« Tilbage til søgeresultaterne
Efterskrift
Mænd siger, at det er saa ægte kvindeligt at komme med en efterskrift, men er dette Tilfældet, - skønt eg ofte har set Mænd benytte sig af denne Tilflugt, naar de har glemt eet eller andet, - hvorfor skulde jeg ikke ogsaa gøre det?
Det ægte kvindelige kan man jo altid være bekendt.
Altsaa, for at begynde hvor jeg slap! Det var disse højst mærkelige Albion- og Yankee-Sværmerier.
Emnet er endnu ikke helt udtømt, for der gives flere endnu.
Tillad mig blot at nævne et Eksempel. Da den offentlige Mening kastede sig over det københavnske Politi, rykkede man naturligvis straks frem med det amerikanske og engelske Politi. Man sagde, at det amerikanske Politi kun var til for Publikums Skyld, medens det københavnske Politi kun var til for Politiets Skyld!
Københavnerne maa være grumme vanskelige at gøre tilpas! De fordrer øjensynlig, at Politiet skal være Publikums ærbødige Tjener, der staar med Hatten i Haanden og beder om forladelse, og ikke Ordenens Haandhæver.
Jeg har den Fornøjelse personlig at have set det amerikanske Politi, og jeg kan bevidne, at mere raa og fordrukne Individer end mangfoldige af disse Irlændere, (thi af disse rekrutteres som oftest Politiet derovre,) finder man ingen Steder. Vore Politibetjente er jo Gentlemen i Modsætning til dem-! Og naar saa disse Irlændere har Revolver eller Todtenschläger i Hænderne, da vil enhver kunne indse, at de ikke er til at spøge med.
Men det er ikke Betjentene alene, men ogsaa Politireglementet - det være sagt til Ære for Amerika
United States! – der I Amerika I flere Henseender er meget strængere end herhjemme.
Det vil blive for vidtløftigt her, at komme med flere Eksempler, skønt jeg kunde være til Tjeneste med forskellige- „Feets off seat!” (Fødderne af Sædet!) i Jernbanekupeer og Sporvogne ikke at forglemme! - men vil kun betvivle, at Københavnerne nogensinde havde ladet sig noget lignende byde af Politibetjent eller Politimester.
De havde sat Himmel og Jord i Bevægelse for at faa en saadan Indskrænkning i den personlige Frihed ophævet.
For ikke at tale om den i saa mange store Byer, ogsaa i Amerika, strængt gennemførte Fortougsret!
Københavnerne holder nu en Gang for alle af disse smaa intime Sammenstød, hvor man træder hverandre paa Tæerne, og deres Rædsel for Forbud selv i den høfligste Form (Plakaterne i vore Parker) er rent ud fænomenal. De skulde blot studere de amerikanske Plakater!
Naa! Vi vil nu slet ikke tale om Københavnernes Kælebørn, de kære Cyklister. Hele København var jo nær ved at gøre Revolution, fordi Cyklisterne ikke fik Lov til at køre, hvor de vilde, og paakøre, hvem de vilde.
I det saa højt lovpriste Amerika er dette ingenlunde Tilfældet, tværtimod! Men Københavneren er en oppositionel Natur; han vil ikke gaa et Skridt længere, end han selv vil, og han vil langt hellere lade sig køre ihiel af den „Elektriske", end han vil have den Ulejlighed at tage sig i Agt.
Vel er den prøjsiske Militarisme, som har gennemsyret hele det prøjsiske Statsvæsen, Embedsmænd og Politi o.s.v., en slem og ulidelig Ting, men Københavnernes Afsky for Disciplin og Komman-do kan blive lige saa slem.
Hvis den ulykkelige Kaptejn paa „Bourgogne" i sin Tid havde ført den rette Mandstugt om Bord, og som mange andre Kaptejner i lignende Tilfælde har gjort, med Pistolen i Haanden havde truet at skyde hver den ned, som ikke øjeblikkelig lystrede, saa var ikke saa mange Mennesker gaaet under.
Idealet er maaske Kristiania By! Der er de nuværende Forhold paa Grund af lutter frisindet Selvbestemmelsesret blevne saaledes, at Usikkerheden breder sig i foruroligende og for enhver civiliseret By utænkelig Grad. Det hændte nylig, at da en Politibetjent skulde gribe en Tyv, kastede Mængden sig - ikke over Tyven, men over Politibetjenten og mishandlede ham.
Og hvad det engelske Politi angaar, saa kan det nok være, dets store Fortjenester ufortalt, at dets Passivitet i flere Henseender har været skæbnesvanger for Londons „mørke Fastland". Jeg haaber dog, Københavnerne vilde have sig frabedt, at en Politibetjent rolig staar og ser paa et voldsomt og raat Slagsmaal paa aaben Gade og blot kærligt sørger for, at Slagsbrødrene ikke bliver overkørte. Det er et privat Mellemværende, han ikke har Ret til at blande sig ind i, selv om det gaar paa Livet løs.
Jeg har nylig læst i et københavnsk Blad, at de danske var fødte Snobber, og der blev i Modsætning hertil fremhævet, hvorledes Klasseforskel og Snobberi blev udvisket paa de engelske Sportspladser. Saamænd!
Snobberi gives i hvert Land, men efter min Erfaring er Danmark et af de Lande, hvor man ser mindst til det. Hør blot en Svensker sige: „Bättre -folk och sämre folk." Blot i Tonen skimter man straks den Afgrund, som hinsides Sundet skiller „Overklasse" fra „Underklasse". Og over den Afgrund er der endnu ikke bygget nogen farbar Bro.
Ved den stigende Oplysning er der bygget mange Broer her i Danmark. I Sommer fortalte en fornem Svensker, at det eneste fine, elegante og „salonfähige" Selskab, han havde fundet paa et skaansk Badested, var en Dansker, men tænk Dem saa Svenskerens Forfærdelse, da han efter en Tids særdeles behagelige Samliv fik Danskerens Kort og derved opdagede, at Manden var - „snickare-mästare!"
Ikke saaledes at forstaa, at Haandværkerstanden derved var hævet i hans Øjne, men derimod var Danskeren fra den Dag af umulig.
Og man finder det samme i England. Trods dets politiske og merkantile Frisind og fri Institutioner er det i social Henseende et aristokratisk, snobbet Land. En stivere Etikette i Omgangslivet end den engelske kendes næppe. De nedarvede Former og Sædvaner overholdes med en forbavsende, konservativ Sejghed, og Kasteaanden giver ikke Prøjsernes Junkerfornemmelser noget som helst efter i Retning af middelalderlig Bornerthed.
Hvordan vilde det gaa her i Danmark? Hvis nu vore Skoledrenge blev uniformerede, eller vore Advokater og Dommere mødte pudrede eller med veritable Allongeparykker?
Jeg tror ikke, nogen af de Danskere, der i eet og alt lovpriser Englænderne paa deres Landsmænds Bekostning, i Længden vilde føle sig vel tilpas i Old England. De skulde i alt Fald først prøve den engelske Søndags Tvangstrøje, eller sende deres Døtre som Guvernanter til engelske Familjer, hvor de selv i ikke adelige Huse, bliver behandlede som Tyende, der ikke kan spise sammen med deres Herskab.
Moralen turde altsaa være: Ikke alt er Guld, som glimrer, heller ikke i England. Kan vi lære meget af Englænderne, kan de ogsaa lære meget af os. Vi har mindst af alt Ret til at være misfornøjede med alt herhjemme.
Men naar man er gnaven, er der jo noget, det skal gaa ud over og enhver er vel sig selv nærmest!
