« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat).
De smuttede alle med en Slags ond Samvittighed forbi Døren til Hr. Tiburtsius’s Studereværelse og forbi Katrines straalende Køkken, for de vidste godt, hvad Fortræd de gjorde; men det holdt dem ikke tilbage, aldeles ikke, tvertimod havde det noget tillokkende ved sig. Og naar han indfandt sig, sommetider først et Par Timer efter at Selskabet var samlet, og saa en Smule gnaven ud, saa fik han Skænd og blev anbragt mellem to smukke Damer og maatte spille Kurmageren. Eller man tog hans Studereværelse fra ham og brugte det til »levende Billeder« eller til Garderobe, og een eller anden Fiffikus, Apotekeren, Kobberstikker Müller eller hvem af hans gamle Venner det nu kunde være, sagde: »De har røget dig ud, din gamle Ræv.« Den Vittighed gik igen mangfoldige Gange.
Saadan levede han Aar ud, Åar ind.
Hvad hjalp det den arme Tiburtsius, at han var et stort Lys i Videnskaben, at man i Weimar fortalte alle Slags Anekdoter om ham, at Sælgekonerne ikke alene stillede ham i Række med Gøthe og Schiller, men højt over disse to, at Natvægteren gav ham den mest ærefrygtsfulde Hilsen, at han var en højt agtet Borger? Ikke det fjerneste. Han var ligefuldt en elendig, værgeløs Skabning, ude af Stand til at forsvare sin Rede. Han blev børstet og pudret og børstet igen, hans Skrivebord blev renset som en Stald, hans Stue udluftet, hans Vaner ringeagtede, hans Gulv blev skuret og hans Vin udskænket - kortsagt, Jorden blev taget bort under Fødderne paa ham. Han vidste ikke selv, hvor sørgelig Tilstanden var.
Men for Katrine gik der af og til et Lys op over hendes stakkels Herres Elendighed; dette kom af, at hun hadede den Selskabelighed, som Fruen hengav sig til lige saa meget som han selv gjorde.
(Fortsættes).
