« Tilbage til søgeresultaterne
Træk af Kvindens Liv i gamle Dage
(Fortsat.)
Min Bedstefader blev lidt forundret. Den yngste regnedes jo for den ubetydeligste af de tre Døtre. Desuden var det jo almindelig Skik, at den ældste Datter blev gift førend de andre, naar det paa nogen Maade kunde lade sig gøre. Han havde imidlertid selv givet Doktoren Valget. Hans ældste, meget udviklede og meget forstandige Datter var jo alt en lille Smule ud over den første Ungdoms Blomstring og - alt vel betænkt - maatte han give Doktoren Ret i, at Anna var en yndig Pige, hvem en Mand nok kunde ønske sig til Brud, om hun end ikke var saa kundskabsrig og begavet som sine ældre Søstre. Saa blev Bedstemoder kaldt ind. Alt blev klappet og klart i største Hast. Forlovelsesselskabet kunde, paa Grund af de nødvendige Forberedelser, ikke finde Sted førend om fjorten Dage. For at undgaa al Snak bad man Lægen om ikke at komme paa Besøg i Mellemtiden, medens Bedstemoder paatog sig den lille Ulejlighed at underrette sin yngste Datter om den Fremtidsbestemmelse, dersaaledes uden videre, uden mindste Spørgsmaal til hende, var tagen over hendes Livs Skæbne.
Der blev en Konsternation mellem de tre Søstre. Den ældste, der, efter Tidens Skik, maatte antage sig for den udkaarne, blev ganske forbavset over, at hendes ubetydelige Søster var foretrukken for hende. Men da hun ikke blot var en klog og veloplært, men ogsaa en inderlig god og fornuftig Pige, saa gjorde hun sig Umage for at glæde sig over Søsterens formentlige Lykke og at tage den Sag med største Ro, som det egner og anstaar sig for en velopdragen Kvinde.
Den mellemste derimod, hun, som jeg vist tidt har nævnt som min ugifte Faster Cathrine, hun følte den hele Historie med Lægens Visit som den grueligste Ydmygelse baade for hende selv og hendes Søstre. Hun havde maaske nok kunnet finde sig i at vige Pladsen for sin ældste, højt begavede Søster, men for Anna, for hende, som ikke havde værdiget Doktoren en Blik, som ikke havde talt et Ord med ham, men hele Tiden havde beskæftiget sig med Silkebroderiets Roser og Konvaller! Nej, det var dog for galt! En saadan Ydmygelse! Saa svor hun efter sit eget Udsagn til Cølibatets Fane. Hun vilde ikke oftere beses og vrages som et andet Stykgods, hvorom der handles. Og hun holdt Ord, blev siden - som jeg vist ogsaa har fortalt - Bedstemoders Støtte og højre Haand, endnu senere en prægtig Chaperone og fortrolig for alle Familjens unge Piger, og endte - som alt berørt - et langt, hæderligt og vel udfyldt Liv i Støvringgaard Kloster.
Men Anna, stakkels Anna! Ja, hun kom aldrig mere til at synge eller danse. Det var sidste Gang, da hun kom op fra Storstuen paa den for hende ulykkelige Dag, da den unge Doktor udfandt, at hun maatte blive ham den yndigste og bedste Hustru, der var mere værd end Perler og Guld.
Fjorten Dage efter var der stort Gilde. Hele Familjen, alle Honoratiores ved Universitetet var indbudne. Bedstemoder ledte sin smukke, men meget blege Datter frem. Bedstefader holdt en lille Tale, hvis Indhold var, at da Gud havde bøjet de to unge Hjerter mod hinanden, saa vilde han som Fader ikke nægte dem sin Velsignelse, men tillade dem i denne højtærede Forsamlings Nærværelse alt veksle Ringe og give hinanden et Kys, saa at han kunde erklære dem for forlovede.
Saa kyssede Doktoren min smukke Faster Anna, mens alle saa derpaa, og satte en Ring paa hendes Finger. Og saa klagede han over, at det skulde vente et helt langt Aar med Brylluppet. Men det var desværre nødvendigt, thi man havde gjort ham den Ære at udnævne ham til Skibslæge om Bord paa den Eskadre, der skulde gaa til Middelhavet, til Algier.
Mon der ikke ved disse Ord steg et befriende Suk fra min stakkels , Fasters Bryst?’
Ja, det ved jeg ikke, thi hun har aldrig udtalt sig til noget Menneske. Men jeg ved, at man fejrede Forlovelsen med Sang og Klang, og at man drak paa det unge, elskende Pars Fremtidsudsigter og Lykke.
Doktoren maatte om Bord. Jo mere han saa paa sin unge Brud, des yndigere fandt han hende. Det var jomfruelig Undseelse, det var den ægte Kvindelighed: denne Tavshed og Tilbageholdenhed ! - Var hun bleg som Brud, saa skulde hun nok blive rosenrød som hans Hustru. Han var saa sikker i sin Sag. Det faldt ham intet Øjeblik ind, at det var et stakkels Offerlam, om hvis Liv han lagde sin Arm i Afskedsstunden. Saa bad han hende om endelig at skrive til ham og opgav hende Navnene paa de Havne, i hvilke han kunde haabe at faa Brev faa hende.
Der eksisterede endnu i min Ungdom nogle af de Breve, som han paa denne Rejse til Algier skrev til hende. De forekom os højst mærkværdige paa Grund af den forunderlig glødende Erotik, som denne senere saa strenge, ja, undertiden haarde Mand har udtalt i dem. Men hun kom aldrig til at skrive til ham. Vel blev hun af Moderen og af den ældste Søster paamindet om, at det nu var paa Tiden at skrive til sin forlovede. Hun satte sig ogsaa til Bordet, fik Papiret lagt frem og Pennen dyppet. Men derved blev det. Hun havde intet Ord at svare paa Doktorens glødende Udtalelser.
»Skriv paa Fransk,« sagde Bedstemoder, »saa gaar det lettere.« Det var nemlig en afgjort Sag i hin Tid og blev det endnu længe efter, at enhver nogenlunde velopdragen ung Dame kunde stile et Brev paa Fransk, hvorimod kun de allerfærreste havde lært at skrive Dansk, og selv om de, i enkelte Tilfælde, havde lært det, saa havde de ingen Færdighed deri. Det var nemlig høfligst at skrive paa Fransk, og Brugen af Pennen var ingenlunde saa almindelig som nu til Dags,
»Det er Jammerskade, at hun er saa ubetydelig,« tænkte den ældre Søster. »Hun passer slet ikke for ham, der er saa begavet, saa belæst og saa berejst.« Saa drog hun et lille Suk og tilbød Anna at stile et Brev for hende, som hun saa kun behøvede at renskrive. Anna tog mod Tilbudet; men da hun havde læst det gjorte Udkast, rev hun det itu og sagde, at det var usandt fra først til sidst.
Søstrene forundrede sig over hende. De hørte hende imellem græde sagte om Natten, naar hun troede, at alle sov. Men det maatte jo naturligvis være af Længsel efter den fraværende trolovede. Og det var da intet Under, at hun længtes efter ham. Og saa blev der i Omgangskredsen talt om, hvor uhyre meget hun holdt af ham. Det var da let at se, saa bleg og mager som hun var bleven. Men lad ham bare komme hjem, saa bliver det godt altsammen.
Ja, saaledes ræsonnerede de Godtfolk, mens travle Hænder i Professorgaarden arbejdede paa Udstyret. Det Linned og Dækketøj, hvormed man i hin Tid forsørgede et Pigebarn lige fra hun var bleven døbt, var naturligvis længst færdigt. Men der var meget andet at gøre. Der skulde bal-
dyres et Tæppe til at lægge under Brudeparrets Fødder, naar de blev viede i Storstuen, og der skulde være stor Fest og Højtid. Bedstefader, der var begyndt at skrante, var glad over, at Bryllupet mellem den overordentlig duelige Doktor og hans yngste Datter kunde staa, mens han endnu selv levede. Den Svigersøns Hus kunde maaske blive en Støtte for de andre Døtre, naar han en Gang havde lukket sine Øjne. Og saa var alt godt og herligt i det ydre og de verdslige Beregninger. Der var gaaet to Tredjedele af den til Brudgommens Fraværelse bestemte Tid. En Dag, da stakkels Anna atter havde sat sig til det Skriveri, som aldrig blev til noget, blev den ældste Søster meget forundret over, at hun efter flere Timers Fraværelse fandt hende akkurat paa samme Plads og i samme Stilling med Pennen i Haanden, men Hovedet hvilende paa Brevbladet, som een, der grunder paa, hvad der nu skal skrives.
(Fortsættes.)
