« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
Du var magtesløs, stakkels Mand, du var ligesom et Daarekistelem mellem sine to Opsynsmænd, som uforstyrrede lader ham rase, skrige og skabe sig og oven i Købet smaagriner til hinanden over den stakkels Nars Taabelighed.
Saadan en taabelig Nar var du selv, Hr. Tiburtsius, trods al din Lærdom, tro du mig!
De hverken saa eller hørte noget til din Lærdom, og hvor Husholdningspengene, som Lærdommen indbragte dem, kom fra, det brød de ikke deres Hoveder med at udfinde. De saa kun Soden og Asken, kun det tilrøgede Arnested, der nærede din Aands Flamme, og kaldte det ligefrem for Svineri. Og Svineri kunde ingen af dem finde sig i; Katrine ikke, fordi Renlighed var vigtigere for hende end Luft og Spise og Drikke, og Fru Tiburtsius ikke, fordi hun altid ventede Visiter og Besøg, som hun modtog fra den tidlige Morgen til ud paa Natten.
Besøg med Aftensmad, og Visiter med Kaffe, et lille Glas Vin og Kringler. Det var Forskellen mellem Besøg og Visiter i dette Hus. Og denne Modtagen Besøg og Visiter var den anden tunge Sten, der hvilede paa Katrines Hjerte, og ikke paa hendes alene. Thi Fru Tiburtsius var en Kone, som holdt af at nyde Livet, og hun tænkte som saa: »Det er Skam nok med een, der surmuler i Huset. Det manglede bare, at jeg altid skulde sidde og hænge i Sytøjet, som min Mand over sit Skriveri og fange Griller og spekulere.« Den lille buttede Frue med de skælmske blaa Øjne, den stramtsnørte, kuglerunde Skikkelse og den fornøjelige Latter var en Kone, der vilde more sig, og more sig gjorde hun.
Hun havde Masser af gode Venner, baade unge og gamle, var til Stede alle Vegne og gjorde alting med. Om Formiddagen, blev hun, som det sømmer sig for en god Husmoder, for det meste hjemme, stoppede og lappede, saa efter Katrine og gjorde sammen med hende Strejftog ind i »Herrens« Studereværelse, saa snart han selv havde vendt det Ryggen. Ja, Formiddagene tilbragte hun, som andre barnløse Koner med lærde Mænd kan tilbringe dem i Weimar og andre Steder - men Eftermiddagene!
»Saa at vi kan have Eftermiddagene for os, lille Gustav!« Det var ikke for intet, hun hver Dag raabte disse Ord efter sin Mand fra Hjørnevinduet.
Katrine hadede al den Selskabelighed af sit inderste Hjerte. De Mennesker kom til alle Tider. Neppe var Trappetrinene tørre, før smaa og store Fødder trampede paa dem og slæbte Gadesnavs ind.
Der var Fru Kummerfeld, den gamle forhenværende Skuespillerinde, nu Lærerinde i Syskolen, hun kom halsende gennem tykt og tyndt i alle Slags Vejr. Der var den lille sirlige Mamsel Muskulus med den tykke Paryk og den statelig smukke Fru Kirstein med begge sine Pigebørn, og alle Apotekerens, Kobberstikker Müllers og de unge Ægtefolk Egidis og mange flere.
Alle disse Mennesker gik ud og ind hos den lille tykke Fru Tiburtsius og drak Katrines gode Kaffe og spiste hendes søde Kager og lækre Smørrebrød - og fik sommetider et Glas af Hr. Tiburtsius’s gode, gamle Malaga at smage, saa længe, til den var smagt op, og han maatte sørge for en ny Forsyning.
(Fortsættes).
