« Tilbage til søgeresultaterne
Danske Kvinder fra Grundtvigs Kreds
(Fortsat.)
I.
Karoline Amalie.
Foredrag (noget forkortet), holdt paa Levring Højskole af Sofie Bruun.
Da Karoline Amalie 1848 mistede sin Mand, syntes hun vel, at det var den største Sorg, der kunde ramme hende. Men det blev dog sværere, meget sværere, da hun faa Maaneder senere maatte se sine Brødre som Fædrelandsforrædere, som Oprørere mod deres lovlige Herre og Konge. Da gik der som et Sværd igennem hendes Hjerte. Hun slap ikke Kærligheden til sine Brødre trods deres Forvildelser, men hun var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvordan deres Færd maatte betragtes. Endnu troede hun dog paa deres Mandighed, men da hun hørte, at Prinsen af Noer, efter at have udtalt de brammende Ord: »Lad os slaa Danskerne, hvor vi finder dem, lad ingen fremmede Tropper tage Lavrbærrene fra os, paa Ærens Dag er jeg hos Eder,« dog ved det første Sammenstød tog Flugten, sagde hun: »Og jeg, som dog troede, at min Broder i det mindste var en dygtig Officer og en kæk Soldat, men ikke en Gang dette!« Flere Aar senere sagde hun til en Ven: »De kan tro mig, at naar jeg har takket Gud for Danmarks Sejre, og det har jeg altid gjort, da er det tit sket med et blødende Hjerte.«
Der kunde fortælles mange, mange Træk om Karoline Amalie, hvilke vidner om hendes store Kærlighed og Ydmyghed, og som tillige viser den store Jævnhed og Ligefremhed, hvormed hun omgikkes alle, og som hos hende var saa forunderlig forenet med virkelig Fornemhed og Majestæt; men det kan desværre ikke naas her. Kun eet lille Træk maa vi have med, som viser os hende i et Forhold, vi ikke har set hende i før: Forholdet til hendes undergivne. En Gang - hun var gammel den Gang og behøvede Hjælp - havde faun faaet at vide, at en af hendes Kammerjomfruer havde faaet nogle Slægtninge, som hun gerne vilde træffe, til København paa Gennemrejse, men at hun ikke vilde tale til Dronningen derom, da Dronningen jo dog umulig kunde undvære hende. Saa om Aftenen Kl. 7 ringer Dronningen paa hende og beder hende hjælpe sig i Seng. Kammerjomfruen bliver bange, at Dronningen er syg; men efter at være kommen i Seng og have faaet en Bog og et Bord med en Lampe hen ved Siden af sig, siger denne: »Aa, nu ligger jeg saa dejligt! Se saa, nu kan De saamænd gerne gaa hen til Deres Slægtninge og tilbringe Aftenen hos dem.«
Et lille Træk endnu maa vi have med, da det er altfor kønt til at forbi gaas. Det var en Gang, Dron-ningen fik at vide, at en lille Pige fra hendes Asylskole, Datter af en fattig Arbejdsmand, laa meget syg af Lungebetændelse. Da Skolens Forstanderinde en Dag var oppe hos Dronningen, spurgte denne til den lille Pige, om hun fik god Pleje og havde en god Seng at ligge i. Dertil svarede Forstanderinden, at Barnet havde en god og kærlig Moder, som gjorde for hende, hvad hun kunde, .men til Seng havde hun kun to skrøbelige, haarde Stole. Dronningen sagde ingen Ting straks, men næste Morgen tidlig fik Forstanderinden et Brev fra hende, hvori hun skrev: »Da jeg i Aftes kom i min gode Seng, tænkte jeg paa den lille syge Pige, som led og laa saa daarligt, og jeg skammede mig. Vil De gøre mig den Tjeneste at købe en god Seng og Sengklæder til hende saa hurtigt som muligt. Og for at hun straks kan lægges i den, sender jeg hermed af mine Lagener.« Kl. 10 laa den lille Pige i den fattige lille Stue paa Kristianshavn i en dejlig Seng med snehvide Lagener med Dronningekrone paa. Da hun blev rask, kom hun i lang Tid hver Dag paa Amalienborg for at faa styrkende Mad fra Dronningens eget Køkken. Hun døde 22 Aar gammel i sin egen Seng med Dronningens Billede foran sig.
(Fortsættes.)
