« Tilbage til søgeresultaterne

Et Venskab

Af: Julie Meyn

« Se emneord

(Sluttet).

Men den nye Pave var Colonnaernes Fjende, og deres Undergang blev besluttet. Slaget faldt, medens Vittoria var fraværende. Forgæves opbød hun al sin Indflydelse for at hindre det. Deres Borge blev fra­taget dem, og i Rom fandt hun ved sin Tilbagekomst ikke en eneste af sin Slægt. Saa trak hun sig tilbage til et Kloster og levede der med hensvindende Kræfter sine sidste Leveaar.

Muligvis er i denne Tid det Bil­lede af hende opstaaet, som blev til­skrevet Michel Angelo, indtil man opdagede en af hans Disciples, Marcello Venustis, Mærke paa det. Men da vi ved fra Michel Angelo selv, at han har tegnet hende, er det højst sandsynligt, at Venusti kun har ud­ført sin Mesters Arbejde i Olie. Det er en gammel Kvinde, vi her har for Intet er at se af de blonde Lokker, som tidligere lovpristes; et sort Enkeslør, der gaar dybt ned i Pan­den, omgiver hendes Hoved og falder ned over Bryst og Skuldre. Den høje Skikkelse, klædt i sort Fløjl, sidder rank oprejst i en Lænestol, paa hvis ene Arm hendes højre Haand hviler, medens den anden ligger i hendes Skød paa en aaben Bog. Der hviler en imponerende Ro over disse Træk; om Mund og Øjne et let smer­teligt Drag. Ældet, men ikke sam­menfalden, ser hun ud; hvad Aarene saa længe havde skaanet, er brat blevet nedbrudt af Sorgen; men de dybe Linier, den har draget, er ædle og energiske.

I Begyndelsen af 1547 udsluktes hendes sidste Kræfter. De Venner, hun havde tilbage, samledes om hende. Michel Angelo blev ved at se hende til det sidste. Hendes Død rystede ham saa stærkt, at han en Tid næsten mistede Sans- og Samling. Mange Aar efter sagde han, at intet angrede han saa meget, som at han ikke i hendes sidste Time havde kysset hendes Kind eller Pande, men kun hen­des Haand.

Hvor stort det Tab var, han led, ved kun den, der selv har følt den usigelige Tomhed, som en fremragende aandelig Kraft, et ædelt, kærligt Sind uundgaaelig efterlader sig. Michel Angelo maa have været til Mode, som om en herlig Bog, hvori han længe havde været vant til at finde det rette Ord for enhver Stemning, med eet Slag blev lukket for aldrig mere at aabnes. Vittoria havde været den eneste, for hvem han oplod sin Sjæl. Hans eneste Trøst var Haabet om et Gensyn hinsides Graven og om, at hun vilde leve i Mindet. Dette udtaler han i flere Sonetter, bl. a. i denne:

 

Da du,  til hvem  mit Hjertes Længsler hige,

gik bort, fordi det saa var Himlens Raad,

stod al Naturen, som ej har din lige,

i Sørgeskrud, og hvem dig saa’, i Graad.

 

Hvor er du nu ? .Her tie Glædens Stemmer,

paa Hjertets Dør forgæves Drømmen banker;

vi ved kun, at din Støvdragt Jorden gemmer

og Himlen dine hellig-fromme Tanker.

 

Død var din Lod, thi kun i jordisk Dragt

det himmelske til Muldet ned kan drage,

men kun det dødelige undergaar;

du lever, og lig Morgenrødens Pragt

dit Livs, din Digtnings underfulde Sage

skal straale gennem senest Fremtids Aar.

 

Vittoria Colonnas Poesi, der pristes højt af hendes Samtid og altid vil have sin Interesse som Udtryk for en skøn Sjæls Følelser, naaede ikke den Udødelighed, som heri for­jættes den; men hendes Navn er uløselig knyttet til Michel Angelos. Saalænge han mindes, kan hun umu­lig glemmes.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner