« Tilbage til søgeresultaterne
Svalen
Fugleværneforeningen »Svalen«, der er stiftet i Decbr. 1897 af Fru Camilla Egholm, fremtraadte for Offentligheden i Januar 1898 med dens kvindelige Bestyrelse, og tæller til Dato over 2000 Medlemmer. Bestyrelsen bestaar af Fru Blicher-Clausen, Frk. Nanna Bilsted, Fru Elise Gold, Kasserer Fru C. Egholm, Formand, Prof. Grønlund, Næstformand, Forf. Vilh. Høm og Justitsraad Juel. Der er i de forløbne Aar oprettet 38 Filialer, der forestaas af mandlige og kvindelige Kredsforstandere. De kvindelige Forstanderes Tal er 21, og der virkes med stor Iver og godt Resultat.
Foreningens Opgave er at værne om nyttige Fugle (derunder hører Fodring af vilde Fugle ved Vintertid, Opsættelse af Redekasser og Paatale af ulovlig Fuglefangst), at agitere mod Fuglepynt, udgive Flyveblade og Skrifter vedrørende Fugleværnet, oplyse Publikum om Fuglenes økonomiske Betydning for Samfundet og deltage i det internationale Arbejde for Lovbeskyttelse af Smaafugle. Foreningen har ikke selv noget Medlemsblad, men nyder stor Støtte i Dagspressen, hvor aktuelle Meddelelser til Medlemmerne velvilligst optages. Der er saaledes fremsendt og optaget ca. 30 Opsatser af forskelligt Indhold. For at vække Landmændenes Interesse for Fugleværnet, var »Svalen« i Sommer repræsenteret paa Landmandsudstillingen i Odense, hvor der var anvist den gratis Plads. Den udstillede Redekassemodeller, Tryksager, Foderbrædter m. m. Dommerudvalget udtalte sin Paaskønnelse af den af Foreningen udfoldede Virksomhed.
Som et Led i Kampen mod Fuglepynten udgav »Svalen« ved Juletid en lille Piece, »Fandens Oldemors Paahit, Legende om Fuglepyntens Oprindelse«, forfattet af en blind, ung Haandværker, Peter Ommerbo. Legenden solgtes i 3000 Eksemplarer til 10 Øre Stk.; den svenske Dyre-beskyttelsesforening i Stokholm købte 1800 Eksempl. til Uddeling blandt Folkeskolens Lærere og Lærerinder. Samme Forening har tilkendt »Svalen« s Formand sin Sølvmedaille i Anledning af sit Jubilæum.
I Provinskredsene er der i Aar fodret stærkt, da der har været Nød paa Færde, og Københavns-kredsen har fodret Fugle i Byens Parker, Charlottenlund og Dyrehaven.
Foreningens Formand har for nylig i norsk Presse agiteret for Dannelsen af en Fugleværneforening, i Lighed med den danske.
»Svalen«s Kontor er Sct. Anna Plads 22, og det aarlige Kontingent er 50 Øre.