« Tilbage til søgeresultaterne
Det svage Køn
Det svage Køn.*)
Svar til „Eda."
*) Se Art. „Det svage Køn" i Nr. 4.
Ordsprog kan være aldeles fortræffelige, naar man nøjes med at bruge dem hvor de passer, og ikke lader sig forlede til at anvende dem i Tide og Utide, hvilket en Del Samtidige, deriblandt min ærede anonyme Modstanderinde, viser en uheldig Tilbøjelighed til, hvorved der opstaar et Billedsprog, der i Forvirring ikke staar tilbage for det Babelske.
Ved „Edas" Hunde maa jo her forstaaes Kønnene, af hvilke der kun er to, hvilket Antal man ikke plejer at henføre under Betegnelsen „en Flok"; og naar det fremdeles er uomtvistelig Sprogbrug at betegne Kvinderne som det svage – undertiden det smukke – Køn i Modsætning til Mændene, der kaldes det stærke – aldrig det grimme – Køn, da er jo al Mulighed for, at nogen kan føle sig ”ramt” af Wieds famøse Titel andre end netop Kvinderne , udelukket. ”Eda” kan godt kalde sine ”Hunde” hjem igen!
Det er jo meget kønt af ”Eda” at tro, at Wied ved det svage Køn forstaar alle de Mennesker, hvis Hovedformaal er det seksuelle; men i saa Fald kunde vel nok en Mand, der har Sproget saa vel i sin Magt som han, overkomme at finde en Titel, der var mindre udsat for at mistydes. - Just denne Efterladenhed er det, jeg i min Artikkel bebrejder ham. Og den Efterladenhed er det, der kaster et uhyggeligt Skær over Tilegnelsen; naar jeg har kaldt denne for en ikke synderlig fin Opmærksom-
Hed, betyder det akkurat det samme, som ”Eda” udtrykker ved en uhyre Uforskammethed, - Selvfølgelig behøver dette ikke at „være til Forklejnelse for Fru Schandorph"; Uforskammetheder falder jo gerne tilbage paa den, der gør sig skyldig i dem.
Det er rigtignok kedeligt, at „Eda" ikke har læst den Bog, vi taler om, men maa dømme efter andres Domme, hvad man aldrig bør gøre; hun burde dog læse den, især da hun plejer at „more sig kosteligt" over Wieds Bøger. Det interesserer mig uhyre at erfare om „Det svage Køn" virkelig ikke vil „forarge" hende en lille Smule.
„Eda„ mener, at naar Wied i sine Skildringer helst færdes mellem skamløse Kvinder, er det sikkert fordi, „det betaler sig bedst". Dette er den haardeste Anklage, der kan rejses mod en Kunstner, og skulde den være berettiget, da burde det sig enhver Ven af sand Kunst at forarges højligen over en Digter, der var sunken saa dybt.
Hvorvidt jeg opnaar noget ved min Protest mod Wieds Titel eller ej, skal jeg lade være usagt. Derimod - naar en Bog trykkes i tre - maaske er det fire - Oplag, som rives bort i nogle faa Uger - saa tør jeg rolig sætte mit Hoved i Pant paa, at „Eda" kan sidde og „ignorere" den lige til Dommedag uden at det gør fjerneste Virkning.
