« Tilbage til søgeresultaterne
Et Venskab
(Fortsat.)
Marchesaen, som for den spanske Gæsts Skyld ønskede at bringe Michel Angelo til at tale om sin Kunst, vendte sig nu med diplomatisk Skælmeri til en af de tilstedeværende med de Ord: »Murer Talomei, giv mig et godt Raad. Mon jeg tør bede Michel Angelo at forklare mig et og andet Malerkunsten vedrørende, eller tror I, han pludselig vil vise os i Gerningen, at store Mænd alligevel er lunefulde og ikke til at komme nær?«
»Naadigste Frue«, svarede Talomei, »Mester Michel Angelo maa i dette Tilfælde gøre en Undtagelse og meddele sine Tanker, om end han holder dem skjult for Verden.«
»Excellenca har at befale og jeg at adlyde«, sagde Michel Angelo.
Marchesaen smilede. »Da vi nu en Gang er komne ind paa dette, gad jeg nok vide Eders Mening om den nederlandske*) Malerkunst. Mange siger, den er mere from end vor egen.«
*) Herunder indbefattede Italienere i Reglen ogsaa den tyske Kunst.
»Nederlænderne«, svarede Mesteren langsomt, »tillader i Reglen alle dem, der ikke har nogen virkelig Kunstforstand, dels ved Valget af Emner - Helgener og Profeter, som kvinder og Præster holder af at se afbildede - dels ved at fremstille noget, der er tiltalende for Øjet, saasom Draperier, Træværk, Landskaber med Træer og Figurer, alt hvad der vækker Opmærksomhed som kønt, men i Virkeligheden ikke er ægte Kunst**), og hvor det hverken gælder om indre Symetri, omhyggeligt Udvalg eller sand Storhed.
**) Læserne bedes erindre, at de største nederlandske og tyske Kunstnere endnu ikke var fremstaaede ved denne Tid.
Hvad jeg særlig dadler hos de nederlandske Mestre, er, at de paa et eneste Billede sammenblander en Mængde Ting, hvoraf et eneste var nok til et helt Maleri. Kun de Værker, som opstaar i Italien, kan kaldes ægte Kunstværker. Den sande Kunst er from og ædel ved den Aand, hvori den arbejder. Thi for dem, som kan forstå det, er der intet, der gør Sjælen saa from og ren som dens Stræben efter at skabe noget fuldendt; Gud er Fuldkommenheden, og hvem der tragter efter den, tragter efter det guddommelige. Den sande Malerkunst er kun en Afglans af Guds Fuldkommenhed, Skyggen af den Pensel, hvormed han maler, en Melodi; en Stræben efter Samklang. Kun en i Sandhed levende Forstaaelse kan føle, hvori Vanskeligheden ligger«.
Maaske ogsaa her Michel Angelo har bøjet sit stolte Hoved mod sin Veninde, i hvis Blik han har læst denne fulde, inderlige Sympati, som han ikke havde fundet hos nogen anden.
Senere siger han blandt andet: »Vor Kunst er det gamle Grækenland. Naar noget er godt og korrekt malet, siger man, at det er gjort som af en Italiener, og dersom nogen opnaaede dette uden at male i Italien, vilde han dog blive kaldt saaledes. Kunsten tilhører intet enkelt Land, den stammer fra Himlen, men vi besidder den. Thi intet Sted har Oldtidens Herlighed efterladt saa tydelige Spor som hos os, og jeg tror, at dersom vort Land gik til Grunde, vilde den ægte Kunst dø ud.«
Vittoria talte ogsaa om Malerkunsten, hvor forædlende den virkede paa et Folk, hvorledes den førte det til Fromhed, til Berømmelse, til Heltedaad, talte med saadan Inderlighed, at Taarerne traadte hende i Øjnene derved.
Under saadanne Samtaler hengik Aftenen. Michel Angelo rejste sig først, saa stod ogsaa Marchesaen op. Ollanda bad om den Lykke at turde være til Stede ved næste Sammenkomst, og hun indbød ham venlig. Saa ledsagede de hende til hendes Dør.
Næste Søndag havde Ollanda først gennemvandret Rom. Det var i Karnevalsdagene, og Karnevalet var dette Aar særlig glimrende til Ære for et højfornemt Brudepar, en Medici og en Farnese. Han havde set de herligt smykkede Ryttere og Triumfvognene drage ned fra Kapitoliet; han beundrede Fanerne, de gyldne Rustninger, de pragtfuldt opsadlede Heste. Saa gik han fra Festtrængselen op paa Monte Cavallo, hvor der herskede en højtidelig Stilhed. Her mødtes han med Michel Angelo og nogle faa andre. De gik ud i Haven bag Klosteret og sad i Laurbærtræernes Skygge med den vidtstrakte Stad for deres Fødder. Underholdningen fra sidst fortsattes; dog var Vittoria ikke til Stede, og flere af disse Sammenkomster skildres ikke. Men det kan ikke nægtes, at denne ene, som Ollanda har gengivet, stiller os disse to Karakterer levende for Øje, saa forskellige og netop derfor saa fængslende for hinanden.
En Kvinde behøver ikke at være ung længere - det var Vittoria ved denne Tid ikke heller - for at fængsle en Mands Aand, som hos hende finder den dybeste Forstaaelse. Men Vittoria var endnu skøn og glad; hun var blandt Spidserne af det Parti, som Fremtiden syntes at tilhøre. Havde hendes Venner sejret, vilde hendes Navn have været omgivet af endnu større Glans. Haabet oplivede og foryngede hende. Efter lange Sorgens og Ensomhedens Aar syntes for hende en ny og lykkelig Tid at oprinde. I 1538 blev hendes Digte trykt for første Gang og modtagne med stor Glæde og Beundring. Omtrent ved samme Tid modtog hun i Ferrara Hyldest af et Hof, der ene og alene vurderede den aandelige Storhed. Ariost har foreviget denne Tid i sine Digte om hende. Da hun vendte tilbage til Rom, modtog hendes derværende Venner hende med skinsyg Glæde. Fem Aar varede denne Michel Angelos lykkeligste Tid; saa fulgte Omslaget i 1541, et forfærdelig sørgeligt Omslag.
Paven var død; man havde ventet, at nu skulde Vittorias Venner og Meningsfæller faa Magten; men den tilfaldt tvertimod Modpartiet, som brugte den med skaanselløs Haardhed. Død og Landflygtighed opløste den Kreds, hvis Midtpunkt Vittoria havde været, og som det nu næsten var en Forbrydelse at have hørt til; Spioner vogtede paa hvert af hendes Skridt, paa alt hvad hun sagde og skrev.
Hun forlod Rom og levede en Tid i Viterbo, og under dette Ophold i Aarene 1541-43 falder de Breve, som Michel Angelo og Vittoria vekslede, og de Digte, han skrev til hende; de har været saa mange, at hun beder ham begrænse sig for sit Arbejdes Skyld. Et Par af dem hidsættes her.
Med Aandens Blik en Billedhugger ser
det Kunstværk, som han vække vil til Live,
og i sin Trang til Drømmen Form at give,
han danner hastig en Model i Ler.
Men siden kalder møjsomt Slag for Slag
hans Mejsel frem af Marmor dette Billed,
til rent og klart det staar, som han har villet,
nyvakt til Livet i den unge Dag.
Jeg var et Billed, groft i Ler kun præget,
til du, o høje ædle Herskerinde,
det genfødt og forklaret vilde se.
Du føjer til, hvad fattes, fjerner meget
med skarpe Fil - bliv ved, du Sejr vil vinde,
om end for mig kun gennem bitter Ve.
Slutningen lyder ordret saaledes: Hvilken Ve venter ikke min vilde Gløden, naar du vil tøjle og tæmme den! Han hentyder vel hermed til sin heftige og opbrusende Natur, der gjorde, at hun, som San Silvestro, ofte frygtede, at han netop ikke vilde gøre, hvad han mærkede, at der ønskedes af ham. Gennem Aarene var hans stejle Utilgængelighed, hans Mistro og Stolthed taget til. Muligvis vilde han have udviklet sig ganske anderledes, dersom disse to tidligere havde fundet hinanden. Men hvor meget hun var for ham, hvor højt han satte hende, vidner efterfølgende Sonetter om.
Med dine skønne Øjnes Lys jeg skuer,
hvor jeg med mine kun i Mørket famler,
paa dine lette Fjed jeg Styrke samler
og bærer Vægt, hvorfor jeg ellers gruer.
Med dine Vinger flyver kun jeg arme,
din Aand mig hæver op i Lysets Egne.
Paa dit Bud maa jeg rødme fluks og blegne,
er hed i Frosten, kold i Solens Varme.
Min Lyst er i din Vilje indelukket,
min Tanke modnes i dit Hjertes Fylde,
og i dit Aandedrag mit Ord faar Tone.
Jeg ligner Maanen, frem af Natten dukket;
kun den Del, Solens Straaler vil forgylde,
kan Øjet se paa Himlens Bue trone.
Som Svovlet er vort Hjerte og som Blaaret,
vort Kød og hvert vort Ben som tørret Ved,
og Sjælen sværmer uden Øjemed
begærlig om, af Verdens Glimmer daaret.
Fornuften blind af Krykke bliver baaret,
mens Verden overalt, saa lang som bred,
med brændbart Stof er fyldt for hvert et Fjed,
ej Under da, at Brand er os beskaaret!
Men, høje Skønhed, du alene tændte
min Sjæl i Brand, og kun din rene Lue
skal mine Værker ved sit Skær forklare.
Du sjældne, dig jeg kaared’ og mig vendte
fra Mængden bort. Lad Verden evig skue
min Elskov i min Kunst sig aabenbare !*
*) De sidste to Sonetter er oversatte af Maleren Konstantin Hansen og trykte i »Idee og Virkelighed 1871.
Af deres Breve findes ikke flere end to. Det ene er fra hende og vidner baade om den hensynsfulde Finfølelse, som Ollanda fremhæver, og om hendes høje Vurdering af ham. Overskriften lyder: Eneste Mester Michelagnolo **) og min egen Ven!
**) Saaledes skrev hans samtidige som oftest Navnet.
Indholdet handler om en Tegning, han har sendt hende, og som hun skulde sige sin Mening om og sende ham tilbage, for at han kunde arbejde hende et Krucifiks derefter. Men hun beder ham tilgive, at hun ikke kan give denne Tegning fra sig, da hun finder den udført med saa vidunderlig Kunst, at hun aldrig har set noget lignende og ikke tror, at selv han anden Gang kan skabe noget saa fuldendt.
Hans Brev, altsaa det eneste af dem, han har skrevet til hende, der haves, staar mulig i Forbindelse med dette. Det synes, at hun har ladet en Tredjemand minde ham om noget, han har lovet hende - maaske den før nævnte Tegning - og det har krænket ham. Han skriver: Signora Marchesa, da jeg selv var nærværende i Rom, behøvede I ikke at overdrage Messer Tomaso noget Hverv med Hensyn til Krucifikset og stille ham mellem Eder, Excellenza, og mig, Eders Tjener, for paa denne Maade at gøre Fordring paa min Tjeneste. Jeg vilde gøre mere for Eder end for nogen anden, som nævnes kan i Verden; men det Arbejde, som hviler paa mig, har hindret mig i at vise Eder dette i Gerning. Jeg ved, at I kender det gamle Ord: Den, som elsker, sover ikke. Det var unødvendigt at lade forespørge ved andre. Thi selv om det syntes, som om jeg var glemsom, saa tav jeg kun, fordi jeg havde en Overraskelse i Sinde; men denne Glæde er nu bleven berøvet mig!
I 1542 vendte Vittoria tilbage til Rom. Det var et sørgeligt Gensyn mellem disse to.Hun havde gennemgaaet en haard Sygdom og kom tilbage med nedbrudte Kræfter. Den tungeste Sorg havde ramt hende: hendes Slægts Undergang. Hvor stor end Vittorias Ydmyghed var overfor Gud og Kirken, saa var hun dog en Colonna, en Fyrstedatter af Italiens stolteste Hus. Hendes Fader var den Tids største Feltherre, hendes Onkel den mægtigste Kardinal, hendes Broder Ascanio den fornemste Adelsmand indenfor Roms Mure, og rundt om den evige Stad hævede Colonnaernes befæstede Borge truende deres Mure. Mangfoldige Ytringer i hendes Digte vidner om, hvor hun var stolt af sin Slægt, og hvor hun troede paa dens Storhed.
(Fortsættes).
