« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
»Den Mand, som har en Have!« og lignende.
I Hr. Tiburtsius’s Have var der saamænd ogsaa et Ildsted med Rist, som hans Tænder løb i Vand ved, naar han stod foran det. Men saadan en Pølse med al den Allarm, der fulgte med. Nej nej, det gik aldrig an.
En skøn Eftermiddag, da Lavinen, som han havde ladet sig fortælle, rullede afsted i Retning af Trølesdorf, gik han igen i Haven. Det var ham ikke længer saa let at skyde sig ind under »Embedsforretninger«, naar Fruen sagde : »Men lille Gustav, i Dag kommer Du dog vel med? Kan Du da ikke i det mindste gaa os i Møde?« Det havde jo dog aldrig før været saadan, tænkte hun og saa forundret paa ham. Og nu, da han stod i Haven, faldt det ham tungt paa Sindet, at saaledes kunde det ikke blive ved at gaa i Længden, og den Tanke stemte ham helt bedrøvelig. Men saa tænkte han som andre Gavtyve: »Er det gaaet hidtil, saa gaar det vel fremdeles«, og vandede sin Salat og sine Radiser og alt det andet, som Blikkenslager Lange havde saaet, og som Hr. Tiburtsius skulde høste.
Det Spørgsmaal fo’r ham ogsaa gennem Hovedet, hvor han dog skulde hen med alle de Grøntsager, og naar Frugten blev moden - Kirsebærrene skinnede allerede rødgyldne mellem de grønne Grene - ja, hvad skulde han gøre med alle de gode Ting? hm! - det vidste han ikke rigtig. Han var ikke saa vel til Mode som ellers. Alle Slags Tanker, som han helst vilde ryste af sig, trængte sig i Dag ind paa ham. Det laa maaske i Luften, som var graa og tung. Bækken brusede udenfor som før, men Møllens Klapren lød saa underlig truende.
Han gav sig tidligere end sædvanlig paa Hjemvejen. Det var endnu helt lyst, da han forsigtig aabnede sin Havelaage og saa sig om: til venstre var der ikke et Menneske at se; til højre - han stod som ramt af Lynet - det flimrede for hans Øjne! Kun tre Havelaager borte saa han den, Lavinen! Hvor havde han haft sine Øren henne? Med hvilken Larm kom den ikke rullende! Han syntes, det var Tusinder af Mennesker, Tusinder af Hatte, af Arme, der slingrede, af Strikkeposer og nikkende Parasoller. Ja, det var Lavinen, som i Dag skulde have været i Trølesdorf! Den ulykkelige Mand svimlede.
»Ja men, ja men - ih nej dog - hvad er dog dette her?« hævede der sig forskellige Stemmer op af Larmen.
»Men lille Gustav - lille Gustav!« Det var Fruens Stemme, og nu gik det op for ham, at han endnu holdt Haanden paa Laasen - det havde hele Lavinen set, og der var intet at gøre ved. Han lod Haanden blive, hvor den var, og blev ubevægelig staaende - de flokkedes om ham.
»Naa, Gamle, hvad er nu dette her?« lo Apotekeren i Skægget.
Den gamle Kummerfeld trængte sig frem og stirrede paa Hr. Tiburtsius med sine store, runde Øjne.
»Men lille Gustav! - Men lille Gustav!« lød paany hans Hustrus skrattende, Stemme. »Hvad er dog det? Men Gustav dog! Hvor kommer du fra? Har du Embedsforretninger her?« Det lød meget alvorligt, og lige som om der vilde komme en hel Mængde bagefter. De trængte sig allesammen omkring ham, som i en Leg, der var meget yndet - og det er den da endnu - blandt Weimars Gadeungdom, og hvorved altid den, der staar i Midten, er udsat for at blive klemt ihjel.
Men Hr. Tiburtsius fattede sig, samlede al sin Kraft og sagde: »Dette er min Have. Jeg - jeg har -jeg kommer fra min Have. Jeg har nemlig købt mig en Have.«
»Men lille Gustav!« raabte Fru Tiburtsius som en lille, fuldt ladet, Tordensky. Og det var sandelig det ringeste, hun kunde raabe. Men den lille tykke Frue var Mester i at putte ganske utrolig meget ind i et eneste »Men lille Gustav«
Hun havde indrettet sig meget bekvemt i denne Henseende, ligesom overhovedet i sin hele Husholdning. »Men lille Gustav!« i hundrede Variationer. Hun kunde spille hele Musikstykker paa denne ene Violinstreng.
Og hendes Mand havde et fint Øre for de forskellige Tonearter. Han gik i Takt derefter som en gammel Militærhest.
Kummerfeld sagde i en Tone, som om han stod paa Skuepladsen og talte ud til Publikum: »Han har altsaa købt en Have og hverken Hest eller Vogn.«
Og Mamsel Muskulus kvidrede; »Ih, du godeste!« - »Ih, du godeste!«
»Sapperlot!« raabte Apotekeren og de unge lo, og de gamle skreg op, og der var et farligt Halløj.
Men Kummerfeld sagde: »Naa, Børn, saa lad os dog se os en Smule om i denne Have.« Som sagt, saa gjort, Døren gik op.
Alle gjorde Plads for Fru Tiburtsius, thi hende tilkom det at gaa først, og saa strømmede Lavinen ind og rev den stakkels Ejer med sig.
Det første, Fruen gjorde i Haven, var at tage sin Ægteherre en Smule til Side Hun havde sat en dybt krænket Mine op, lige saa flinkt som hun satte sine Hatte og Kapper op, og hun bar den med megen Værdighed. Og de, der stod Parret nærmest, hørte forskellige, skarpt betonede: »Men lille Gustav!«
(Fortsættes).
