« Tilbage til søgeresultaterne
Hjemløse Kvinder
Fru Pauline Aggersborg har i „Kvinden og Samfundet" for den 9. Februar skrevet et varmtfølt Indlæg , der paa flere Punkter former sig som et Angreb paa en Artikel, jeg i September Maaned f. A. fik optaget i Dagbladet „Samfundet". For disse Punkters Skyld beder jeg om Plads for nogle Bemærkninger.
Fru Aggersborg skriver, at den Maade, hvorpaa jeg taler om de faldne Mænd og Kvinder, viser, „hvor overfladisk Mænd kan se paa Samfundsforholdene, navnlig med Hensyn til de forskellige Køn." Det er Ordet „overfladisk”, jeg gerne vilde protestere imod. Thi for det første tror jeg ikke, at man i Almindelighed tør sige, at de Mænd, der beskæftiger sig med de to Køns Stilling i Samfundet, ser „overfladisk" paa Forholdene, og for det andet tør jeg for mit eget Vedkommende paastaa, at jeg efter Evne har søgt at sætte mig ind i de Ting, jeg skriver om. Den Paastand, jeg har fremsat, at „naar en Kvinde falder, synker hun gennemgaaende dybere, end Mænd plejer at gøre det", og at en falden Kvinde ikke saa let lader sig rejser igen som en falden Mand, er ikke nogen overfladisk Paastand, men en Kendsgerning, der atter og atter hamres ind i deres Bevidsthed, som overhovedet giver sig af med Arbejdet mellem Samfundets dybest sunkne. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre at bevise denne Paastand skriftlig, men det store Tal af konkrete Eksempler turde i sig selv være Bevis nok.
Hvoraf det kommer, at løvinderne i Reglen synker dybere og vanskeligere lader sig rejse, er et helt andet Spørgsmaal, som jeg slet ikke kom ind paa i min Artikel. Maaske det er dette, Fru Aggersborg finder overfladisk? Jeg gjorde det ikke, fordi en saadan Undersøgelse vilde blive for omfattende til, at den kunde finde Plads i et Dagblads Spalter, og fordi det kun var min Opgave at pege paa, hvor vanskeligt Arbejdet mellem de hjemløse Kvinder er, men at det dog bør tages op. Det var ikke min Hensigt at paavise, at Mændenes „moralske Værdi" er større end Kvindernes, men det var med velberaad Hu, jeg hævdede, at det ofte kan lykkes hos den faldne Mand at vække Viljen til at rejses, hvorimod den faldne Kvinde saa godt som altid er saa degenereret i sit Fald, at hun ikke kan samle sig til den ringeste Kraftanstrængelse for at kravle op ad Stigen til de hæderliges Kreds, men hellere gemmer sig bag den, det kan kun bevises ad Resultaternes Vej, og endnu har Arbejdet mellem de faldne Kvinder ikke tilnærmelsesvis baaret saa gode Frugter som Arbejdet mellem de faldne Mænd - selv naar man ser Sagen relativt, hvad man er nødt til, da der endnu ikke er virket mellem de faldne Kvinder i nogen synderlig stor Grad. I min Artikel var der jo ikke Tale om de prostituerede Kvinder, men kun om de i bogstaveligste Forstand hjemløse.
Er det Samfundets Skyld? Fru Aggersborg siger ja. Og jeg kan til en vis Grad give Fruen Ret.
De hjemløse Kvinder er maaske for det store Flertals Vedkommende „opslidte Rester fra Prostitutionshulerne."
Det er en raa og barbarisk Lovgivning, der har gjort Opholdet i Bordeller obligatorisk for faldne Kvinder, det er en Skændsel for det danske Folk, at saadanne Huler ikke alene tolereres, men bestaar ved Lov. Og det er hævet over enhver Tvivl, at mange „indskrevne" Kvinder, der lemlæstes paa Legemet og forgiftes paa Sjælen, vilde kunne være reddede for Samfundet, om de ikke, jagede af Sporhunde og pinte ved Tvangsarbejde, havde søgt Tilhold under Sundhedsadministrationens „beskyttende" Vinger. Vi kan alle harmes over en saadan Lovgivning og en saadan Administration, og vi kan have den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Men burde der ikke dæmmes en lille bitte Smule op for den megen Tale om, at det er Samfundet c: Mændene, som ene er Skyld i de faldne Kvinders Ulykke ? Er der ikke nogen Sandhed i Erik Bøghs Vise om „det slemme Bord" der skal have Dada, fordi den lille har stødt sig paa det? Kvinderne har vel ogsaa nogen Skyld, og de skal da vel være komne nogle Skridt ned ad Skraaplanet, inden „Sædelighedslovgivningen" giver dem det Puf, der faar dem ind af Bordellernes Døre?
Saa danner ganske vist den lovordnede Prostitution en Mur, de faldne Kvinder vanskeligt kan bryde igennem. De bliver bundne til deres fortvivlede Erhverv med saa snærende Lænker, at der hører en vældig Kraftanstrængelse til at rive sig løs. Men det kan lade sig gøre. Sædelighedslovgivningen er umenneskelig brutal, men den ejer ikke Midler til at holde en Kvinde tilbage, som vil ud af Prostitutionen. Vil hun opgive sin uhyggelige Levevej og søge at ernære sig paa en hæderlig Maade, kan ingen tvinge hende til vedblivende at være „prostitueret". Og mon Samfundet skulde stille sig mere skeptisk overfor en „falden" Kvinde, der har Viljen til at emancipere sig fra sit lastefulde Liv, end det stiller sig overfor en Alfons eller en Brøndstrædebølle, der vil bryde med sin Fortid? Saadanne genoprejste Mennesker faar jo ingenlunde alles Øjne rettede paa sig; de stikkes ind i de store Geledder af den mægtige Hær, der „slider" sig igennem. I saa Henseende, er Vilkaarene for de to Køn sikkert nogenlunde lige. Thi det maa jo vel erindres, at de faldne Mænd, hvis Vilkaar er parallele med de faldne Kvinders, ikke maa søges der, hvor Fru Aggersborg - det synes mig - lidt mærkværdigt finder dem, nemlig blandt dem, der gaar „frit og uantastet om i Samfundet, uden at ydre Hindringer eller uretfærdige Magtovergreb nedbryder deres Viljekraft eller Selvfølelse". De maa søges mellem.de fattige Skøgers Alfonser, Smaagadernes Slagsbrødre, Fælledernes og Byggepladsernes lasede „Beboere".
Altsaa: man tør ikke alene give Samfundet Skylden for, at de faldne Kvinder vanskeligere rejses end Mænd. Der maa være andre Momenter, som spiller med ind. Men hvilke – ja det er vist nærmest et rent psykologisk Spørgsmål.
Jeg tror ikke, som Fru Aggersborg synes at ville paadutte mig, at Mændene er Kvinderne overlegne paa det moralske Omraade. Tværtimod nærer jeg den største Respekt, den mest uskrømtede Beundring for den fine Takt, den noble Sædelighedsfølelse, der i alle Livets Forhold præger den sande Kvinde. Men kunde det ikke tænkes, at sjælelig Gift virker mere intensivt paa Kvinden end paa Manden, og at det hos hende, naar hun falder, er det i inderligste Forstand kvindelige, der faar Grundstødet. Hun dræber langsomt alle sine gode Følelser - ellers kunde hun jo ikke holde sit Liv ud - bliver til intet.
Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at det var rigtigt, da en Læge ved et Kvindefængsel engang sagde til mig: „Det er jo det fortvivlede, at mange af dem, jeg har med at gøre, ikke er Kvinder. De er Vrag, Intetkøn!"
Det vil, som sagt, lidet nytte at grunde over, hvorfor de faldne Kvinder i Reglen er dybere faldne og vanskeligere at rejse end Mænd. Lad Samfundet tage sin Del af Skylden, de „stygge" Mænd deres - der bliver dog noget tilbage. At overvinde dette „noget" bliver de Kvinders Sag, som har Evne til at faa deres faldne Søstre i Tale. Maaske trænger de netop til at nænsomme kvindehænder ledte deres Vej ind i nye Baner. Her ligger der et stort Arbejde for Kvinderne. Fru Aggersborg vil sikkert være enig med mig i, at det bør tages op. -
Da mit Navn ikke vil have den ringeste Betydning for at give mit Indlæg nogensomhelst Vægt, skal jeg ogsaa her, skønt jeg kæmper mod en navngiven Dame, benytte mit Mærke det prætenderer jo kun at være et Mærke - og „kalde" mig
