« Tilbage til søgeresultaterne
Sophus Schandorph
JANUAR 1901.
Ak, her er koldt ved Vinter,
og nu dit Hjerte brast,
saa savne vi dets Varme,
dets Pulsslags kække Hast.
Det blev med eet saa køligt,
hin første Januar,
da Frosten planted Blomster
paa hvert et Rudeglar.
Da Træerne blev hvide
af den blinkende Rim,
der svøbte i sit Harnisk
hver en spirende Kim.
Det knirkede for Foden
ved hvert et Skridt vi tog,
det hørtes som en Klage,
der op fra Jorden slog.
Der bares gennem Taagen
som en bristende Klang,
var det dit rige Hjerte,
der sukked sidste Gang?
