« Tilbage til søgeresultaterne
MARIA FRIDERICHSEN
MARIA FRIDERICHSEN
f. Hansen.
24. Juli 1811 - 4. Marts 1901.
Mange af dette Blads Læsere har sikkert med Deltagelse set, at Fru Friderichsen den 4. Marts er afgaaet ved Døden; et langt og rigt Liv har fundet sin Afslutning. Ikke blot de mange, som har haft den Lykke at kende hende og hendes Hjem, vil føle Deltagelse. Mange vil paa anden Haand have kunnet danne sig et Billede af denne stærke Kvinde. Hun har ikke i snevrere Forstand taget Del i Kvindesagsbevægelsen, og kun sjældent er hun traadt frem for Offentligheden. Alligevel er der sikkert fra denne Kvinde og hendes Hjem udgaaet en »stille Magt«, som er naaet ud i vide Kredse af vort Samfund. I sit Hjem har hun fra første Færd af givet Ly og Læ for de Tanker,
der efterhaanden er vokset frem til Virkelighed. Den Gang, da endnu langt stærkere Fordomme taarnede sig op mod dem, der dristig tog Kvindefrigørelsens Kamp op, havde hun Frisind, Varme og Styrke nok til at opmuntre og anspore til Arbejdet. Hvor mange beholder som hun dette Frisind og følger med Tiden ud over de 3 og 4 Snese af et Menneskeliv? Havde vi mange Mødre som Fru Friderichsen, og havde de tilbørlig Indflydelse paa Kvinderne og Samfundet, saa kunde det opslidende Arbejde, som Kvindesagskvinderne nu maa gøre, snart blive overflødigt og »Kvinden og Samfundet« med Ære nedlægge Vaabnene.
Hun blev født 1811 paa Falster; Faderen var Præst i Ønslev. Blandt hendes mange Søskende er Præsten Mørch-Hansen i Vonsild mest bekendt.
Opdragelsen i Præstegaarden var omhyggelig, efter Tidens Principper stræng og hærdende. Efter at have arbejdet en Række af Aar som Lærerinde, samtidig med at hun med Iver og Lyst samlede Kundskab for sin egen Skyld, ægtede hun 1839 en af Lollands driftigste Landmænd, Johan Ditlev Friderichsen, Ejer af Nøbbøllegaard og Forpagter af Fuglsang og flere andre Gaarde. Den unge Kone fik straks en stor Virksomhed at tage Vare paa. Foruden at passe den omfattende Landhusholdning, opdrog hun med Kærlighed sin Mands to Børn af første Ægteskab og fik selv efterhaanden 5 Sønner og 2 Døtre. Alle beholdt de gennem Livet, hvor langt ud i Verden de end drog, Præget af Moderens Opdragelse og Paavirkning i Barndomshjemmet, det Hjem, som først nu opløses efter i over 60 Aar at have dannet det Midtpunkt, hvor Slægten mødtes, hvortil Vejen syntes kort selv fra de fjerne Verdensdele.
Hun var i Ordets bedste Forstand Slægtens Ældste. Men ikke alene Fru Friderichsens Børn, Børnebørn og øvrige store Slægt har fundet Trøst og Glæde, Opmuntring og Vejledning hos denne Kvinde med den rige Erfaring, den klare Dømmekraft, det gudfrygtige Sind. Hendes Mildhed og Jævnhed indgød Tillid og bortdrev al Sky, saa ung og gammel, Mand og Kvinde, kunde føle sig tryg og søge Raad hos hende, som hos sin Lige.
Fru F. tog i mange Aar virksom Del i Arbejdet mod den »lovbeskyttede Usædelighed« og sad i Bestyrelsen for den Forening, der arbejder for dens Afskaffelse. Da den praktiske Tjenestepigeskole i 1872 oprettedes, paatog Fru Friderichsen sig en ledende Stilling ved den.
Naar i Dag en talløs Skare samles paa den lille Kirkegaard i Nærheden af Nøbbølle, saa er vi endnu mange, mange flere, der ikke kan naa derover, men som med Vemod tænker paa det Hjem, som er lukket, den Moder, som vil savnes. Men ved Siden af Sorgen »vandrer« Glæden og Takken. Gid mange danske Kvinder vil ligne Fru Friderichsen! Gid den stille Magt maa give Vækst til virkelig Fremgang og Højnelse i Kvindernes Viljekraft, Virkelyst, aandelige Sans og Trang til Kundskab og alt godt! Gud velsigne Fru Friderichsens Minde.
København, den 11. Marts 1901.
