« Tilbage til søgeresultaterne
Sveits' Kvindeklubber eller Foreninger
(Af Fru Johanne Münters Foredrag ved Klubaften i D. K. S.’s Københavnskreds d. 4. Febr.)
Fire Kvindeforeninger, nemlig i Bern, Genf, Lausanne samt „Union für Frauenbestrebungen i i i Zürich sendte en Adresse til Fredskonferencen i Haag. De ønskede at samle alle sveitsiske Kvindeforeningers Underskrift, og de Vanskeligheder dette frembød, viste dem, hvor upraktisk det var, at man ikke havde en Centralforening, et Foreningsforbund , gennem hvilket man kunde naa ud til alle. De fire Foreninger aftalte nu at stifte en saadan. Naar Hovedstadens Kvindeforening holdt sin Generalforsamling i Bern den 26de Maj Aar 1900, skulde denne Forsamling tillige være Stiftel-sesdagen for Klubforbundet. Man sendte straks en Rundskrivelse til alle Kvindeforeninger og bad om Svar inden Midten af April. Man betonede, at ligesom Svejtsernes forskelligartede Oprindelse, Race, Sprog og Religion havde nødvendiggjort Særsammenslutninger, som senere havde maattet
vælge sig et Midtpunkt, havde det for Kvindeforeningerne vist sig praktisk at vælge samme Fremgangsmaade. Man havde iforvejen Særsammenslutningerne, nu gjaldt det om at centralisere sig. For at naa Lovgivningen, for der at gøre sine berettigede Krav gældende, maatte Kvinderne optræde solidarisk; i internationale Spørgsmaal ligesaa.
Generalforsamlingen fandt Sted den berammede Dag. Den valgte Præsidentinde holdt Indlednings-talen. Hun takkede for den varme Tilslutning, de fire Foreningers Tanke havde mødt. Ogsaa fra smaa Foreninger havde de mødt Forstaaelse, ja, man havde bedet om at maatte være med til at yde Skærven til Formaalet, man havde budt sin Kasse. „Se paa vort Land", sagde hun, „se hvor dets Bække og Floder strømmer over det og forener sig i vore Indsøer. Det er Billedet paa vore Forbund, thi vi Svejtsere er et Forbundenes Folk fremfor noget andet".
For at forebygge Misforstaaelse vil jeg tydeliggøre Klubforbundets indre og ydre Stilling. Vi vil ikke gribe ind i Foreningernes individuelle Liv, - vi vil ikke antaste deres Frihed; vi vil hverken tage en førende eller ledende Rolle; vi glæder os netop over hver Forenings Selvstændighed. Ingen behøver frygte vor Indblanding.
Vi paa vor Side kan ikke gøre den enkelte Forenings Arbejde til vort og udelukkende tage os af dens Interesse - dette maa vi overlade til hver enkelt Forening. Heller ikke vil vi danne et Fremskridtsparti, som med flyvende Fane og klingende Spil bliver en Angrebshær, der bestandigt med sine Forposter foruroliger Modstanderne: de indgroede Fordomme. Dette overlader vi til særlig krigersk oplagte Foreninger. Vi vil kun være et Centrum, der sætter Rækkerne i Geled. Naar Vandene løber sammen, bliver de til den stærke Strøm, der bærer Skibene fremad. Lad dem ikke finde en Dæmning!
En saadan kender vi i de edsvorne .... Netop dette maa mane os til Sammenslutning, naar vi indgiver vore Petitioner. Vi maa enstemmig overrække vore Ønsker og Besværinger, vi maa sørge for, at de ikke modsiger hinanden, som det undertiden er hændet. „Paa alt det kan vi ikke indlade os", bliver saa Svaret. Principielt har vi Kvinder naturligvis lige saa godt som Manden Ret til at have forskellige Anskuelser og at repræsentere de forskellige Sider af en Sag. Men saa længe vi politisk staar retsløse, og man ikke engang spørger om vor Mening i de Sager, der dybest griber ind i vore Hjem, gælder det for os at gaa frem med Klogskab, Besindighed og Maadehold; aldrig at handle, før vi indbyrdes er komne til en Forstaaelse, saa vi samlede træder frem. Herfor behøver vi et Sted. Dette Sted er Klub-Forbundet".
12 Foreninger indmældte sig straks, 17 stillede i nær Udsigt at tiltræde Forbundet.
Forhandlingerne havde et ægte kvindeligt Anstrøg med sammes Fejl og Fortrin. Enthutiasme, Elskværdighed, Lethed til at holde Taler. Feilene var for megen Subjektivitet, Svælgen i Ord og Afvigen fra Forhandlingens Emne. De socialdemokratiske Delegerede havde forud for deres mere dannede Kolleger en parlamentarisk Disciplin, som de havde vundet gennem Samvirken med Mændene.
Det nye Forbunds Organ, „Berna", bringer den 21de Juli den Efterretning, at den store Union for almennyttige Kvindeforeninger i Zürich ikke vil træde ind i Forbundet. Denne Union, som er 10 Aar gammel, havde forlængst centraliseret 50 Under-Foreninger eller Sektioner i sig og havde 5000 Medlemmer.
Som en af Hovedgrundene for sit Afslag, havde den i Svaret paa Cirkulæret anført, at Bestyrelsen i Forbundet bestod af lærde Damer. Man formodede da ogsaa, at Indlemmelsen af kvindelige Arbejderforeninger i Forbundet havde stemt Unionen ugunstigt. Paa Klubforbundets Forespørgsel, om den vilde tillade nogle af dens Sektioner Tiltræde, gav den et bestemt Afslag. At indtræde skulde blive fremtidig Udelukkelse fra den gamle Hovedforening.
Unionen har al Anerkendelse af Forbundets ideals Maal; men efter sin mangeaarige Erfaring ved den, at dette ikke er opnaaeligt. Derfor foretrækker den at holde sig til det, der kan naas.
Lad os dog ikke tale om Uenighed. Hvorfor skulde der ikke ved Siden af Forbundet kunne bestaa andre store og stærke Kvindeforeninger uafhængigt af hinanden? Falder det nogensinde Mændene ind at ville bringe alle Skytteforeninger, Sport-, Sang-, Kegle-, Samaritan- og Hjælpeforeninger ind under en og samme Hat? Lad hver paa sit Sted gøre sin Pligt. Maaske føres man sammen af sig selv gennem Arbejdet for Humanitetens høje Maal".
Saaledes var den gamle Unions spidse Svar.
I Bladet „La Tribune de Genève" fra 25de August iaar læste jeg tilfældigt en Artikel om dette brændende Spørgsmaal. Jeg stjal oven i Købet Avisen i mit Hotel og giver Dem her et lille Uddrag deraf. Artiklen hed: Kvinderne og Politiken af conseiller Hilty. Paa Fransk hedder Klubforbundet: „Alliance nationale des sociétés feministes", og det Afslag, det hentede sig hos La Société d’utilité
publique des femmes suisses er Udgangspunktet for Artiklen.
Professoren siger: Jeg forstaar ikke en dannet Kvinde, naar hun kommer og fortæller mig, at hun ikke vil høre Tale om Politik. Hun kunde ligesaa godt forkynde mig, at hun agtede at henleve sit Liv som en orientalsk Kvinde i den fuldstændigste Uvidenhed om hvad der angaar det offentlige Liv. Endnu uforstaaeligere er dette fra en Svejtserindes Standpunkt, thi Svejtserinderne gør sig jo til af at være „Kammerater" for deres Ægtefælle, at være hans aandelige Jævnbyrdige; de gør sig til af at opdrage deres Sønner til at blive Republikens nyttige Medborgere - to Ting, der ikke kan lade sig gøre uden at medføre en livlig Interesse for disse Herrers politiske Stilling.
Politik og Almennytte er paa ingen Maade to Omraader, der staar i Strid med hinanden. Det er snarere to forskellige Ord, der bruges om en og samme Sag; thi Politiken er Kunsten at finde det, som er nyttigst for Mængden samt Midlerne til at anvende det. Perikles siger: I Athen betragter vi ikke den, som afslaar at beskæftige sig med offentlige Anliggender som en fredelig Borger - men som en unyttig Borger!" og hans Ord passser lige godt paa begge Køn.
Man kan ikke holde sig udenfor Politik uden tillige at beslutte sig til at blive et unyttigt Medlem af Samfundet. Det er ogsaa klart, at for at afhjælpe den Misfornøjelse, som raader i den kvindelige Verden, maa man betro Kvinderne overordnede Hverv (Interesser).
Vi Mænd har ingen Grund til at at ønske emanciperede Kvinder i den almindelige Betydning af dette Ord, men for at kunne tage Del i Mændenes, Fædrenes, Brødrenes og Sønnernes Arbejde, og for at opdrage Sønnerne til deres fremtidige Gerning, maa Kvinderne ogsaa deltage i dem, thi man forstaar aldrig ret, uden hvad man selv udøver.
Jeg vil ikke her undersøge, om Kvindens Stemmeret er nødvendig for at naa dette Resultat, det bliver i al Fald det sidste Maal. For Øjeblikket ønsker jeg kun de fik Stemmeret i Skoleraadet. Men det er hævet over al Tvivl, at de alvorligt maatte beskæftige sig med den nye Civillov og Straffelov, som kommer i Anvendelse mod hver og en. Hvis de ikke gør det, vil de snart finde sig paa en glidende Skraaplan og tilsidst mangle Fodfæste.
For at naa dette, bør de, efter min Mening, forene sig i en Fællesorganisation indenfor hvilken hver Forening kan naa sine specielle Maal. I maa først og fremmest organisere Eder udadtil - først og fremmest imod os, som jeg siger Eder med fuldkommen Uselviskhed. - I maa organisere Eder i et Forbund. Dersom I ikke gør det, indgiver Eders Protester ingen Respekt og vil ikke tynge i den Vægtskaal, der afgør Fremtidens Lovbog.
Vi ligner de uretfærdige Dommere i Evangeliet; vi laaner ikke Øre til de Svages Bønner, hvis Enken er nær ved at slaa Panden i Stykker paa os, faar hun - i alt Fald tildels - det hun havde Ret til at fordre.
Vi vil have Kvinder, der beskæftiger sig med vigtige Sager, som angaar deres Fædreland, Kvinder, som ikke taler til Mændene med en virkelig eller fingeret Naivitet om at de ikke forstaar sig paa Politik. Heller ikke vil vi have Kvinder, hvis eneste Maal er Theatre eller Musik eller Smaasladder ved en Kop The.
Ligger det jeg har fremsat som mit Ønske indenfor det 20de Aarhundredes Muligheder? Dette skal afhænge af den nuværende Generations Kvinder, af deres Karakter, af deres Kulturhøjde. Thi de store Velgerninger bliver som Regel ikke paatvunget Menneskeheden. Hovedsagen er, at de, der skal profitere deraf først stiller sig det for Øje ved egen Kraft, ved egen Forstand: derpaa, at de har villet det, og endelig, at de har forenet deres Kræfter til den definitive Erobring deraf.
(Forts.)
