« Tilbage til søgeresultaterne

Social-Demokratens N.B. og Fabriksloven

« Se emneord

I Social-Demokraten for 12. Marts findes en Artikel, som ved sin in­direkte Veltalenhed er særlig god til at faa Forstand af. 

Det bekendte Mærke N. B. giver her Kvindesagskvinderne en moder­lig Formaning til »ikke at beruse sig for stærkt i den Lykke, de har gjort«, da Grunden til, at de er gaaet af med Sejren, er at søge deri, at »de har tjent Reaktionen«. Heraf lærer vi altsaa, at det er Kvindesagskvindernes Fortjeneste, at Folketin­get har modificeret det Bramsenske Lovforslag.

De to store Møder forrige Vinter skal dog have været uden Indflydelse. For Dansk Kvindesamfunds Møde var de arbejdende Kvinder ganske uden Deltagelse, i Følge N. B. og Fremskridtsforeningens »blev den fuldstændigste Fiasko.«

Naar Kvindesagskvinderne allige­vel, i Følge N. B., skal have haft en bestemmende Indflydelse paa Sa­gens Gang, saa maa dette altsaa skyldes dette Blad og den Forfatter­inde, som skrev i Dagspressen. Det er for disse, det gælder at vogte sig for at »beruse sig«.

Vi kan selvfølgelig kun svare for os selv, og med Hensyn til Berusel­sen behøver vi blot at henvise til den objektive Maade, hvorpaa vi har omtalt det foreliggende Resultat.*)

*) Se  Fabrikslovsudvalgets  Betænkning i Nr. 10 og 11.

Men Sagen selv, saadan som den er fremstillet af N. B., maa vi se lidt nærmere paa.

Sejren skyldes, siger N. B., en dobbelt Indflydelse: over Folketinget og over de arbejdende Kvinder.

Over det høje Folketing synes Sejren at have været let, »thi«, siger N. B., »intet er rimeligere, end at Bourgeoisiets Mænd og Kvinder finder hinanden i Modstand mod Be­skyttelsen af den arbejdende Kvinde.« Men ogsaa de arbejdende Kvinder har ladet sig paavirke til at indsende til Rigsdagen en Resolution, der manglede den fornødne socialdemo­kratiske Klarhed.

Virkelig! Vi er overmaade smig­rede over, at man tillægger vort Ord saa stor Vægt baade paa de høje Ste­der og i de brede Lag. Vi har dog Selvkritik nok til ikke at lade os det stige til Hovedet. Vi ser mere nøgternt paa Sagen. Vi har kun været den raabende Røst, der vakte Spørgsmaalet til Liv. Uden »Kvinden og Samfundet« vilde begge de om­stridte Paragraffer rimeligvis være gaaet igennem glat væk (som det gik i Sverige forrige Aar, hvor Kvinderne kom for sent med deres Protest); men at dette ikke skete, beroede dog kun i første Haand paa os. Hoved­sagen var, at vort Vækkelsesraab gav Genlyd i en, selvstændigt tæn­kende kvindelig Arbejderstand, som var moden nok til at tage Sagen i sine egne Hænder. Vore arbejdende Søstre har her vist, at de hverken behøver mandligt eller kvindeligt Formynderskab, at de godt kan staa paa egne Ben, og at de paa ingen Maade fortjener af N. B. at sam­menstilles med Molboerne.

Vi synes unægtelig, at den Sam­menstilling var lidt vel grov, selv om vi kan forstaa, hvordan Hidsig­heden i et ubevogtet Øjeblik kan løbe af med En. Vi er ikke blinde for, hvor tungt det maa være for den, der saa gerne vil være de ar­bejdende Kvinders Formynder, nu at se, hvorledes Barnet er bleven voksen og kan bestemme for sig selv.

At det ufattelige er sket - at de arbejdende Kvinder har hørt Advars­len fra de forkætrede Kvindesagskvinder og fundet, at der var noget deri - tvinger N. B. til at indrømme, at der virkelig dog eksisterer Sager, som Kvinder af alle Klasser kan samles om, nemlig Striden mod Pro­stitutionen og Kampen for Valgret­ten. Men disse Sager regnes af N. B. for intet. De fejes til Side for at proklamere »det uoverstigelige Svælg imellem Klasserne«, som synes at være N. B.s Opgave at faa uddybet saa vidt muligt. Den, som i den Grad kan undervurdere disse store Spørgsmaals Betydning, burde dog ikke have Lov at tale paa Kvinde­kønnets Vegne.

For den Lettelse for den træn­gende Barselkvinde, som det omre­digerede Lovforslag stiller i Udsigt, har N. B. ikke et Ord. Vi maa alt­saa have Lov til at antage, at denne Lettelse, for hvilken »Kvinden og Samfundet« særlig har gjort sig til Talsmand, maa henregnes til »Reak­tionens« Bedrifter. Mon N. B. i Par­tiets Interesse virkelig kan have øn­sket § 7 tilbage i sin oprindelige, uretfærdige og ubarmhjertige Form?

Til Slut blot en Henstilling til N. BI Mon der ikke kunde findes en anden Maade at uskadeliggøre sine Modstandere paa end at mistænkelig­gøre deres Bevæggrunde, end at trække op med »Reaktionen«. Det er saa fortærsket, saa banalt evig og altid at lire denne Vise af, at den Kampmaade ganske har tabt sin Kraft. Der maa lidt nyt og vægti­gere til!

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner