« Tilbage til søgeresultaterne
Danske Kvinder fra Grundtvigs Kreds
I.
Karoline Amalie.
Foredrag (noget forkortet), holdt paa Levring Højskole af Sofie Bruun.
(Sluttet.)
Havde Karoline Amalie da ingen Fejl? Jo, sikkerlig havde hun det, saa vist som hun var et svagt Menneske og en Synder, som vi andre; man har aldrig hørt om hendes Fejl, og jeg tror, at de i hvert Fald i ualmindelig ringe Grad gik ud over andre. Jeg har peget paa hendes Forhold til Frederik den Syvende, hvor der synes at have været en Mangel hos hende. At hun i sit Hjerte maatte kæmpe mod de samme Fristelser, som vi andre, kan ses af følgende lille Træk: Paa halvtredsindstyveaars Dagen efter hendes Indtog i København som Prins Kristians Hustru, lagde hun Grundstenen til en Bygning, som Folket forærede hende til hendes Asyl og Asylskole, og ved den Lejlighed bad hun to af de tilstedeværende Damer om at komme op til hende om Eftermiddagen, da hun havde noget at sige dem. De kom, og hun sagde da omtrent saaledes: »Da jeg som Prinsesse i nogle Aar havde fulgt mit Hjertes Lyst at gøre lidt for de fattige Børn, kom der en Hovmodsfølelse op i mig, som om jeg havde gjort noget stort. Jeg spaserede den Gang tit paa Volden med mine Damer, og da jeg saa en Bygning blive opført paa den saakaldte Dronningens Bastion, fik jeg virkelig de Hov-modstanker, at det var en Bygning, som Folket vilde opføre og forære mig til Tak for mine gode Gerninger. De kan da tænke Dem min Ydmygelse, da Bygningen viste sig at blive til en Vejrmølle! Jeg gik dog saa lidt i mig selv og fik Øjnene op for, hvor lidt jeg havde gjort for de kære Børn, thi hele Besværet ligger jo paa Plejemoderen. Nu er jeg gammel og nu skænker Folkets store Kærlighed mig virkelig en Bygning til mine fattige Børn; men saa sørger den gode Gud for, at den kommer til at ligge skraas over for den omtalte Mølle, for at han daglig kan holde mig i Ydmyghed og vise mig, hvor lille jeg er. Det er, for at De ikke skal have for gode Tanker om mig, at jeg fortæller Dem dette «
Karoline Amalie overlevede sin Ægtefælle i over tredive Aar. Hun delte med os andre den store Sorg over Sønderjyllands Tab i 1864; men hun delte ogsaa Haabet om dets Genforening med os. Hun havde en lys, mild, fredfyldt Alderdom. Efter en Sygdom, som hun havde fire Aar før sin Død, blev hendes legemlige Kræfter færre; men hendes Aandskraft var usvækket til det sidste. Blandt hendes nærmeste Venner i hendes senere Aar var vor nuværende Kongefamilje, hvem hun fra den ældste til den yngste omfattede med stor Kærlighed, og som til Gengæld elskede og saa op til »Tante Enkedronning«. Om Sommeren, naar Kongefamiljen boede paa Bernstorff, tilbragte de for det meste Søndag Aften paa Sorgenfri.
Den 6. Marts 1881 blev hun syg; hun laa saa kun et Par Dage, og om Aftenen den 9de sov hun stille hen, omgiven af Kongefamiljen, Biskop Martensen og nogle af sine Damer. Hun havde i sin sidste Vilje bedt om, at »kærlige Hænder vilde folde hendes Hænder over Brystet«; dette blev gjort af Kammerfrøken Rosen, som i 37 Aar havde været hendes trofaste Tjenerinde. Hun havde ogsaa bedt om at faa sin Brudekjole med sig i Kisten og hvile sit Hoved derpaa, saa til det sidste levede hun i Tanken paa sin Ægtefælle. Sin Formue havde hun testamenteret til sit Asyl og Asylskolen, saa deres Eksistens er sikret for lange Tider. Hvad var saa Karoline Amalie? Hun var ingen ualmindelig stor Aand med overlegent Blik eller Statsmandsklogskab. Hun var ingen Elisabeth, ingen Margrethe; men hun var det, der var bedre; hun var en Kvinde i den ædleste og fuldeste Betydning af Ordet, og hun var saa sand, saa meget sig selv, at hun vilde have været den samme i den simpleste Hytte, som hun var paa Dronningestolen. Hun var et Menneske, som fandt sig selv i Livet i Gud, et Menneske, i hvem der var Grøde og Vækst fra hendes tidligste Ungdom til hendes sidste Dag, saa hun altid gik fremad, altid opad. Og hun var et Menneske, i hvis Hjerte Guds Kærlighed slog saa dybe Rødder, at den voksede op og blev til et Træ, der gav Ly og Skygge til alle, der kom paa hendes Vej, mest dog til de mange fattige Børn. Ja, hun fortjente fuldt det Navn, hun fik, »den kongelige Fostermoder for de smaa«. Grundtvig har i sin Sang: »Vor Alderdoms Trøst og Støttestav«, et dejligt Vers, hvori han ligner Menigheden ved en Kvinde, og hvorved han afgjort har tænkt paa Karoline Amalie, og da det er det bedste Billede af hende, man kan give, vil jeg slutte denne lille Skildring dermed:
Den spejled sig tit paa Jorden saa
i alderstegne Kvinder
med Øjnene klare, himmelblaa,
med rige Ungdomsminder,
med Hjerte varmt, med Hoved lyst,
med prøvet Tro, med Væsen tyst,
med Mildheds-Majestæten.
