« Tilbage til søgeresultaterne

Træk af Kvindens Liv i gamle Dage

Af: Th. Brodersen, Bendicte Arnesen-Kall

« Se emneord

(Sluttet.)

Hun løftede Hovedet op og blev forfærdet. Det var tungt og koldt. Men paa Brevbladet stod der virke­lig nogle faa Ord. Der stod:

»Jeg vil saa gerne sige Dem« .. .

Videre var hun ikke kommen. Det, hun vilde sige, men aldrig fik sagt, det havde dræbt hende.

Der blev stor Forskrækkelse og Bedrøvelse. Der blev Begravelse i Stedet for Bryllup. Der blev gjort vidtløftige Dissertationer over, hvad hun egentlig var død af. Det var en Aare ved Hjærtet, der var svul­met for stærkt. Det var et Blodtryk o. s. v. Det var Længsel. Hun havde elsket ham saa højt o. s. v.

Men min ældste Faster, hun, hvem vi senere kaldte Faster Aaskov, hun tog en Pen og skrev paa det samme Blad, paa hvilket stakkels Anna havde begyndt den Tilstaaelse, der aldrig kom over hendes Læber, eller rettere, over hendes Pen, et smukt, klogt og trøstende Brev til den fraværende Doktor, der ganske vist ikke havde og ej heller senere fik nogen Anelse om, at hans unge Brud ikke havde holdt af ham. Hvorledes han tog hendes Død, véd jeg ikke. Han var jo saa langt borte. Men endnu inden sin Hjemkomst friede han til min ældste Faster, til hende, der havde skrevet det smukke, kloge og trø­stende Brev til ham om stakkels Annas .Død. Al Stadsen og hele Ud­styret, som var beredt til den yngste Datters Bryllup, blev brugt til den ældstes. Der blev holdt Bryllups­gilde med Sang og Klang. Der blev skrevet Vers til Brudens Ære o. s. v. - - Men om Kærlighed blev der rigtignok ikke Tale i det Ægteskab. Den unge Læge, der en Gang havde skrevet de glødende, erotiske Breve til stakkels Anna, blev i Aarenes Løb en stræng og kold Husbond, der ude­lukkende levede for sin Videnskab, sin Praksis og sin Stilling ved Enkedronning Marie Julianes Hof. Det var da intet Under, at hans Hustru imellem kunde se noget alvorlig ud. Hans Ungdomskærlighed hvilede i sin tidlige Grav. Men hun blev al­drig nævnet, undtagen naar nogen spurgte, hvem det smukke Portræt forestillede. Saa blev der svaret: En tidlig afdød Søster.