« Tilbage til søgeresultaterne
Danske Kvinder fra Grundtvigs Kreds
(Fortsat.)
I.
Karoline Amalie.
Foredrag (noget forkortet), holdt paa Levring Højskole af Sofie Bruun.
Efter omtrent et Aars Ophold i Norge under meget bevægede Forhold kom Prins Kristian tilbage til Danmark, og det snareste, han kunde, rejste ham til Als. Der var i Mellemtiden Hertugen død, saa Karoline Amalies Moder var nu Enke, og hendes ældste Broder havde Hertugtitelen. Prins Kristian blev indbudt til at bo paa Augustenburg Slot, og der skete det saa en December Aften, at de to unge Mennesker gav hinanden deres Tro. Det »ja«, de gav hinanden, var for Livet, og det var fra hendes Side et ja saa fuldt og helt, som nogen Kvinde kan give det; han var den Mand, hun elskede fra sin første Ungdom til sin sidste Stund. Han var mere overfladisk, havde under sit Ophold i Norge haft flere Planer om politiske Giftermaal og var hele sit Liv igennem grumme letsindig overfor Kvinder. Han havde baade før og efter sit Giftermaal mange løse Forbindelser; men det var hans Sanser, der raadede i disse, hans Hjerte havde ingen Del i dem; der er vist ingen Tvivl om, at han til Trods for alt kun elskede Karoline Amalie. Havde der ikke været den afskyelige Plet paa hans Karakter, kunde man have følt udelt Sympati for ham, og det var ikke underligt, at han kunde vinde en ung Piges Hjerte. Han var en idealt anlagt Personlighed med mange aandelige Interesser, gennemdannet, med megen Sans for og Kendskab til Videnskab og Kunst; dertil havde han et meget smukt Ydre og var ridderlig i hele sin Optræden. Det kan ogsaa straks siges, at deres Ægteskab blev meget lykkeligt. Om hun kendte hans Svaghed, ved ingen; det er vel næsten umuligt andet, men det blev i saa Fald hendes egen Hemmelighed.
Ikke ret længe efter Forlovelsen stod Bryllupet - den 22de Maj 1815 - og efter et kort Ophold i København tog de unge Folk Bolig i Odense, da Prins Kristian af Kongen var bleven udnævnt til Guvernør i Fyen. De søgte der Omgang ikke alene med Omegnens Adelsmænd, men ogsaa med Embedsmænd og Borgere, og mange Aar efter mindedes Folk endnu med stor Glæde det jævne, hyggelige, livlige og aandfulde Hjem hos Prins Kristian og Prinsesse Karoline.
Ved Vielsen i Augustenburg Slots kapel var der til Stede en syvaars Dreng. Det var Prins Frederik, den senere Kong Frederik den Syvende, Prins Kristians Søn med hans første Hustru. Han var et grumme vanskeligt Barn, idet han, foruden det meget store og gode, der var i hans Karakter, havde arvet en hel Del af sin Moders mildest talt uheldige Egenskaber. Det kan ikke andet end gøre et lidt vemodigt Indtryk, synes jeg, at Karoline Amalie, som var saa meget for saa mange fremmede Børn, ikke, efter hvad man kan skønne, kom til at være ret meget for eller fik nogen nævneværdig Indflydelse paa det Barn. der laa hende allernærmest, og hvem hun skulde være i Moders Sted. Jeg har ikke Begreb om, hvorvidt der i den Henseende kan rettes nogen Bebrejdelse mod Karoline Amalie, maaske kunde det ikke være anderledes. I de første Aar af hendes Ægteskab, mens de boede paa Fyen, havde de Drengen hos sig, og hun talte senere ofte om, hvor glad hun var ved Samlivet med ham den Gang. Men allerede 1819 begav Ægtefællerne sig paa en Udenlandsrejse, der varede 3 ½ Aar. Prins Kristian valgte selv de Mænd, der skulde lede Prinsens Opdragelse under deres Fraværelse og Valget var vist næppe ret heldigt. Da de kom tilbage, var Prins Frederik omtrent 14 Aar, vel allerede for gammel til, at hans Stedmoder kunde faa Hold i ham. Det skal dog siges, at der altid vedblev at være et venligt og godt Forhold mellem Stedmoder og Stedsøn; men nogen særlig Hjertelighed mærker man ikke og endnu mindre nogen Indflydelse fra Karoline Amalie paa Frederik den Syvende. Selv fik hun aldrig Børn, hvad der var hende et stort Savn. Efter Hjemkomsten fra den ovenfor nævnte lange Udenlandsrejse, boede hun, først sammen med sin Mand, og efter hans Død som Enke, altid om Vinteren paa Amalienborg Slot i København og om Sommeren paa Sorgenfri Slot, en god Mils Vej fra København ; her henrandt hendes Liv, kun afbrudt af et Par enkelte, kortere Rejser.
(Fortsættes).