« Tilbage til søgeresultaterne
Det ideale Hjem
Om denne Pontoppidans sidste Bog maa der enten siges meget eller intet - man ved blot ikke, hvordan man skal gribe dette Halvmenneske, Hr Adam, Helten i Bogen, an. Man har næsten ikke Lyst til at tage ham alvorligt, han er det ikke værd.
Han gaar omkring og taler og mener en hel Del, men faar han Lejlighed til at handle, da viser han sig kun som en egoistisk Pjalt.
„Det ideale Hjem" vil saavist i et hvert Tilfælde staa sig ved ikke at faa en Mand som ham til Husfader. Men det er vel næppe det Resultat Forfatteren har tilsigtet.
Lad os da se lidt paa Hr. Adam. For det første er han Vegetarianer! Mon det skulde være det, der gør han saa aldeles blottet for al Følelse? Kan være, at ellers sunde Mennesker her under vort kolde Himmelstrøg har vanskeligt ved at udvikle sig normalt naar de kun nyder Vegetabilier.
Forfatteren mener maaske noget den Retning, siden han flere Gange omtaler den Smule Næring, Hr. Adam konsumerer. Et sundt Menneske, der en hel Dag igennem og paa Rejse nøjes med et Stykke Brød og nogle tørrede Bananer, kan næppe tages helt som Mønster for almindelige Mennesker.
Hans fuldstændige Mangel paa Følelse slaar os først, ved det natlige Besøg, han har af den ulykkelige Arkitekt. Han forstår, at det er et fortvivlet Menneske, lidende baade paa Sjæl og Legem, der trygler ham om Hjælp - og dog viser han ham fra sig uden et beroligende eller medfølende Ord.
Ja han ofrer ham næppe en Tanke, idet han straks falder i Søvn efter dette for enhver anden oprivende Møde.
Det er ikke med synderlig Lyst, man følger „Hr. Adam" videre og er Vidne til hans taktløse Optræden i Præstegaarden.
Efter denne Heltegerning, hvor han har givet et Hjem, der husede Fred, selv om det var Resignationens Fred, den mest dyrekøbte, Dødsstødet, gaar han hjem paa Kroen og fører gemen Sladder med Krokonen, der dog paa Grund af sin Mindelse om Kød er ham uhyre imod; dog han „overvinder Kødet" for at faa den Slags Sladder at vide, der paa Landet føres om hvertandet Hjem - omtrent!
Efter at have faaet sin Videbegærlighed tilfredsstillet vedbliver han med sine taktløse Besøg i Præstegaarden, ikke for at raade Bod paa den Skade, han er kommet til at, gøre, men for at gøre endnu mere Skade, fordi hans Sanser er komne i Bevægelse ved den unge Piges kraftige Legeme!
Selvfølgelig betænker Hr. Adam sig ikke et Øjeblik paa at „lægge an" paa den unge Pige - et Barn paa 16 Aar - skønt han selv er en moden Mand paa 32, tilmed en dyb Tænker (!) og alvorlig Videnskabsmand (!).
Dog gaar han ikke videre med den unge Pige, end at han ikke selv kommer for Skade.
At det kaster Sorg og Mistro over den unge Piges første Ungdom, kommer ikke ham ved.
Og saa rejser han hjem. Ankommen til Hjemmet gaar han og gnaver og kryber ind i sig selv, sur over, at Moderen og Søsteren udenfor ham har fundet en Lykke, der fylder dem. Det falder ham ikke ind at overvinde sig til at Del i denne Lykke og derved den endnu større for de andre, saa vidt gaar hans Kærlighed ikke. Derimod ser man ham være særdeles aktiv, da det gælder om at faa Søsteren løsnet fra Mand og Hjem. Det lille Hjem, man ikke hører ret meget om, men som desuagtet har ens Sympati, fordi det rummer de Glæder og Sorger, der følger ethvert ungt Hjem, og som knytter Ægtefolk sammen, opløses uden nogen tænkelig Grund, og Søsteren forvandles til noget højst usympatetisk, noget i Retning af en Flane.
Den unge Læge, Søsterens Mand, bliver der ikke ofret en Tanke, skønt han havde været Hr. Adams Ven (!) inden han blev hans Svoger.
Med stor Overvindelse faar man sig til at læse Slutningen af Bogen; den er Begyndelsen lig, idet Hr. Adam vender tilbage til Præstegaarden for at fuldende sin Slyngelstreg. Skønt han ved enhver Lejlighed prædiker mod Ægteskabet, betænker han sig dog ikke paa at benytte sig af det som Skalkeskjul for at komme i Besiddelse af den unge Piges Legeme da han mærker, han næppe opnaar det paa anden Maade.
Hans Sanser bliver altsaa tilfredsstillede, og da han naar det Tidspunkt hvor andre Mænds bedste Følelser vaagner ved Visheden om at skulle være Fader, da løber han fra det Hele - hvilket er det usleste af alt usselt.
„Det ideale Hjem" skulde altsaa være dette: at faa Faderen paa Porten og faa ham erstattet med Brødre af Hr. Adams Slags! Det forekommer een saa absurd, at man har ondt ved at tage det alvorligt. Thi disse to Søskende, opdragne ensidigt i et Hjem uden Fader, viser sig jo netop saa egenkærlige, at de er uskikkede til at leve i noget som helst andet Forhold; de bringer kun Sorg og Splittelse, hvor de træder udenfor den snævre Ramme, Moderen har givet dem, saa at de maa tjene til Skræk og Advarsel for alle andre.
„Det ideale Hjem" er, læst med Alvor, den dybeste Advarsel mod at opløse Ægteskaber, hvor der er Børn. For Børnenes Skyld maa Forældrene slaa af paa det, de kalder Personlighedens Ret, og som tit kun er Halsstarrighed.
Læst paa denne Maade, kan Bogen altsaa gøre sin Nytte, men ellers maa man dybt beklage, at en Forfatter som Pontoppidan, hvem man ellers er vant til at læse med Interesse og næsten altid med Glæde, kan skrive noget saa uvederheftigt.
Man forstaar ikke, at han vælger at sætte en saadan Skikkelse som Hr. Adam i Højsædet og lader ham svæve op og ned, sige eet og gøre et andet.
Han siger sig selv imod. Gang efter Gang.
Side 41 f. Eks. udtaler han, at Bøndernes Fornuftgiftermaal er til Held for Befolkningen!
Side 191 harmes Hr. Adam over, at Ægteskabet - „Elskovens Vornedskab" - ikke bliver ophævet, saa ,, Manden kan faa Lejlighed til at udfolde den Bejlerkraft, han er i Besiddelse af, og som nu kun kommer til Anvendelse et Par Gange (!) til Skade for Samfundet (Befolkningen) !!!
Hvordan kan denne sidste Udtalelse passe med Anerkendelsen af Bøndernes Fornuftgiftermaal?
At der gives mange Hjem, der ikke er „ideale Hjem", er sikkert nok, og at dette ofte er Mandens Skyld, er ogsaa sikkert nok, hvis det er det, Forfatteren mener; men for at være med til at bygge noget bedre op end det bestaaende, maa Hr. Pontoppidan konstruere en bedre Model end Hr. Adam.
