« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Han nikkede fornøjet, pakkede Slaabrokken med samt et Par gamle, Slæber omhyggelig sammen i en fast Rulle, slog Sejlgarn om, puttede Pakken hen i en Krog, stillede en Lænestol foran den og gik igen en god Stund op og ned ad Gulvet, saa af og til ud af Vinduet og tittede omsider forsigtig ud gennem Døren. Alt var stille, fuldkommen stille, Katrine var bestemt borte.
Et Udtryk af dyb Fred udbredte sig over hans Ansigt, han lagde Hænderne over den lille Topmave der hang paa hans magre Skikkelse som en fastklinet Svalerede, og vandrede videre. Men denne Gang fløjtede han ikke.
Han sang, sang med en underlig rusten Stemme, der lød, som om den trængte til at smøres, sang, som naar han i Kirken sang en Koral. Men det var ingen Koral, nej en hjertensglad, verdslig Sang,
Solen gik netop ned og kastede sin »Glans over Raadhusets gule Mure, saa de skinnede som Guld,« og over de tykke Vandstraaler, der plaskede ned fra Springvandet paa Torvet som flydende Sølv.
»Den Mand, som har en Have.« Det sang Hr. Tiburtsius med skælvende, rørt Stemme. Maaske det var en Erindring, der kom over ham, en Foraarsstemning, et Ungdomsminde af den Slags, der lister sig ind i Hjertet og bringer os til at glemme det hele øvrige Liv og sætter os tilbage i de glade, skønne Ungdomsdage. Hr. Tiburtsius havde alt andet, kun ingen Have, og han sang ganske, som om han havde een, sang ikke længselsfuldt, ikke heller vemodig erindrende, men med et ligefrem triumferende Udtryk. Og han skred op og ned, stolt og selvfølende som en Hane i sin Hønsegaard. Han var glad, thi - lad os sige det i Korthed: Han havde virkelig en Have. Han havde købt sig en Have, købt den ganske for sin egen Mund, hverken Ridehest eller Kørehest og Vogn, heller ikke havde han i Sinde at forære noget til Byen, nej sandelig, om han havde!
Og nu var han saa vidt, at han, saa snart Skumringen var faldet paa, vilde bringe sin Slaabrok hen i sin ny erhvervede Have. Han havde faaet det besynderlige Indfald at ville holde sin Have hemme-lig. Saa længe som muligt skulde ingen vide noget om den, derfor ventede han til Skumringen, og derfor turde han kun synge om sin Have, naar han var vis paa, at Katrine var af Vejen.
Og endelig skulde det gaa for sig. Han jog i Overfrakken, tog Hat og Stok og Slaabroksbylten under Armen, som han bedst kunde, og listede sig sagte, sagte ned ad Trappen, skønt han kunde være sikker paa, at Kvindemennesket med Børsterne lige saa lidt var hjemme som Fruen med Pudderdaasen og Kvasten.
Paa Gaden løb han med sin Bylt lige saa hurtig, som det paa nogen Maade kunde gaa an for en Mand som Hr. Tiburtsius, skyndte sig gennem forskellige Smaastræder og til Byens Udkant, hvor der allerede var halvt mørkt under de gamle Linde.
(Fortsættes).
