« Tilbage til søgeresultaterne
Fabriksloven og de arbejdende Kvinder
Det maa vistnok erkendes, at Flertallet af det Udvalg, som har afgivet Betænkning over Fabrikslovforslaget i det væsentlige har truffet den rette Grænse mellem de saa vanskeligt forenelige Hensyn, der maa tages til Arbejdsgiver og Arbejder, den enkeltes Frihed til at raade over sin Arbejdskraft, og det hele Samfunds Vel.
De Bestemmelser, der er indførte i Forslaget om voksne Kvinders Arbejde, gav Anledning til en Forhandling af ikke ringe Interesse, idet Nutidens humane og Fortidens raa Tankegang her tørnede sammen. Ordføreren for Udvalgsflertallet, Hr. Philipsen, bemærkede, at mens Kvinderne selv har frabedt sig en Særstilling overfor Mændene i Raadigheden over deres Arbejdstid, var der selvfølgelig giort en Undtagelse for frugtsommelige Kvinders Vedkommende.
Mindretallets Ordfører var Hr. Søren Svendsen (Ringkøbing A. 4). Mens hans Ytringer om det uigennemførlige i at anvende Loven for Børn paa Landet, der lever under andre Forhold end Købstadsbørn, maaske lader sig forsvare, saa udtalte han sig om Barselkvinder paa en Maade, der ikke kommer ham til Ære. Han henregnede nemlig Frugtsommelighed til »selvforskyldt Sygdom« og mente derfor, at der ikke var nogen Grund for Kommunerne til at yde saadanne Kvinder Understøttelse. Dersom Hr. Svendsen selv er gift og har Børn, maatte han dog vel have lidt andre Tanker om denne »selvforskyldte Sygdom«, som kaldes Svangerskab. Til denne smukke Udtalelse føjede han nu en anden, der gik ud paa, at man ingen Øllebrødsbarmhjertighed burde have med ugifte frugtsommelige Kvinder. En Tjenestepige, der befandtes i slige Omstændigheder, blev almindeligvis jaget bort, og saaledes burde man ogsaa forholde sig med Fabriksarbejdersker i samme Tilfælde!
Den ærede Mindretalsordførers egen nære Partifælle, Hr. J. Jensen (Flø), viste ham kraftigt til Rette, idet han betegnede de faldne Ytringer som en Røst fra Fortiden.
Det er ganske vist ligefrem oprørende, at en Mand af Folket, der jo dog ogsaa skulde tænke lidt paa Kvindernes Menneskeret, selv naar de har begaaet et Fejltrin, kan indtage et Standpunkt som Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 4de Valgkreds. En saadan Mand hører ikke hjemme i den almindelige Valgrets Ting.