« Tilbage til søgeresultaterne
Træk af Kvindens Liv i gamle Dage
(Fortalt af Fru Th. Brodersen ved en Klubaften i D. K. S.s Aalborgkreds).
(Fortsat).
Umaadelighed i Mad og Drikke hørte Tiden til, om end Skandinavien og Tyskland udmærkede sig særlig som Lande, hvor Drukkenskab hørte til Skik og Brug. De fleste Mænd fik sig hver Dag en god Rus, og Vold og Slagsmaal var temmelig almindeligt. Alle Trætter blev helst afgjorte med det samme, man brugte ikke mange Ord, men slog til.
At alt dette gav Anledning til megen Raahed fra Mændenes Side er naturligt, men den Tids Kvinder betragtede det ikke med samme Øjne som vi. De var fra Vuggen af hærdede til at kæmpe sig frem. Næsten overalt var der en stor Børneflok, og den Omhu og Kærlighed, der nu vises Børn, fandt ikke Sted dengang. De blev tværtimod opdragne med stor Strænghed.
Det var almindelig Skik hos Adelen, at det spæde Barn kom til Mormoderen og blev der til sit tredie Aar.
Drengene blev saa, naar de var 7-8 Aar, sendte til en eller anden Slægtning „for at lære Rytteri og Gudsfrygt."
Pigerne blev oplærte i Hjemmet under den strængeste Tugt, altid med Riset. Kristiern Pedersens Raad var: „Spar ikke paa Riset," og „Gør dem smukt blaa paa Lænder og Rygge, naar de bruger nogen onder Stykke". „Et. vel optugtet Barn lader sig regere af sin Mand" o. s. v. Dette Raad blev nøje fulgt. Anders Sørensen Vedel tog ofte Børnene ind i Studerekamret og pryglede dem igennem, uden at de havde gjort noget. Især Langfredag blev dette gjort eftertrykkelig, til Erindring om Frelserens Lidelser. En Præst blev 1695 beskyldt for at have foraarsaget to Børns Død, ved sin altfor store Haardhed.
I hele denne Periode har Kvinderne vistnok kun haft et Lavmaal af Kundskaber udenfor det rent huslige. Det blev ikke anset for passende at beskæftige sig med boglig Syssel udenfor en Andagtsbog eller en Holger Danskes Krønike.
Kvinderne skulde holde sig til Køkken og Kælder, Rok og Vævestol, og der har vist været nok for dem at passe.
Blandt de adelige Damer var det anderledes. I den korte Blomstringstid, Adelen havde efter Reformationen, interesserede Mænd og Kvinder sig lige ivrigt og varmt for Videnskab og Litteratur. I denne Periode var det, at adelige Damer samlede de gamle Folkeviser. De interesserede sig for Studiet af Fædrelandets Historie, de kunde Latin og Græsk, skrev Digte paa hollansk og fransk, oversatte fra spansk o. s. v.
Sligt fandtes yderst sjældent i Borgerstanden, dog omtales nogle Præstedøtre, der kan henregnes til de lærde Damer. Den bekendte Salmedigterinde, Dorthe Engelbrechts-datter, Kingos samtidige, var Præstekone i Bergen. En Præstedatter forfattede en latinsk Ode til Kristian den 5te. Hun blev senere gift med Rektoren i Horsens og kastede sig efter sit Giftermaal med Iver over Studierne.
Det var de gifte Kvinder; om de ugifte ved vi ikke megen Besked. Der var maaske ikke saa mange. Statistik kendte man vel ikke den Gang, men ugifte Kvinder var der dog. Nu var Klostrene ophævede, og man vidste ikke, hvor man skulde gøre af dem. Man fandt da paa at oprette et luthersk Jomfrukloster. Mariboklostret blev genoprettet, ikke som det var tidligere, men som en Forsørgelsesanstalt, hvor de gamle Jomfruer kunde faa Lov til at dø i Fred. Men da der ikke var forbunden nogen Virksomhed dermed som i tidligere Tid og ingen bærende Idé, der kunde samle dem, og da der var idelig Splid mellem Klosterjomfruerne, varede det ikke længe, før det blev nedlagt.
Tiltrods for alt dette maa vi dog sige, at Kvindernes Stilling ikke var saa daarlig i en Del af dette Tidsrum. Der stod endnu en Kamp mellem den middelalderlige Opfattelse, der idet mindste teoretisk havde sat Kvinden højt, og den Tankegang, der trængte ind fra Tyskland og som fandt sit Udtryk i den Sætning: „Kvinden er skabt til at være Mandens Husholderske."
Det var dog først herimod det attende Aarhundrede, at Kvindens Stilling blev mere indskrænket og forkvaklet. Efter den stærke Gæringstid og efter at man havde tilkæmpet sig en ny Livsanskuelse, faldt der Ro over Folk. Man vilde ikke forstyrres i det, man havde vundet, alt stivnede i faste Former, ogsaa for Kvindeligheden blev der fastslaaet snævre Grænser, der blev ikke mere Plads for de forskellige Individualiteter til at røre sig, men alle skulde helst være i een Form, efter eet Mønster. Denne Tid viser heller ikke de mangfoldige karakterfulde Skikkelser, indbyrdes saa forskellige som det 16de og den første Halvdel af det 17de Aarhundrede.
(Forts.)
