« Tilbage til søgeresultaterne
Et Venskab
Et af de skønneste, ædleste Venskabsforhold mellem Mand og Kvinde, som Historien kender; er det, der forenede Michel Angelo og Vittoria Colonna.
Han var over 60 Aar, da han lærte hende at kende. Hidtil havde den mægtige Kunstner vandret sin Sejrsvej i ensom Storhed. »Venner behøver jeg ikke, ønsker jeg ikke«, havde han sagt, allerede i de unge Dage, og Ensomheden tog til, alt som Aarene gik. Det syntes, som om kun hans Lands store afdøde - fornemmelig Dante - havde staaet hans Sjæl nær. Dog mærkes det, at han havde Hjerte, thi han var en kærlig Søn og Broder, saa længe han havde Fader eller Søskende at yde Støtte, og han elskede Børn. Bekendt er Fortællingen om, hvorledes en Dreng en Dag paa Gaden bad ham om at tegne noget; Michel Angelo tog det Blad, Barnet bød ham, og opfyldte paa Stedet hans Bøn. At han har elsket Kvinder fremgaar af hans Digte; dog udtales i dem kun Sorg over ubesvaret Lidenskab eller Resignation. Ligesom Beethoven synes han aldrig at have vundet den, som fuldt ud kunde stille hans Længsel.
Og nu var han bleven 60 Aar, den Alder, da Mennesket ikke længere venter sine Forhaabningers Virkeliggørelse som en Gæld, Skæbnen skylder at betale. Alligevel skulde han nu finde det, der kunde fylde hans Sjæl, om ikke en Kvindes Kærlighed, saa dog hendes Venskab.
Vittoria hørte til Colonnaernes vidtberømte Adelsslægt, der ofte var mægtigere i Rom end Paverne.
Hendes Fader, Fabrizio Colonna, og hendes Mand, Marchese Peseara, var hin Tids første Adelsmænd og Feltherrer; hun var allerede fra Vuggen af trolovet med Peseara, »hendes Sol«, som hun kalder ham i sine Digte. Sandsynligvis har den unge Kriger ingenlunde været det Ideal, som hun ansaa ham for; men han var saa meget borte fra hende i Krig nu her og nu der, indtil han døde efter Slaget ved Pavia (1525); han forstyrrede derfor ikke det ædle, skønne Billede, som hun havde skabt sig af sin Ægtefælle, og som altid blev ved at indtage den første Plads i hendes Hjerte. Efter hans Død ønskede hun i sin dybe Sorg at gaa i Kloster. Alle stræbte at afholde hende derfra, og Paven forbød rent ud Nonnerne at iklæde hende. Men hun levede i mange Aar som Nonne, kun sysselsat med from Velgørenhed og med Studier. Der blev gjort hende mange glimrende Ægteskabstilbud, men intet af dem vilde hun laane Øre til.
Hun levede en Tid i Neapel, hvor der begyndte reformatoriske Bevægelser. Hendes Hus var Samlingsstedet for disse Rørelsers Tilhængere, som hovedsagelig hørte til Neapels fornemste og finest dannede Kredse. Deres højt skattede Prædikant Occhino fulgte med Vittoria, da hun i 1536 bosatte sig i Rom, hvor hun af Paven blev modtaget som det sømmede sig en Fyrstinde af hendes
Rang, og hvor Kejseren, som netop var i Staden, indfandt sig hos hende i hendes Palads. Ogsaa i Rom havde Occhino et Parti, i Spidsen for hvilket der stod to Kardinaler, som hørte til hendes nære Venner. Hvem der ikke delte hendes Interesse for kirkelige Reformer, fængsledes af hendes Skønhed, Aand og Elskværdighed. Man var stolt af at regnes til hendes Venner, Beundrere eller Klienter. Thi hendes Rang og Familjeforbindelser tillod hende at tage mange under sine Vinger.
Det vides ikke, om hun har kendt Michel Angelo før; men det synes, som om de først nu, i 1536, blev Venner: En Beretning, som ikke er bleven offentliggjort før i vore Dage, viser os disse to sammen og meddeler os Brudstykker af deres Samtaler. Den hidrører fra en spansk Maler, Francesco d’Ollanda, som ved denne Tid var i Italien.
I den lille Kirke San Silvestro paa Monte Cavallo, lige overfor Kvirinalet, samledes ofte, fortæller han, en udvalgt Kreds for at høre en berømt Prædikant, uden Tvivl Occhino, tale om Pauli Breve. Han traf her blandt andre »Michel Angelo, en fremragende Mand, som enhver maa ære saavel for hans Kunsts Skyld som for hans ædle Sind, Alder og ulastelige Livsvandel, og Vittoria Colonna, Marchesa af Peseara, en af de fornemste og mest berømte Kvinder i Italien, ja i hele Verden. Hun er aandrig, skøn, dygtig i det latinske Sprog og i Digtekunsten, prydet med alle de Dyder, som prises hos en Kvinde. Siden sin Ægteherres Død, har hun helt unddraget sig det glimrende Liv, hun hidtil førte og hengivet sig til fromme Tanker og Velgørenhed.«
Da Prædikenen var til Ende, ytrede Vittoria til Ollanda, at han uden Tvivl hellere vilde høre Michel Angelo tale om Malerkunsten end Præstens Udlæggelser af Pauli Ord. Naturligvis modsagde den spanske Maler dette; men Vittoria sendte straks Bud til Michel Angelo med den Besked, »at da der var køligt og roligt her i Kapellet, som var lukket for uvedkommende, kunde han mulig have Lyst til at ofre et Par Timer her i vort Selskab, hvilket vil være en stor Vinding for os - men ikke et Ord om, at den spanske Signore er her«, tilføjede hun, hvorved Ollanda fik et Indtryk af, at den berømte Maler maatte behandles med stor Varsomhed.
Der veksledes nogle spøgende og komplimenterende Bemærkninger, indtil Michel Angelo kom, uventet snart, da Budet havde mødt ham i Nærheden, og han straks var fulgt med. Vittoria modtog ham med en Blanding af ceremoniel Høflighed og indtagende Mildhed, som han besvarede med beundrende Ærbødighed. Hun førte Talen hen paa de forskelligste Emner, kun ikke paa Maler-kunsten. Hun vilde aabenbart gøre ham tryg.
I Talens Løb priste hun den Maade, hvorpaa han forstod at unddrage sig unyttige Samtaler og i det hele taget Verdens Uro og Larm.
»Naadige Frue«, svarede Michel Angelo, »dette er noget, som sædvanlig misforstaas af Folk, der i det Hele taget retter mange urimelige Bebrejdelser mod Kunstnere. De er de besynderligste Mennesker, siges der, og ingen kan komme ud af det med dem. Jeg taler ikke om de faa« - her tror man at se den gamle Mester gøre en ærbødig Bøjning mod Vittoria - »som ser til Bunds i Tingene, men om Folk i Almindelighed, der kalder os lunefulde og indesluttede. Men hvor skal en Kunstner, som er fordybet i sit Arbejde, have Tid og Tanke for at fordrive Folks Kedsomhed? Der er faa nok, som gør deres Gerning med Alvor og Samvittighedsfuldhed. Hvem der hører til disse vil forstaa, hvorfor store Kunstnere undertiden synes utilgængelige. Visselig er det ikke Hovmod hos dem. Men saare sjelden træffer de en Aand, som er i Stand til at forstaa deres Værker; skal de da indlade sig i al den tomme Snak, som river dem ud af deres dybe Tanker? - Jeg kan forsikre, at Hans Hellighed selv mangen Gang sætter mig i Forlegenhed ved at spørge, hvorfor jeg ikke viser mig oftere. Jeg svarer sædvanlig, at jeg mener at tjene ham bedre, naar jeg arbejder for ham paa min egen Maade, end ved at staa paa Parade for ham den hele Dag uden at røre en Haand. Jeg er saa optagen af det Arbejde, jeg efter hans Vilje fuldfører,*) at jeg mangen Gang, naar Hans Hellighed ser til mig, medens jeg maler, sætter min Filthat paa og snakker rigtig fra Leveren.
*) Nemlig »Dommedag« i det sixtinske Kapel.
Og han lader mig ikke derfor gøre et Hoved kortere; tværtimod, han giver mig Lov til at være som jeg vil, og netop i saadanne Øjeblikke tjener jeg ham bedst:«
(Fortsættes).
