« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig Læseforening og de kvindelige Akademikere
Ved Generalforsamlingen i Kvindelig Læseforening den 28de Februar foreslog Bestyrelsen, at de kvindelige Akademikere skulde have Medlemsret frit i Rusaaret, som hidtil, og desuden i de følgende fem Aar kun betale et moderat Kontingent. Bestyrelsen viste herved en overordent-
lig Imødekommenhed overfor de unge studerende. Frk. C. Testmann tog imidlertid saa ivrig Ordet for at bekæmpe Forslaget og støttedes saa kraftigt heri af den langt overvejende Del af Forsamlingen, at de kvindelige Akademikere foreløbig maa nøjes med Bestyrelsens elskværdige Tanke. Frøken Testmann motiverede sin Bekæmpelse af Forslaget med at vise hen til de mange arbejdende unge Kvinder, der iblandt Lærerinderne og, vi maa antage, ikke mindst de unge Kvinder, hvis Uddannelse i Handelsvidenskaben særlig maa sikre dem Frøken Testmanns Interesse, og spurgte, hvorfor Studenterne skulde danne en priviligeret Stand frem for de mange andre unge Kvinder, der i lige saa høj Grad kunde ønske at nyde alle Læseforeningens Goder for ingen eller en moderat Betaling. Frk. Testmann fandt dette meget uretfærdigt, som det jo ogsaa ved første Øjekast kunde se ud, og det er i sin Orden, at man af al Magt søger at bekæmpe, hvad der for ens Overbevis-ning staar som uretfærdigt. Frk. Testmann anførte som Eksempel en Familje, hvor een Datter er Urmager, een Student, og to, saa vidt jeg husker, Lærerinder, og pointerede det utilbørlige i, at den ene Søster her skulde have Rettigheder frem for de andre.
Det vil vel altid blive vanskeligt at skaffe lige gode Vilkaar for alle; men i dette Tilfælde kunde man jo ogsaa opfatte Sagen saaledes, at alle Søstrene kunde nyde godt af de Bøger, den ene bragte hjem fra Foreningen.
Men lad os nu se lidt paa den store Uretfærdighed. Alle unge Piger, Lærerinder, Kontorister og Haandværkere, saa vel som mange Tjenestepiger med Sans for god Læsning vilde sikkert have Udbytte af at være Medlemmer af Kvindelig Læseforening, og naar Frøken Testmann taler om, at Bestyrelsen helst skulde kunne aabne Favnen vidt og blot sige. Kom! saa lyder det ganske vist saare ideelt; men Følgen turde blive, at de Medlemmer, som slet ikke er priviligerede, men betaler mest, vilde føle en Del gene ved den store Tilstrømning og Overfyldning af Lokalerne, som maatte blive Følgen. De kvindelige Akademikere er jo en forholdsvis lille Skare, og de kommer langt fra alle, som Frk. Testmann syntes at antage, fra saa vel stillede Hjem, at de ikke skulde trænge til en saadan Lettelse. Desuden er den akademiske Uddannelsestid langvarigere og meget dyrere end f. Eks. Almuelærerindernes, ligesom den ogsaa langt fra er saa sikker en Eksistenskilde.
De mange Haandbøger, som findes i Læseforeningens Studereværelser, egner sig ogsaa mest for Kvinder med et langvarigt Embedsstudium, og endvidere gør Forelæsningerne paa Universitetet paa meget forskellige Tider af Dagen det af stor Betydning for de kvindelige Akademikere at have et Tilflugtssted, hvor Mellemtimerne ikke alene kan tilbringes, men ogsaa frugtbargøres. Ved nærmere Eftersyn forekommer det mig, at det dog bliver Akademikerne, som har mest Brug for Opholdet i Læseforeningens Lokaler.
Af de kvindelige Akademikere havde 33 skrevet deres Navne paa en Liste som Tilslutning til Bestyrelsens elskværdige Forslag. Hvorfor optraadte ingen af de 33 som Forkæmpere for Bestyrelsens Forslag? Det vakte Forsamlingens Formering og .Modstandernes Latter. Og det vilde have været ønskeligt, om der i det mindste var bleven bragt en Tak fra dem til Bestyrelsen.
Nu saa det ud, som om dennes elskværdige Imødekommenhed aldeles ikke blev paaskønnet, hvad den dog i høj Grad fortjente, saa vel som ogsaa den fine og sympatetiske Maade, hvorpaa Formanden, Frk. Alberti, stillede sig, ikke alene over for de svigtende «interesserede», men ogsaa over for Modstanderne. Det maa vel snarest opfattes som Finfølelse af de kvindelige Akademikere ikke at ville bryde en Lanse for, hvad der var bleven dem tilbudt som en frivillig Gave, tilmed i en Forsamling, der saa tydeligt lagde sin usympatetiske Stemning for Studenterne for Dagen. Det er jo altid lettere at kæmpe for andres Sag end for sin egen. Dette gav til Dels Frk. Testmanns Ord Vægt; mulig kan det ogsaa have holdt mangen Akademiker tilbage, at Frøken Testmann ved sin hele Optræden i høj Grad evnede at «faa Latteren paa sin Side», og det modsatte bad jo endogsaa vor genialeste Tænker om at blive forskaanet for.
Jeg er selv kvindelig Akademiker, og havde jeg set den fremlagte Liste, havde jeg uden at betænke mig sat mit Navn derpaa uden at mene, at jeg begik nogen Uretfærdighed. Jeg finder mig ikke forpligtet til at afslaa en god Gave, fordi den ikke samtidig tilbydes hele min Generation af arbejdende Kvinder, og - konsekvent gennemført - gad jeg set den, der gør det. Lige saa lidt finder jeg det nødvendigt at føle mig forurettet, fordi andre Kvinder har Goder, som jeg maa undvære.
Men selv om jeg ved at underskrive vilde have følt mig forpligtet til at møde frem »paa Opfordring«, saa vilde det kun have været for at bringe en Tak. De mange, der følte sig forurettede, havde jo deres Forkæmper, hvorfor skulde da saa egentlig Akademikerne tale selv for deres egeni Sag?
Sluttelig fremkom Frk. Testmann med et Forslag om, at der skulde gives et vist Antal Fripladser, som saa kunde søges. Hvis det skulde blive Tilfældet, haaber jeg, at ingen af de kvindelige Akademikere vil melde sig som Ansøgere.
Det er ikke sandsynligt, at de enkelte„ vilde holde af som en Art Almisse at modtage, hvad der af samtlige Akademikere vilde være bleven modtaget med Tak som en Ret, der blev givet frit.
Bestyrelsens Forslag vil næppe gentages ad Aare, og da Frk. Testmanns Modforslag sandsynligvis er uigennemførligt, vil Frøkenen kun have opnaaet at berøve en lille Kreds af de unge Kvinder, hvem hun interesserer sig saa varmt for, et nyttigt Gode. Men det er jo altid noget.
Med Tak til Redaktionen for Optagelsen.
