« Tilbage til søgeresultaterne
Det svage Køn
Skønt det egentlig forekommer mig at være lidt hensynsløst imod de øvrige Læsere af Bladet, maa jeg dog atter bede om Plads, siden det vilde interessere Fru Mariane Nielsen saa »uhyre« at høre min Mening om »det svage Køn«, naar jeg fik læst Bogen.
Nu har jeg læst den, og da jeg kom til Ende med den, brugte jeg nok et Ordsprog (Fruen faar tilgive mig min Forkærlighed for disse) »megen Skrigen, men kun lidt Uld«!
Altsaa! Jeg blev ikke forarget i den Forstand, Fru Mariane Nielsen sikkerlig forlanger det.
Enhver, der tidligere har læst noget af Gustav Wied, ved, hvilke Emner han fortrinsvis behandler, hvorfor da læse hans Produktioner, naar de kun bringer een Forargelse? Hvis jeg selv kun forargedes over hans Bøger, da skulde intet som helst faa mig til at læse dem.
Men der er een Ting til, Gustav Wied gør, foruden at forarge - han morer! Gjorde han ikke det, vilde der ikke være stor Fare ved hans Bøger.
Dog det skulde være et underligt Menneske, aldeles blottet for Humor, der ikke kunde more sig over det Sprog, han lader sin tyske Baronesse tale, eller over den lille pudsige, halvt rørende »Fru Mimi«. Den sidste har for Resten tidligere staaet i » Tilskueren», et Tidsskrift, der næppe kan beskyldes for kun at gaa »Forargelsens Veje«.
Altsaa Gustav Wied morer, og han bliver læst i alle Samfundslag lige fra Biskopper til langt nedefter, og saa længe han bliver det, kan han se til med et »Satyrsmil« - thi det skaffer ham en kærkommen Fortjeneste - formoder jeg! Jeg har en Hjemmelsmand som Pontoppidan at holde mig til for denne den »haardeste Anklage«. I »det ideale Hjem« siger han om Helten, at »takket være den Forargelse, hans Bog havde vakt, havde den skaffet ham en kærkommen Fortjeneste«! og han siger dette paa den roligste Maade; man mærker ikke det mindste til, at han finder denne Tendens skamløs.
Nu mener Fru Mariane Nielsen, at enhver Ven af sand Kunst bør »forarges højligen« ! Hvad nytter det, saa længe I køber og nyder (eller om just ikke »nyder« saa konsumerer) denne forargelige Kunst? Mon jeg dog alligevel ikke har Ret i, at man kommer Forfatteren mere til Livs ved at »ignorere« den Slags Bøger? Nu kan imidlertid jeg »ignorere« til Dommedag, og Fru Mariane Nielsen »forarges« muligvis lige saa længe - det lidt ungdommelige Tilbud om at vove Hovedet vil jeg dog ikke annektere - uden at det vil gøre synderlig til eller fra, hvad vi to mener; eet er dog sikkert: havde Biskop Leunback ikke forargedes saadan over Bogen, at hans Forargelse havde givet sig Udslag i Pjecen imod den, da vilde »det svage Køn» aldrig have opnaaet de mange Oplag, den nu kan prale med.
Pastor Henry Larsen siger i sit Foredrag, om den nye Skønliteratur, at Gustav Wied ikke bør taales i Dagligstuen hos anstændige Mennesker! Her faar Gustav Wied atter Brug for sit »Satyrsmil«; thi hvordan har Pastoren faaet Lejlighed til at læse Bogen, og hvordan fik Biskoppen den, og De Frue, og jeg? mon vi ikke har havt den i Dagligstuen? og jo tidligere den kom der, jo mere hæseblæsende ser det ud til, at vedkommende har været for at faa fat i Bogen.
Jo! Gustav Wied kommer i mange Dagligstuer - han bliver der muligvis ikke, men hvad bryder han sig om det! han er blevet købt, og han er blevet læst, han har naaet, hvad han vilde, og, takket være »Forargelsen«, er han rimeligvis naaet langt ud over, hvad han turde haabe.
Imidlertid skal jeg gerne, som Fruen saa fint udtrykker sig, kalde mine »Hunde« hjem og udtrykke min Mening paa en anden Maade: Fordi Gustav Wied har kaldt denne sin Bog »det svage Køn«, er der aldeles ingen Grund til at tage dette som adresseret til alle Kvinder! Han viser, at der er forvorpne Kvinder i alle Samfundslag, og at naar det gælder om at opnaa et eller andet, da er Kvinderne ingenlunde »svage«! Der er vist flere end Gustav Wied, der mener det samme. Men er Kvinderne ikke »svage«, naar det gælder om at opnaa noget daarligt, da er de det heller ikke, naar det gælder noget godt og smukt.
Lad os da vise os saa stærke, at Udtrykket »det svage Køn« ikke mere kan »ramme« os, selv om det kan naa os.
Eda.
Hermed maa vi slutte denne Diskussion. Red.
