« Tilbage til søgeresultaterne

Den som kysser Pigerne

Af: Helene von bøhlau

« Se emneord

(Fortsat).

Tit og mange Gange tænkte hun at saadan en lærd Mand burde Folk rigtignok estimere ganske anderledes. Og det tænkte hun Aar igennem.

Saa kom der en Gang en ualmin­delig mild og smuk Februar; alle Mennesker talte om det gode Vejr og var oplivede deraf, Hr. Tiburtsius i en ganske særlig Grad. Han drev omkring uden for sit Hjem, man mødte ham baade her og der, og man saa ham staa stille paa Ga­den og tale med Mennesker, der al­deles ikke hørte med til hans Om­gangskreds. Han var endnu nære aandsfraværende end nogensinde og blev baade børstet og pudret uden at mærke det. Han søgte i alle Kroge efter Ting, som han holdt i Haanden, spurgte om sine Briller, naar de sad paa hans Næse, og blev op­snappet af Katrine en Dag, han vilde gaa ud uden Hat og i Stedet for Hatten bar en gammel Filtsko under Armen. Ja, han lagde øjensynlig ikke Mærke til det, naar der var blevet ryddet op paa hans Skrive­bord. Hvor havde dog Hr. Tiburtsius sine Tanker henne, det spurgte baade Fruen og Katrine om. Blandt Folk gik der Rygter om, at Hr. Tiburtsius havde købt noget; men ingen vidste, hvad det var. Man grun­dede, man spurgte, man udtalte alle Slags Formodninger. Nogle mente, han havde købt sig en Ridehest; det kunde hans Kone ikke andet end le og ryste paa Hovedet ad; andre foreslog Hest og Vogn; det lo hun ikke af, for det Køb havde hun syntes godt om. Apotekeren talte om et Oksehoved Vin fra Frankfurt; andre igen faldt paa, at han vilde give Byen en Gave. Man kunde ikke blive enig om Tingen, og han selv tav haardnakket.

»Det bliver min Sag - min Sag - min Sag«, sagde han til sin Kone, naar hun baade med List og med Magt trængte ind paa ham. Hun syntes, det var saa besynderligt, at hendes vel tilkørte gamle Ægtemand paa en Gang stillede sig paa Bagbenene. Der kom en ubestemt Skræk over hende, og hun lod ham forelø­big være i Fred.

En smuk Aften, da Fruen var henne at spille Whist, vandrede Hr. Tiburtsius op og ned i sit Værelse og fløjtede. Ja, han fløjtede virke­lig. Hvor det lød underligt, og hvor han følte sig underlig til Mode ved det! Hans Mund var bleven saa uvant med det, han havde jo ikke fløjtet i halve Snese Aar, ganske vist ikke en ene­ste Gang, siden han blev Raadmand og Fru Tiburtsius’s Ægtemand.

Men i Dag! Han gned sig for­nøjet i Hænderne og slubrede i sine Tøfler meget hurtig og ivrig op og ned. Saa lukkede han Klædeskabet op og søgte og rodede baade over og under den Hylde, som hans Sko­tøj stod paa, og den, hvor hans Hat laa, og hvor en Stadsparyk stod paa sin Pind. Han nikkede til den og sagde: »Du skal faa noget at se, skal du.« Derpaa jog han omkring mel­lem Frakker og Knæbukser og bro­derede Veste, saa at et Par mægtige hvide Halsbind, som havde ligget ved Siden af Parykken, faldt ned, og han traadte paa dem.

Endelig fandt han, hvad han søgte, og trak et Spøgelse af en gammel Filtslaabrok frem, der saa ud som om den kunde være Fader eller sna­rere Bedstefader til hans nuværende gamle Slaabrok. En sand Antikvitet af en Slaabrok var det.

»Der har vi den,« mumlede Hr. Ti­burtsius; bredte den ud for sig og saa med et fiffigt Smil paa den lurvede Kammerat, saa paa de gammel kendte vældige Blækklatter, paa de lange Streger - de lignede Glidebaner - som var fremkomne ved, at han aarevis havde tørret Pennen i de samme Spor, saa paa Tobakspletter og Ølpletter og Pletter af ube­stemmelig SJags, som om han skuede en Række Billeder fra sit henrundne Liv.

(Fortsættes)

« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner