« Tilbage til søgeresultaterne
Moders Favn
Der er i Verden ingen Havn,
der er saa tryg som Moders Favn.
Er end dit Livsskib stødt paa Grund,
kun Trøst i Nød har hendes Mund.
Har hver en Ven Dig koldt forladt,
staar ene Du i Sorgens Nat,
Du hører dog din Moders Røst
vemodig, blid og fuld af Trøst.
Hun elsked Dig, før Du blev til,
hun Dig bestandig elske vil.
Er brødetynget end dit Bryst
og vild din Hu som Storm i Høst,
hun bringer Fred dit syge Sind
og lukker Haabets Straale ind.
Ja, selv om hver Forhaabning brast,
hun holder ved sit Barn dog fast.
O, under fulde Kærlighed!
Det bedste, dyreste jeg ved;
uegennyttig, rig og varm,
et Fristed midt i Verdens Larm,
som aldrig svigter, ældes ej,
som altid aabent staar for Dig.
Ak, fattig den, der intet ved
om denne dybe Kærlighed.
