« Tilbage til søgeresultaterne

Et Par Bemærkninger

Af: Helene Berg

« Se emneord

Et Par Bemærkninger

i Anledning af Mødet i Koncertpalæet

den 13de Februar 1901.

Det har sin Betydning, at der afholdtes Møder som det, der afholdtes i Koncertpalæet den 13de Februar, og det, at den Art Møder besøges saa stærkt, tyder paa, at der er en stærk og levende Interesse for reli­giøse Spørgsmaal oppe i Tiden - og­saa udenfor Missionskredse og det i strængere Forstand kirkelige Omraa­de; det tyder ogsaa paa, at en sund og saare naturlig og forklarlig Reak­tion mod Læretvang og Trostvang og aandelig Trældom er ved at arbejde sig frem og gøre sig gældende med stadig voksende Styrke og Alvor. Der er flere og flere Mennesker, som opdager, at selv om man løber Panden imod nogle af den ortodokse Kirkes vigtigste Dogmer og aldeles ikke kan faa disse til at stemme med, hvad man i sit inderste Væsen maa anerkende som sandt og godt, saa behøver det Hele dog ikke derfor at blive een fortvivlet Disharmoni for En, og saa behøver man dog ikke af den Grund at føle sig staaende udenfor alt Samfund med de højeste og bedste Magter eller forkastet af den evige Guds Kærlighed.

Her er en aandelig Frigørelse, som for ethvert Menneske, der erfarer den, vil faa Betydning for hele Per­sonligheden og virke langt ud over sit egentlige Omraade.

Selv om man imidlertid følte sig i Sympati med ovennævnte Mødes Grund­tanke og af ganske Hjerte kunde være med til at stemme for „mere Lære­frihed i Folkekirken", saa var der dog adskilligt, der kom frem i Mødet, som var vel egnet til at vække alvorlige Betænkeligheder.

Det var saaledes (for at bruge et meget mildt Udtryk) ”Kedeligt” at lægge  Mærke til, at de samme Mennesker, som protesterede mod Folkekirkens ”Vi alene vide”, og som forlangte større Lærefrihed for sig selv, at de flere Gange i Løbet af Mødet kom til at stille sig selv frem som dem, der alene sidder inde med den rette lære, og som alene kan fortælle andre, hvad og hvorledes man skal tro og tænke, og det var ikke frit for, at den Mening skinnede frem, at medens de selv skulde have fuld Lærefrihed, saa var det dog ikke ganske afgjort, at det vilde være rigtigt, at give Lærefrihed og Talefrihed til dem, der hylder modsatte Anskuelser.

Dette kom mest frem under Diskussionen, og herpaa ligger der maaske mindre Vægt, da der let under en Diskussion kan falde mindre velovervejede Udtalelser; men det kom ogsaa stærkt frem hos Hr. Anton Jensen fra Harboøre, og her bør det ikke gaa upaatalt hen.

Ganske vist er det uden Tvivl sandt, at mangen stakkels ”fattig Per Eriksen”, som søgte til Kirken for at finde „Føde for sin Sjæl", kun fik„Stene i Stedet for Brød” - kun „gammelt Bogstøv" og „mugne, forældede Lære­sætninger" i Stedet for levende, var­mende og begejstrende Sandhed; men det vilde dog være uberettiget og uretfærdigt at mene, at ingen Præst i Folkekirken „tror og derfor taler", eller har en inderlig, levende Over­bevisning om Sandheden af de Ting, han forkynder, og derfor ogsaa er i Stand til at lede andre Mennesker til „levende Vandstrømme".

Nej, vil man have Frihed til selv at tro, hvad man sandt og inderligt kan tro, vil have Lov til selv at danne sig en selvstændig Overbevisning og­saa om de religiøse Spørgsmaal og vil have Lov til at udtale sin Overbevisning og lære sin Tro, saa maa man ogsaa indrømme andre ganske den samme Frihed, selv om disse andre tror og lærer noget, der strider mod ens egne Tanker og Forestillinger om en ren, god og retfærdig Gud - ja, man maatte indrømme andre den samme Lærefrihed, som man forlangte for sig selv, om end de gik saa vidt, at de troede og lærte, at udøbte, spæde Børn var hjemfaldne til en endeløs Pine i et evigt Helvede.

Man havde jo saa i Følge Lære­friheden Lov til at opponere og pro­testere, og man havde ogsaa Lov til at trøste sig med, at en saadan Lære (og enhver anden Lære af samme Art og Natur) har sin Tid, og at den vil forsvinde af sig selv, naar Menneske­slægten en Gang kommer saa vidt i sin etiske Udvikling, at den vokser sig bort fra Trællesindet dg ud af det usle, grusomme og umenneskelige, som findes i Menneskenaturen paa et lavere Udviklingstrin, og som alene giver Næring til slige Tanker og slig Tro.

De Mennesker, som og med Rette protesterer imod den ortodokse Kirkes „Vi alene vide", maa endvidere vogte sig for at falde i den samme Snare og Vildfarelse, thi dette vilde foruden at være meget sørgeligt, tillige være meget latterligt.

Det eneste Standpunkt, vi Menne­sker foreløbig med fuld Sandhed kan indtage, hvilken Kirke eller Tro eller Lære vi saa end bekender os til, er dog vist dette: Ydmygt at bøje vore Hoveder og erkende, at vi ved saare lidet, og at det eneste, selv det mest udviklede og stærkest troende og inder-ligst levende Menneske har opnaaet, er at have set Glimt af den evige Sandhed; men ingen Kirke og ingen Lærebygning og intet filosofisk Sy­stem lige saa lidt som noget enkelt Menneske har grebet eller modtaget eller udtømt hele Sandheden.

Mennesket naar sikkert aldrig „Sandhedens Bund"; der vil være nok for en evig Udvikling, og det er vel netop den største og dybeste Glæde – ja, selve Saligheden, at søge sig dybere og dybere ind i Sand­heden og udvikle sig til en højere og højere Erkendelse af den evige Gud og hans Væsens underfulde Storhed.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder