« Tilbage til søgeresultaterne
Hr. Filantrop og Hjemløse Kvinder
Følgende Brev fra en af vore Abonnenter til en Veninde, der som Brevskriveren med Interesse har fulgt Disputten mellem Fru Aggersborg og Filantrop, er os velvilligst overladt til Offentliggørelse. Vi meddeler det saa meget desto hellere, som ogsaa vi synes, at Filantrops Slutningsbemærkninger ikke burde staa uimodsagt, og at Brevskriveren med Hensyn til disse har truffet Hovedet paa Sømmet.
Red.
Kære J.
Tak for Dit Brev! Jeg ser deraf, at Du er skuffet over, at Fru Aggersborg ikke har svaret Filantrop paa hans Slutningsreplikker fra 23. Marts. Ja saamænd! Men Fru A. mener vel, at det vilde være ørkesløst at fortsætte, da hun jo har sagt det meste af, hvad der er at sige, nemlig at det ikke lader sig gøre at træffe Sammenligning mellem Mandens og Kvindens Fald, da deres Vilkaar og Stilling i Livet og Samfundet er saa forskellig og i Mandens Favør. Det vilde være ligesaa forkert og uretfærdigt, som om man, hvis man f. Eks. kom til nogle mere eller mindre dybe Afgrunde, hvori forskellige Mennesker var styrtede ned, deraf vilde drage den Slutning, at de, der laa i den dybeste Afgrund, var dem, der havde gjort det dybeste Fald, i Stedet for først at tage i Betragtning og undersøge, hvor højt og paa hvilken Grund, de forskellige Mennesker havde staaet før Faldet. Hermed mener jeg, at det er naturligt, at de, som falder dybest ned, i Almindelighed er dem, som har staaet lavest i Samfundet paa dettes vaklende Grund og uden dets Støtte; men den Mand, der forgriber sig paa unge, uskyldige Piger, maa vel siges at være falden saa dybt, som noget Menneske kan falde, selv om Samfundet endnu ikke har givet ham den Plads, som tilkommer ham, og som i hvert Fald aldrig kunde blive over den prostituerede Kvindes.
At nogen fornuftig Person skulde komme med den absurde Paastand, at det ene er Manden, som er Skyld i de faldne Kvinders Ulykke, behøver man vist ikke at nære større Bekymring for. Samfundet bestaar jo ikke af Mænd alene, der maa Kvinderne tage deres Del af Skylden; men der er en Ting, Mændene alene maa tage Ansvaret for; det er Samfundets Love, dem har de været ene om at skrive. Og at den lovordnede Prostitution »danner en Mur, de faldne Kvinder vanskeligt bryder igennem«, og »at de bliver bundne med saa snærende Lænker, at der hører en vældig Kraftanstrengelse til at rive sig løs,« er jo F.’s egne Ord; desuagtet synes han senere hen at mene, at en saadan dybt sunken og brutaliseret Kvinde burde være i Besiddelse af denne umaadelige Vilje og Kraft.
At Samfundet skulde ville tage imod hende som mod den raaeste omvendte Bølle - absolut nej!
Naa nu kom jeg nok allerede altfor langt ind paa alt dette, som der er svaret paa, og som Du altsaa kender. Men med Hensyn til den nye Hypotese, som Fru A.’s Modstander opstiller, at det skulde være hundrede Gange bedre at give en Krone (eller hundrede, jeg ser ikke, at Summen gør nogen væsentlig Forskel) for sit Fald, end at modtage den, den er jo absolut uretfærdig - et godt Bevis paa Samfundets uretfærdige Dom. Jeg skal i den Anledning anføre for Dig, hvad Sch. P. skriver i en Artikel i Bladet »Fra Bethesda«, for 29. Januar 1893. Efter at have anført, hvorledes en stor Mængde af de faldne Kvinder gennem arvelige Anlæg eller en forsømt, undertiden ligefrem usædelig Opdragelse, forud er bestemte til Prostitutionen, og at »Ansvaret her falder meget mere paa Samfundet end paa dem«, skriver han: »Medens saaledes ofte meget kan siges til Undskyldning for Kvinden, vil der paa den anden Side ikke sjældent være lidet eller intet at sige til bedste for de Mænd, der som Prostitutionens regelmæssige Kunder nærer og støtter den. Hvis den sædelige Indignation kræver, at der statueres Eksempler, er det ikke tilfredsstillende, at disse alene søges mellem Kvinderne, medens intet hindrer de gamle Libertinere fra at staa som deres Anklagere eller sidde som deres Dommere.« Og længere henne: »En Mand, hvis stadige Formaal er den egoistiske Tilfredsstillelse af sanselig Lyst, som nærmest betragter det andet Køn som Redskaber dertil, giver hverken med Hensyn til Farlighed, Forargelighed eller Uundskyldelighed den prostituerede Kvinde noget efter.« Du ser heraf, at vi heldigvis ikke staar ene med vor Opfattelse. Din Anmodning om, at jeg skulde indlade mig i Disput med Fru A.’s Modstander, kan jeg ikke efterkomme; det vilde ikke føre til noget Resultat. Den, der har to moralske Maalestokke, en for Mænd og en for Kvinder, og saa endda et Intetkøn i Baggrunden, er det umuligt at komme til Enighed med, saa Du ser ikke mere fra min Haand om denne Sag. Men det vigtigste bliver jo ogsaa, at der gøres noget for de hjemløse Kvinder, og at Filantrop trods sit Syn paa Forholdene alligevel er rede til at støtte Sagen kan kun kaldes dobbelt anerkendelsesværdigt.
Din B.
