re­daktionen en Gang imellem at høre lidt om Resultaterne.

Bevægelsen maa jo bæres frem under et Navn. I Sverrig havde man tænkt at kalde den „Margaretheforbundet", men for at gøre Navnet saa rummeligt, at ogsaa finske Kvinder kan være med, er man enedes om at kalde den „Nordens Kvindeforbund". Under det Navn vil altsaa alle Med­delelser om Sagen fremkomme i vore Spalter.

Vi anbefaler Sagen paa det var­meste og vil næste Gang meddele et varmhjertet Indlæg for den, der er os tilsendt af den norske Forfatterinde Elisa Kielland.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder