« Tilbage til søgeresultaterne
Aaret rundt i Fjeldbygden
Af
Elisa Kielland.
H. Aschehougs & Go., Kristiania.
Til Julen kom en lille Bog med Hilsen fra Norge ind i mit Hjem. Den kom stille og bramfrit som en venlig, kær Julenisse, een af de gode, rare Nisser, der lig en Solstraale kan varme op og lyse ved Juletid, saa at selv det mest forfrosne, gamle Hjerte tør op og opgiver al videre Modstand.
Det overgiver sig paa Naade og Unaade til den glade Præstefrue, tager øjeblikkelig mod hendes fristende Indbydelse og træder ind i den lune, hyggelige Præstegaard, der, som Titelbladet viser, ligger saa trygt ved Foden af det høje Fjeld.
Og Fjeldet hæver sig alvorligt og skærmende bag dette Hjem.
Men den, der træder ind ad den gæstfri Dør, lover Fru Kielland hverken store Oplevelser eller spændende Scener.
Hun fortæller kun, fordi hun ikke vil fortælle om andet, om hvordan Livet gaar ved Sommer som ved Vinter, Helligdag som Søgnedag, i et saadant kærligt og lykkeligt Hjem oppe i den afsides Fjeldbygd.
Verdens Larm naar ikke derhen uden i Form af et afdæmpet Ekko gennem Breve og Aviser. Naar Sneen spærrer Dalen til og besværliggør enhver Forbindelse med Omverdenens Kultur, hvordan er det saa at leve Livet deroppe? Hvordan kan man holde det ud uden sjæleligt og aandeligt at gaa til Grunde derved? Saaledes spørger Byboeren, og derpaa giver Fru Kielland i sin lille Bog et Svar, der bør høres, saa langt det kan naa.
Hendes livsfriske, kærnesunde Røst skammer alle Overkulturens fejge og klejnmodige Hænge-hoveder ud. De som altid gaar paa Akkord med deres Liv!
Hun fortæller med malende Pensel og med fin Kunst om et saadant afsondret Livs Lyssider, om hvorledes selv Skyggen bliver mindre og viger tilbage, naar man kun modigt og redeligt ser den ind i Ansigtet! Fortæller om Arbejdets, det store, daglige Arbejdes, Velsignelse og afholdende Kraft, om alle de skjulte Glædesvæld, der pludselig springe frem selv der, hvor man mindst ventede det.
Hun fortæller om, hvordan et Menneske, der tager sin Livsgerning op i Alvor og Kærlighed, har Lykkens evigt fornyende Kilde i sig selv. Da jeg læste Bogen, var jeg til Mode, som naar man hører en sagte Rokkesnurren og en dæmpet, melodisk Nynnen dertil.
Og denne Nynnen, det var en Sang til Hjemmets Pris, en Sang om alle dets smaa Glæder og om alle dets smaa Sorger, Skuffelser og Overraskelser, Kampe og Sejre.
Eller som om jeg saa Forfatterindens mange smaa Husguder gaa om med deres Lygter og kaste Lys ind i hver Vraa, ja sprede et klart Skær selv over den mindste, og ubetydeligste Genstand, saa al Ting fik sin rigtige Glans.
Men Fru Kielland fortæller os ogsaa noget mere. Hun fører os ud ad Husets Dør og viser os Fjeldene, Elve og Lierne.
Med Penselstrøg, der ikke glemmes, men magter de fineste Afskygninger og Farveovergange, skildrer hun i dette lille, beskedne Stillelivsstykke, hvorledes Naturen i den store Ensomhed er Menneskets bedste Ven og Hjælper, netop fordi man i dens Tempel er alene medd Gud.
Jeg vilde ønske, at alle Præstekoner her paa Landet i Danmark, dem, der bor paa Heden, som dem, der bor ved Vesterhavet, eller dem, der bor paa dets dejligste »Vang og Vænge«, vilde læse denne Bog, og prøve paa at sætte sig ind i, hvordan mange af deres norske Søstre lever deres Liv.
Og hvis nu nogle af vore Byers Kvinder, som jeg haaber, læser Aaret rundt i Fjeldbygden, da skulde det ikke undre mig, om de midt i Bylivets Larm, dette larmende, hvinende og skingrende Orkester, imellem skulde høre en lille, stilfærdig, enkel Melodi, der som enhver ægte og sand Tone bliver ved at lyde, og som man ikke kan lukke sine Øren for.
