« Tilbage til søgeresultaterne
Træk af Kvindens Liv i gamle Dage
(Fortalt af Fru Th. Brodersen ved en Klubaften i D. K. S.s Aalborgkreds).
Naar man vil fremdrage nogle af de typiske Træk, der karakteriserer Kvindens Liv i tidligere Tid, da ligger det nær at begynde med det 16. Aarhundrede, fordi det paa mange Maader er en karak-teristisk Tid, hvori nye Ideer og Anskuelser vælde frem, der bryde med de gamle, og hvor alt dette faar afgørende Indflydelse paa Kvindens Stilling. Nogen sammenhængende Skildring af dette Emne eksisterer, saa vidt jeg ved, ikke, men Troels Lund har i sit store Værk „Danmarks og Norges Historie i Slutningen af det 16. Aarhundrede" belyst Kvindernes Stilling paa denne Tid, og det er væsentlig dette og Bangs „Præstegaardsliv i gamle Dage" jeg har benyttet.
Middelalderen er forbi med Riddertidens Kvindeforherligelse. Renaissancens Aand gør sig ogsaa gældende her oppe, Trang til Kundskab og Granskning kommer stærkt frem; alle Forestillinger forandres. Reformationen danner en hel ny Livsanskuelse og omformer hele Livet.
Hvorledes er nu Kvindens Stilling midt i alt dette?
I den katolske Tid, da Klostret drog saa mange, da det blev anset som en særlig Gudsdyrkelse at leve ugift, var der mange Kvinder, der valgte dette og frivillig hengav sig til at tjene Gud hele sit Liv paa denne Maade. Men det skete ogsaa, at Børn af deres Forældre blev bestemte til Klostret, enten det nu var for at bevare Formue og Gods nogenlunde udelt for Slægten, eller det var virkelig Gudsfrygt, der drev dem dertil.
Hvorledes dette end var, saa var Resultatet, at de ugifte Kvinder kom til at udfylde en Plads, til at gøre en Gerning, der kunde fylde deres Liv. Middelalderen igennem var det jo fra Klostrene, der blev ydet de fattige og syge Pleje og Hjælp. Man kendte ikke til senere Tiders gamle Jomfruer, der blev betragtede som overflødige Mennesker; der blev tværtimod set op til de Kvinder, der tog Sløret. Dette Forhold forandredes ganske ved Reformationen. Klostervæsenet sank sammen, og Glorien om den ugifte Stand svandt bort. Ægteskabet blev nu det fortjenstfulde; det blev prist som den eneste rette Maade at leve Livet paa. Det gik som der staar i Reformationskantaten:
,,Og Munk og Nonne sig til Altret trænge
At knytte Pagten, som for Gud er god".
Man skulde nu tro, at alt var godt, da alle giftede sig, men det viste sig snart, at det heller ikke var fuldkomment. For det første var det jo Skik dengang, at Forældrene valgte for Børnene. Det var tit aftalt, mens Børnene var ganske smaa, hvem der skulde være deres Ægtefælle. Ofte var der ogsaa meget stor Forskel i Alder; det blev anset for heldigt, at en ung fik en gammel, ved et nyt Ægteskab kunde der saa vælges en ung. Om Eleonore Kristine ved vi, at hun 9 Aar gammel blev trolovet med Korfitz Ulfeldt, og sligt var ganske almindeligt. Mange af disse Børn, der saaledes gav deres Samtykke til noget, de slet ikke havde Begreb om, maatte vistnok nødes eller lokkes dertil. Saaledes Birgitte Gjøe, der i sit 11te Aar var bleven trolovet med Jesper Daa. Hun blev ved Magt og List tvunget til at afskrive et Samtykke af en Klosterjomfru under hvis Ave og Limestrøg (Ris) hun var. Hun græd og bad om at blive fri, men Forældrene svarede, at de ikke vilde være æreløse for hendes Skyld, de havde nemlig lovet deres Samtykke. Men hun havde en saa selvstændig Karakter, at hun i femten Aar kæmpede en fortvivlet Kamp for at faa Trolovelsen hævet. Det lykkedes hende kun, fordi hun stod Kongeparret nær, og hendes Fader beklædte en af de højeste Stillinger i Riget. Dette gjorde hun dog ikke, fordi hun elskede en anden, men af Selvstændighedstrang, og fordi hun ikke vilde ægte en Mand, hun ikke holdt af. Man har endnu den Dom, der faldt i Sagen, hvorpaa Herluf Trolle, hendes senere Ægtefælle har skrevet: Universitetets Dom mellem Jesper Daa og min kære Husfrue Birgitte Gjøe, og paa den Tid at denne Dom udgik, var det utænkt af hende og mig, at vi af Guds Forsyn skulde komme sammen.
Undertiden var det dog ogsaa Forældrene, der satte sig imod de tidlige Forlovelser, som f. Eks. Fru Ide Munk, der havde været gift med Oluf Rosenkrands til Vallø, med hvem hun havde tre Døtre. Rigens Hovmester Eske Bille friede til den lille Karen Rosenkrands, og han havde vundet alle hendes Frænders Samtykke dertil undtagen Fru Ides. Hun fordrede bestemt, at det skulde vente, til hendes Datter selv kunde have en Mening derom. Eske Bille blev forbitret og søgte at ophidse Slægten imod hende, men hun lod sig ikke true fra sin Mening og satte igennem, at Datteren ikke blev fæstet bort i sine umyndige Aar.
Et andet Eksempel paa Modstand fra de ældres Side findes i Visen om liden Kirsten, hvor Fostermoderen svarer paa Frieriet:
„Liden Kirsten hun er kun Aarene ti
- Skoven staar herlig og grøn -
Hun kan Eders Hofklæder hverken skære
og sy
- Den Sommer og den Eng saa vel kunne
sammen". -
Hertil svarer Ridderen:
„Liden Kirsten er ung, hun kan vel lære; I give mig hende med Tugt og Ære."
Derpaa rider han til Ribe og køber Silke og Sindal, som han hemmeligt sender hende.
Det første liden Kirsten hun Sømmen fik, Hun straks ind til sin Fostermoder gik.
„Min Fostermoder kære! I’kende mig Raad,
Sømmen hun blev mig sendt udigaar".
„Hør Du liden Kirsten! skik Sømmen fra Dig; Hun er Dig sendt til Spot, tro mig!"
Liden Kirsten lader sig imidlertid ikke afskrække.
Hun ganger i Lønkammer ind,
Saa skar hun Sømmen efter sit eget Sind.
Hun syede i hans Sidesøm
Fisken, som skrider i striden Strøm.
Hun syede over hans Hærde
Femten Riddere med dragne Sværde.
Hun syede i hans Ærmer en Krans
Femten Jomfruer i en Dans.
Hun syede i hans Bryste
Hvor Ridderen Jomfruen kyste.
Derpaa skikkede hun Skjorten hemmeligt til den, der havde sendt hende Bud.
Det første Hr. Asbjørn Sømmen saa:
„Herre Christ signe de Fingre smaa!"
Og paa Svendens Spørgsmaal om, hvad Løn liden Kirsten skal have, svarer han:
„Hvad skulde Jomfruen have andet til Løn End mig selver, en Ridder skøn."
Undertiden kunde de, selv om der var Tale om Forhold mellem Trolovede indbyrdes, helt glemme den kvindelige Part, sætte hende helt ud af Spillet. Som f. Eks. i Ligprædiken over Fru Karine Krause, der tretten Aar gammel var bleven trolovet med Frederik Friis, som døde, før de fik Bryllup, hedder det saaledes i Omtalen af hans Død: „Vorherre kaldede ham hen, hvilket var hendes Forældre, Søskende og gode Venner en ikke ringe Sorg". Hun selv forbigaas ganske.
Det viste sig altsaa at være meget vanskeligt at faa en Trolovelse hævet, hvilket tager sig underligt ud for en Tid, hvor Forlovelser saa let hæves. Men Trolovelse var noget andet end vor Forlovelse; den blev betragtet som næsten lige saa bindende som Ægteskabet. Ganske vist kunde der opnaas Skilsmisse efter Reformationen, da Ægteskabet ikke længer var et Sakrament; men det faldt dog meget vanskeligt.
Tit blev Trolovelsen aftalt ved Tinge, ved Markeder eller store Familjesammenkomster, og ogsaa her skildrer Kæmpevisen klart og træffende et saadant Forhold:
„Hr. Lave kommer fra Tinge hjem,
Hans Datter ganger hannem igen".
Da hun spørger om nyt fra Tinge, svarer han:
„Og der var Tidende allermest, Hin rige Hr. Oluf haver Dig fæst".
Og saaledes var det endnu efter Reformationen. De unge havde ikke noget at sige undtagen, naar alt var ordnet og alle Aftaler trufne - og det ikke blot med Forældre, men med Slægt og Venner - at Frieren skulde fremstille sig til Jaordet. Dog førte han ikke selv Ordet, men havde flere Fortalere eller Talsmænd, som henvendte sig, ikke til den unge Pige, men til Faderen.
Tit kendte de paagældende slet ikke hinanden. Den svenske Biskop Svedberg fortæller om sit første Møde med den ham ubekendte Enke, til hvem han havde friet, saaledes: „To Dage før Brylluppet kommer jeg til Stokholm. Jeg føres alene ind i et Værelse, hvor hun er; men jeg vidste ikke og kunde ikke vide, at det var hende, da ingen sagde mig det. Jeg satte mig ned og vi taltes længe ved om allehaande Sager. Endelig spørger hun: „Hvad synes Professoren om vor Handel ? " Jeg svarer: „ Hvad skal det være for en Handel?" „Det Han har skrevet til mig om". „Hvad har jeg skrevet til hende om?" „Skulle vi da ikke i Morgen være Brudefolk ?" „Er det hende?" sagde jeg. Og saa bekræftede vi vort Venskab med Haandslag og kærligt Favntag". I en Samling Brudetaler, udkommen i København 1699, er til Tekst for den 1ste Tale lagt Fortællingen om Isaks og Rebekkas Møde. De Personer, til hvem den blev holdt, var hinanden ganske fremmede. Hun hed Rebekka og var fra Sjælland. Hendes Isak var fra Holsten, og de saa hinanden første Gang, da de viedes i Nakskov Kirke. (Forts.)
