« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene og Fredssagen
Det er vor Tid forbeholdt at være lydhør overfor Opdragelsen af den unge Slægt. Rigtignok hører man endnu Røster, der vil gøre gældende, at Opdragelsen ikke har stor Betydning, at de Spirer, som er nedlagte i Barnet, udvikler sig efter sin Bestemmelse. Heldigvis findes der mangfoldige Tilfælde, som modsiger denne Opfattelse. Man har jo set Børn, der syntes ondsindede, hævngerrige, og som kom fra daarlige Hjem, under kærlig forstaaende Behandling blive til helt andre medgørlige Væsener. Eksemplets saa vel som de ydre Paavirkningers Magt er stor.
Følgende lille Episode, som en Medarbejder ved Øresundsposten i Helsingborg fortæller, viser med hvor stor Omhu, der maa vaages over Barnet, som har sin egen enfoldige Maade at opfatte det paa, som det ser.
Den svenske Herre siger, at hans to smaa Drenge fik Lov til at sysselsætte sig med allehaande Værktøj, naar de legede, da han mente, at de derved fik godt Haandelag, og øvede sig i at behandle Værktøj uden at komme til Skade samt fik Interesse for Arbejde. En Dag forærede han dem hver en Toldekniv i Futeral, som de blev umaadelig glade over saa de endog vilde tage dem med sig i Seng om Aftenen, hvilket dog ikke tillodes dem.
En Dag legede Drengene i Stuen, hvor Faderen sad ved sit Skrivebord og arbejdede, da han blev opmærksom paa Børnene ved nogle underlige Lyde bagved sig: »Du ska inte skära hårdt, bara sætta knifven løst paa skinnet« hørte han den ældre Broder sige til den yngre. Faderen vendte sig hastigt om og saa begge Drengene ligge paa Gulvet paa et Tæppe, uden at noget farligt syntes at gaa for sig. Alligevel spurgte han dem, hvad det var, de legede. »Jo«, sagde den ældste Dreng, »jag sätter bara knifven på Börnalfs hals«, og viste, hvorledes han gjorde, »och så sätter Bornalf sedan knifven på min hals.« Faderen oreholdt naturligvis Børnene baade det hæslige og det farlige i at lege paa den Maade.
Da Faderen senere tænkte over det passerede, troede han, at hans Børn maaske havde overværet en Slagtning eller set Personer slaas med Knive, eller maaske Drenge lege paa den Maade, som hans Børn gjorde. Den næste Dag spurgte han dem, hvem der havde lært dem den stygge Leg med Knivene, og hvor de dog kunde finde paa at lege saaledes. Dertil svarede den ældste, at saaledes havde han set det paa Billeder i Bøgerne, at saaledes bar Folk sig ad. Faderen spurgte videre i hvilke Bøger. »Se her pappa, i de här gula böckerna fins så många bilder med folk, som sticker och hugger hvarann, och skär hvarann med knifvar och sablar.« Og Drengene pegede paa en stor Verdens-historie, der var illustreret med en Mængde Billeder, der viser Scener af Slagsmaal, Krig, Blodbad, Henrettelser og andre Raaheder. Faderen tilføjer, at tit har han selv læst i denne Verdenshistorie, men hans Opmærksomhed har været henvendt paa Tekstens Indhold uden at lægge videre Mærke til Illustrationerne, mens Børnene, der ikke kunde læse, naturligvis kun bladede i Bøgerne for Billedernes Skyld, som de da ogsaa studerede saa meget nøjere.
Ja, der findes mange Bøger, skrevne for Børn og Ungdom, med gruopvækkende Scener af Mord og Krigsbegivenheder. Selv de bibelske Billeder er tit saa raa og uhyggelige, at de i Sandhed ikke virker forædlende paa de unges Sind.
I Sammenhæng hermed ligger ogsaa den Tankegang, som gjorde sig gældende paa Kvindernes Fredskongres i Paris, hvor det paalagdes Forældre og Børnevenner ikke at forære Børn Vaaben som Legetøj, da dette uvilkaarligt giver Anledning til Krigslege, saaledes som Børn ser det paa Billeder og Soldaters Legen Krig. Børnenes Fantasi udmaler sig en fingeret Fjende, for Danmarks Vedkommende en Tysker eller Svensker, som Historien lærer, at vi Danske har ført Krig med. I vor Tid, da vi staar i venskabeligt Forhold til begge Nationer, udvikler der sig let ved Krigslege en Følelse af Uvilje i Barnets Sind imod de Folkeslag som vi har ført Krig med. Barnet skal helst lære at forstaa, at Krig er en Forbrydelse, der ikke skal leges med, at alle Nationer skal ære og elske hverandre gensidig, at kun Fred bringer Fremgang og Velstand for alle, medens Krig, foruden al den Sorg og Ødelæggelse den volder, saalænge den staar paa, ogsaa bag efter fører gensidig Had og Hævnlyst med sig. Hvorledes Forældres Paavirkning kan bære god Frugt, viser den unge Ingeniør i London, der, da der blev tilbudt ham en rigt lønnet Plads paa en Torpedofabrik, afslog denne, og hellere beholdt sin beskedne Plads hos en privat Ingeniør, end, som han sagde, at skulle ofre sine Kræfter paa at frembringe Mordmaskiner til sine Medmenneskers Ødelæggelse. Med inderlig Glæde priste Moderen Sønnens noble Tænkemaade; hun kunde sige sig selv, at denne skyldtes hendes Opdragelse. Tænk derover, I Mødre! Giv ikke Eders Børn Krigsvaaben som Legetøj; der er jo mange andre Ting, som kan glæde Eders Ungdom. I har det store Ansvar for Eders Børns Livssyn. Der er nuomstunder saa megen fornøjelig Sport for Ungdommen i alle Aldere. Anspor dem dertil; det giver Glæde, Sundhed og røde Kinder. Krigen med al sin Rædsel og Uhygge er alt for vederstyggelig, til at Barnet naivt skal begejstres derfor, ved at lege med Sabler og Kanoner og andre Mordredskaber.
