« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om den Kunst at blive gammel med Tilfredshed
»Er det nogen Sinde faldet dig ind at øve dig i at blive gammel?« spørger en Forfatterinde i Harpers Bazar sine yngre Medmennesker. Spørgeren venter ikke ret mange bekræftende Svar; hvem øver sig i at blive gammel? hvem øver sig i at dø? og dog er begge Dele noget, der uundgaaeligt knytter sig til menneskelig Natur, paa samme Tid som det strider mod menneskelig Tilbøjelighed, hvorfor man skulde synes, at det var det mest selvfølgelige af alt, at ethvert Menneske gjorde sig det klart, at her staar vi overfor noget, som ikke paa ret Maade kan fuldbyrdes uden store Anstrengelser og langvarig Opøven.
Lyst til at dø har kun faa; men Lyst til at blive gammel har vel endnu færre. Legemlig Affældighed, selv om det ikke er andet end graat Haar, Rynker og matte Øjne, tiltaler ingen, og ti Gange mere afskrækkende staar den aandelige Affældighed, saa der er god Grund til at spørge: Hvordan skal vi dog undgaa Alderdommens Gru?
Ja, Spørgsmaalet maa først og fremmest vendes indad, og da vil enhver vistnok finde, at der kun er eet Middel at anvende, om Tingen overhovedet skal kunne undgaas paa anden Maade end ved en tidlig Død.
Først maa vi finde ud af, hvad det er, der mest fylder os med Gru; som Nummer to kommer da det at udfinde, om vi ikke i vort eget Sind ejer Hjælpekilder til at staa imod. Har vi da ved denne dobbelte Undersøgelse opdaget, for det første, hvad det er, vi maa stræbe at undgaa, og for det andet, ved hvilke Midler dette kan ske, ja saa staar kun eet tilbage: Beslutningen om en daglig Opøven, mens vi endnu er unge; thi kun Øvelse gør Mesteren for denne som for enhver anden Sags Vedkommende.
Som Resultat af den første Undersøgelse, om den da er ærlig, vil sikkert flyde den Erkendelse: den Gru, man føler ved Tanken om at blive gammel, kommer egentlig af, at man fæster sit Liv og sine Tanker, sin Higen og sine Kræfter ved Ting, som er dømte til at gaa al Kødets Gang; man tænker sig Alderdommen ensom og fattig, idet man ser sig berøvet ikke alene den livlige Forbindelse med Verden, de Baand, der har knyttet een til Slægt og Venner, men ogsaa fysiske Kræfter, Følelsernes Varme, Aandens Spændstighed og Energi. Vore jordiske Skatte glider fra os, een for een, indtil vi til sidst lever som Genfærd, der gysende klaprer om i vore egne Skeletter - det er Alderdommens Ensomhed og Fattigdom, der fylder os med Gru.
Som Resultat af den anden Undersøgelse (denne om vi ikke i vort eget Sind ejer Hjælpekilder til at staa imod) vil vi faa den Erkendelse, at Alderdommen let kan miste sin spøgelsesagtige Karakter, dersom vi blot vil skænke den nogen Omsorg i vor kraftige Alder; ja, at der kan ligge for os et Liv, i hvilket vi ældes med altid forøget Aandskraft og med altid større Evne til at nyde Livets værdifuldeste Goder, naar vi blot lærer at elske Ensomheden i Stedet for at frygte og undgaa den - med den som Ven vil Alderdomsperspektivet have mistet sin Gru. Men vel at mærke, ved Ensomheden forstaas her ikke den menneskesky, den egenkærlige, der har sin Rod enten i Frygt for eller i Overseen af andre Mennesker, men den Ensomhed, der i de kraftige og virksomme Aar kan opnaas ved en agtsom Benytten af de Timer eller Øjeblikke, hvor der ikke udefra stilles noget Krav til os; en Benytten af disse Øjeblikke til at være i Ro hjemme med Vorherre og vor egen Sjæl, i Stedet for at styrte ud i Verden og stille Krav til andre, vil have velsignelsesrige Følger.
Der skal maaske for mange af de unge Mod til at tage dette Parti - det kræver Tro og Haab paa et Liv efter dette; men dersom vi blot øver os vedholdende og taalmodigt (man øver sig jo i saa. meget - i at male og spille f. Eks.) saa skal vi en skønne Dag finde, at vi har lært os den Kunst, som gør Alderdommen skøn, og som bringer Harmoni mellem Døden og Livet.
Lad os da for enhver Pris stjæle os en Time, eller om det saa kun er et Kvarter, til at øve os i den Kunst at fremelske i os alt det, som ikke er Forgængeligheden underkastet - det vil maaske endog beskytte mod Rynkerne og de matte Øjne.
Lever vi saaledes, da vil vor Alderdoms Ensomhed ikke blive fyldt af en gnaven og fordringsfuld Egoisme, men af Omsorg, kærlige Tanker og Bøn for andre, selv ganske fremmede; vi vil, om end udvortes ensomme, føle os omgivne af Venner, kendte og ukendte, levende og døde.
