« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat).
Hun indhyllede sin Herre som i en Sky af Renlighed og Orden; men midt i denne Sky sad Hr: Tiburtsius selv og smøgede Tobak, medens hans Krop stak i en blækklattet Slaabrok og hans Fødder i udtraadte Filtsko. Jo, der sad han og opdyngede paa sit Skrivebord Smuds og Støv og Lærdom i svære Masser og rørte det sammen og strøede Snustobak derover og spyttede paa Gulvet og tørrede Pennen paa sine Knæbukser og smed sin hvide Paryk oven paa sine Papirer, saa at Pudderet stod som en Støvsky op af den og blandede sig med Tobaksrøg og Snustobak og Lysetande, som han altid spildte ud af Lysesaksen paa Skrivebordet, (Møddingen kaldte Katrine det i sit Hjertes inderste).
Dette var en Sorg og en Elendighed, som Katrine stred af yderste Evne for at skjule for Verdens Øjne. Thi Verden skulde tro, at Hr. Tiburtsius var et Vidunder af Properhed, Punktlighed, Ordenssans og den Slags prisværdige Egenskaber. Det havde Katrine sat sig i Hovedet, det var hendes Orm, hendes fikse Ide, og ikke alene hendes, men Fru Tiburtsius’s med. Stakkels Hr. Tiburtsius! Hvordan blev du ikke til Mode, naar du i al Uskyldighed kom trissende ned ad din Trappe, og saa pludselig Køkkendøren fløj op, og et Kvindemenneske, bevæbnet med Børster, for løs paa dig. Der var Klædebørsten og Fløjelsbørsten, og de to faldt som et Haglvejr over dig, Klædebørsten over din Ryg og Fløjelsbørsten over din Krave. Og naar derpaa, hidlokket ved Lyden af Børstningen, Fru Tiburtsius aabnede en anden Dør og viste sig med Pudderdaasen i den ene Haand og Kvasten i den anden for at give din Paryk en frisk Overpudring og pudse din Pisk med Fingrene, medens Børstningen begyndte paa en frisk, begyndte vildt, heftigt, hæsblæsende, for at Herren for Himlens Skyld ikke skulde blive forsinket; alt sammen i aller dybeste Ærbødighed og Tjenstiver, i ægteskabelig Kærlighed og Omhu!
»Og Hænderne, lille Gustav, du har vel vasket Hænderne"?« hviskede Fru Tiburtsius med sin lille fede, ligesom lidt skrattende Stemme.
Naar saa du, Hr. Tiburtsius, var sluppet lykkelig og vel ned paa Gaden, var du næsten en Smule svimmel, og du rystede lidt paa Hovedet over »disse Fruentimmer.« men kun ganske lidt, saa at det ikke kunde ses oppe fra det aabne Vindu, hvor din Ægtehalvdel raabte : »Du kommer da vel i rette Tid til Middag, lille Gustav, saa vi kan have Eftermiddagen for os.«
Saa gik du paa Raadhuset, og saa var du en fri Mand! Du boltrede dig i Forhandlingerne som en Fisk i Vandet; nu kunde ingen længere faa Fingre i dig, de maatte blive udenfor, der hjalp ingen Snak, udenfor! Saa snart du var over Dørtærskelen, var du i Sikkerhed. Det var en herlig Indretning!
Alligevel blev du mangen Gang midt under Forhandlingerne saa besynderlig til Mode, omtrent som en Snegl, der har gaaet i Tanker og ladet sit Hus tilbage et eller andet Sted - dersom ellers sligt kunde hænde en Snegl - og nu pludselig bliver bekymret for, at der skal tilstøde Huset noget, om det monstro bliver traadt itu, eller om nogen uvedkommende kryber ind i det?
Netop saadan var du til Mode, kære Hr. Tiburtsius, det maa du give mig Ret i. Bare du ikke havde været nødt til at gaa saa at sige splitternøgen paa Raadhuset men havde kunnet som Sneglen tage dit Hus paa Ryggen. Huset, det vil sige dit Skrivebord; det havde været herligt. Men det maatte kønt blive staaende hjemme, det dyrebare Skrivebord, Møddingen.
Og du maa indrømme, at en Mødding midt i saadant et skinnende blankt Hus som dit, det passer ikke saa ganske. En Mødding maa af Vejen, og der er Fingre, som klør efter at tage fat paa den, naar den stinker, »aldeles himmelraabende,« som Katrine siger.
Og saa, naar du kom hjem, saa modtoges du af en ejendommelig velbekendt Luft, en øde Tomhed - fremmed stirrede dit Værelse dig i Møde, Skrivebordet lignede en Ørken, Gulvet var fugtigt, koldt, pletfrit, Tobaksduften blandet med en modbydelig Lugt af Sand og Sæbe, den sjælfulde Enhed tilintetgjort, Tingene hobede sammen uden Spor af Forstaaelse, Forbindelsen mellem Lærdom, Snustobak, Røgtobak, Støv og Aske tilintetgjort - det har du ofte gennemlevet, Hr. Tiburtsius; først brummede, skældte og smeldte du, men det tog dine Fruentimmer imod ligesaa koldblodigt som en Regning; uden at blinke tog de imod din Hidsighed, din Fortvivlelse, din Jammer, dit Raseri og kvitterede derfor, og dermed var Sagen afgjort.
(Fortsat.)
