« Tilbage til søgeresultaterne
Et Forbund
Paa samme Tid som der fra enkelte skandinaviske Hold stadig rippes op i gamle indbyrdes Stridigheder, og man ikke har saa let ved at glemme, hvad der har stillet sig skillende imellem Nordens Folk, ja, den Dag i Dag kan være udsat for at snuble over en og anden Anstødssten, som det endnu ikke er lykkedes selv den bedste Vilje at skaffe af Vejen, paa samme Tid dukker den skandinaviske Tanke, Samlingens Tanke, atter og atter op; i vore Dage under en Form, som indtil denne Tid intet har haft med Politikken at bestille. Et Tremagtsforbund paa Aandens Omraade, - saa lyder Parolen, og hvem skulde ikke vilde være med paa en Virkeliggørelse heraf?
Ikke burde nogen ængstes for at et saadant Forbund skulde komme til at lægge hæmmende Baand paa den stigende Individualisering, den voksende og frigørende Nationalitetsfølelse hos Nordens Folk. som den historiske Udvikling har ført med sig.
„Skulde vi elske vort eget mindre, fordi vi ærer det, som er ædelt og dygtigt hos de andre, og øger af det vort eget Eje?" Vakre Ord fra et af de store nordiske Møder, som er baarne frem netop af denne Trang til at give og til at modtage af denne vaagnende Længsel mod Forstaaelse og Forbund, som vil et Vekselforhold, beaandende og styrkende for hvert enkelt af de tre Folks Arbejde til Løsningen af dets kulturelle Opgaver.
Ogsaa Nordens Kvinder drages mere og mere mod hverandre. Vel tiår Nabolandene langtfra været fremmed Grund for de mere oplyste af jordens Kvinder; meget mere har især for Danmarks og Norges Vedkommende utallige Venskabs- og Slægtskabsbaand knyttet disse Landes Kvinder sammen ned gennem Tiderne; Sproget har jo her i Aarhundreder, heller ikke lagt nogen Vanskelighed i Vejen. Lykkeligt er vi ogsaa kommet over alt, hvad Mellemværende hedder, takket være den danske Sindigheds og Velvilligheds Aand, som har svævet over Forholdet, selv i de vanskeligste Tider.
Men Kendskabet mellem danske og norske Kvinder trænger dog til Uddybning, det trænger til mere Forstaaelse og mere Kærlighed; og mangt og meget har vi at lære af hverandre.
Svenske Kvinder klager over, at de kender altfor lidet til Nabolandenes Kultur, Historie osv., længes efter større Kendskab og ønsker inderlig at fremme et Forbund mellem Nordens Kvinder til Fremelskelse af dette Kendskab. Og Kvinderne har ganske vist en Gerning at gøre her, en samfundsgavnlig Gerning, og derfor gavnlig ogsaa for dem selv.
Igennem svenske og norske Kvindeblade rækkes allerede Søsterhænder mod hinanden, ogsaa mod de danske Stammefrænder, og disse sidste, ved vi vist; vil ogsaa gribe vore. Saa føjes Led til Led, indtil den store Søsterkæde har slynget sig om Nordens Lande.
De to Kvindeblade Idun og Urd, der tilligemed det norske „Husmoderen" har sluttet sig varmt til denne Kvindesag, har Æren af at have sat i Gang en privat Korrespondence mellem Norges og Sverrigs Ungdom. Den tæller nu sine 2,300 Deltagere og er til megen Gavn og Glæde for de unge. paa samme Tid som dens Virkninger kan faa en uoverskuelig Rækkevidde i Fremtiden.
Der stilles Forventninger til en lignende eventuel Korrespondence mellem alle Nordens Kvinder; thi vi maa have de finske med. Og hermed være Sagen lagt de danske Kvinder og deres Organ paa Hjerte.
